Massive investeringer skal bekæmpe ulighed i sundhed
30.8.2024 06:00:00 CEST | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Regionsrådet i Region Sjælland har indgået aftale om regionens budget for næste år på i alt 22 milliarder kroner. Samtlige partier står bag budgetaftalen, som vil sikre bedre lægedækning, nye nære sundhedstilbud til borgerne, nedbringelse af ventetider og robust drift på regionens sygehuse.

Udvidede åbningstider i lægevagten, bedre lægedækning i almen praksis og på sygehusene, lettere adgang til speciallæger for borgerne, et stort løft af brystkræftscreening, ekstra driftmidler til sygehusene og et skarpt fokus på at skabe fremtidens attraktive arbejdsplads.
Det er blot nogle af indsatserne i den budgetaftale for 2025, som alle Regionsrådets partier nu har indgået aftale om. Med budgetaftalen sætter Region Sjælland handling bag de anbefalinger, som regionen også har givet i sit høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionen.
Region Sjælland er i front med at omstille sundhedsvæsenet til fremtiden. Den omstilling bliver der nu sat endnu mere fart på med en budgetaftale, som er målrettet nære sundhedstilbud og bedre lægedækning. Samtidig investerer regionen i uddannelse til læger og plejepersonale samt robust drift på sygehusene.
Bedre lægedækning
Region Sjælland har i næste års budget midler – i alt 53 millioner kr – fra den ulighedspulje, som blev aftalt med økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner. De midler bliver blandt andet brugt på nye indsatser, som skal skaffe flere læger til både almen praksis i yderområder samt flere læger og plejepersonale til sygehusene. Borgerne i Region Sjælland får med budgetaftalen også lettere adgang til speciallæger på områder, hvor der er lang ventetid.
Midler fra ulighedspuljen gør det også muligt at videreføre det ambitiøse udviklingsprogram ”Bæredygtige akutsygehuse”, som Regionsrådet satte i gang i 2024. Med udviklingsprogrammet får sygehusene særlige styrkepositioner og skal i endnu højere grad end tidligere i fællesskab tage ansvar for behandlingen af patienterne. Det skal sikre, at der på tværs af sygehusene leveres behandlingsforløb af ensartet og høj kvalitet for alle borgere i regionen og på alle sygehuse i regionens geografi.
Robust drift på sygehusene
Budgetaftalen har som en rød tråd at omstille, robustgøre og fremtidssikre regionens sygehuse.
Den demografiske udfordring med flere ældre borgere og flere med kroniske sygdomme har i høj grad udfordret sygehusenes økonomi. Regionsrådet har handlet på den økonomiske ubalance og ligeledes sikret, at sygehusene kompenseres for de øgede udgifter som følge af demografien.
2024 har været et omstillingsår for sygehusene efter årene med Covid-19. Det er de facto lykkedes at nedbringe ventetider. Men der er fortsat behov for at robustgøre driften på sygehusene, opbygge kapacitet og nedbringe ventetiderne yderligere. Med budgetaftalen investeres der derfor også i alt godt 200 millioner kroner i regionens sygehuse og Psykiatrien.
Samtidig sættes der i budgetaftalen ind med solide løft til blandt andet at nedbringe lange ventetider på demensudredning og kæbekirurgi. På fødeområdet fortsættes den fødeplan, som Regionsrådet har sat i gang i år.
Flere nære tilbud
Region Sjælland arbejder hele tiden med at gå foran i omstillingen mod et mere nært, digitalt og mobilt sundhedsvæsen.
Også når det gælder brystkræftscreening går Regionsrådet ind med massive investeringer i nære tilbud for borgerne, som betyder, at der oprettes 10 nye faste screeningssteder. Der kommer således 10 nye screeningssteder for brystkræft i Roskilde, Næstved, Holbæk, Slagelse, Køge, Nykøbing F., Nakskov, Faxe, Odsherred og Stege.
Det skal understøtte, at flere kvinder får foretaget brystkræftscreening. De nye screeningssteder giver mulighed for større fleksibilitet i forhold til længere åbningstid aftener og weekender, ligesom det giver mulighed for selvbooking og ændring af tider. Screeningsstederne er tilgængelige hele året og ikke kun i kortere perioder, som det nuværende mobile tilbud.
Som et andet nyt og nært tilbud udvides åbningstiderne på de fem decentrale konsultationssteder i lægevagten i Kalundborg, Nakskov, Ringsted, Vordingborg og Nykøbing Sj.
En evaluering af lægevagten viser, at der er enkelte decentrale konsultationssteder, der er udfordret af særligt stort pres på kapaciteten i weekenderne. Det betyder, at patienter i yderområder ofte tilses i en lægevagtskonsultation i en anden kommune, selv om der er lægevagtskonsultation i hjemkommunen. En udvidelse af åbningstiderne skal sikre, at flere borgere kan behandles tættere på deres bopæl, og flere borgere i det hele taget vil kunne tilses af lægevagten.
Fremtidens attraktive arbejdsplads
En hjørnesten i budgetaftalen er arbejdet med at skabe fremtidens attraktive arbejdsplads i Region Sjælland.
Region Sjælland lykkes i stigende omfang med at rekruttere. Det momentum skal udnyttes til, at regionen i endnu højere grad kan skille sig ud som en god og fleksibel arbejdsplads.
Det gælder for eksempel også en aktiv seniorpolitik og frisættelse af lokale ledelser til nye initiativer og prøvehandlinger.
Bæredygtige akutsygehuse og målene om et mere nært, sammenhængende og digitalt understøttet sundhedsvæsen kræver en grundlæggende ændret tilgang til ledelse på alle niveauer i organisationen for at kunne lykkes. Region Sjælland vil investere i uddannelse af ledere og medarbejdere, så organisationen kan lykkes med den komplekse omstilling.
Kollektiv trafik
En velfungerende regional kollektiv trafik er vigtig for borgernes mobilitet og i særlig grad for, at unge kan komme til uddannelse. Der kan fastholdes samme serviceniveau i 2025. Herunder fastholdes totalrenoveringen af Østbanen og beslutningen om at indkøbe 14 nye batteritog til erstatning af de gamle IC2-tog.
De store investeringer i renovering og batteritog betyder dog også samlet set, at det nuværende serviceniveau ikke vil kunne opretholdes på længere sigt, medmindre der sker omprioriteringer inden for det regionale udviklingsbudget. Aftaleparterne er derfor også enige om at igangsætte et arbejde, der skal føre til udarbejdelsen af et langsigtet plan for den kollektive trafik. Processen igangsættes hurtigst muligt med henblik på politisk vedtagelse forud for budgetprocessen for 2026.
Kontakter
Heino Knudsen, Socialdemokratiet, tlf. 51 14 54 96
Camilla Hove Lund, Venstre, tlf. 21 56 25 54
Christian Wedell-Neergaard, Konservative, tlf. 40 15 22 23
Tina Boel, Socialistisk Folkeparti, tlf. 21 22 38 66
Jan Herskov, Dansk Folkeparti, tlf. 20 42 45 46
Bruno Jerup, Enhedslisten, tlf. 21 64 34 30
Anne Møller Ronex, Radikale Venstre, tlf. 21 22 56 10
Thomas Vesth, Liberal Alliance, tlf. 51 25 93 35
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Region Sjælland investerer 10 millioner i fremtidens uddannelser13.10.2026 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire uddannelsesprojekter får tilsammen 10 mio. kr. fra Region Sjælland. Projekterne skal udvikle nye undervisningsformer, skabe bedre overgange mellem uddannelser og bidrage til, at unge og voksne fortsat har adgang til relevante uddannelsestilbud.
26 patienter er flyttet ind på det nye Sjællands Universitetshospital4.10.2026 12:35:06 CEST | Pressemeddelelse
Efterårets store flyttedag på Sjællands Universitetshospital er veloverstået. I løbet af søndagen er i alt 26 indlagte kræftpatienter flyttet ind på de nye, moderne enestuer i Køge.
Nu starter efterårets vaccination mod influenza og covid-191.10.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan udvalgte grupper af borgere blive vaccineret mod covid-19 og influenza. I Region Sjælland er der vaccinationssteder i alle 17 kommuner, så borgerne nemt kan blive vaccineret tæt på deres bopæl.
Nyt, specialiseret tilbud til børn og unge med funktionelle lidelser28.9.2026 15:02:38 CEST | Pressemeddelelse
Børn og unge med funktionelle lidelser kan fremover få specialiseret hjælp på Holbæk Sygehus.
Særlig indsats sikrer 91 læger og 47 sygeplejersker til Region Sjællands hospitaler17.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En målrettet indsats for at rekruttere flere læger og sygeplejersker har givet gode resultater på Region Sjællands hospitaler. De nye medarbejdere skal styrke de faglige miljøer, mindske behovet for dyre vikarløsninger og give patienterne bedre mulighed for at få behandling tættere på hjemmet. Indsatserne bliver nu ført videre i Region Østdanmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum