Erhvervshus Midtjylland

Erhvervshus Midtjylland ansætter ny direktør

Del

OBS: GENUDSENDELSE AF PRESSEMEDDELELSE

Erhvervshus Midtjylland har ansat Helle Berthold Rosenberg som ny direktør. Den nye direktør kommer fra en direktørpost i Destination Kystlandet og tager over efter Mette Højborg, der i fire måneder har bestredet stillingen som interimdirektør. 

Der er nu sat navn på den nye direktør i Erhvervshus Midtjylland. Valget er faldet på Helle Berthold Rosenberg, der kommer fra en stilling som direktør i Destination Kystlandet.

Direktørstillingen i erhvervshuset har været besat interim af Mette Højborg, siden der i maj 2024 blev indgået en fratrædelsesaftale med den tidligere direktør Erik Krarup som følge af en undersøgelse, der afslørede alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø i Erhvervshus Midtjylland.

Bestyrelsesformand Ib Lauritsen er glad for, at der nu er fundet en ny, permanent løsning, og glæder sig også over det arbejde, der er foregået med at skabe rammerne for en ny organisationskultur og et trygt og godt arbejdsmiljø, og som giver den nye direktør et solidt fundament at stå på.

”Vi er fantastisk glade for, at Helle har takket ja til stillingen. Alle i ansættelsesudvalget er enige om, at hun er den helt rigtige til at udvikle Erhvervshus Midtjylland og stå i spidsen for den kulturproces, som skal genoprette et godt og trygt arbejdsmiljø i hele organisationen. Helle kommer med rygsækken fuld af kompetencer indenfor HR og ledelse og har en profil, der matcher direktørstillingen i erhvervshuset perfekt,” siger Ib Lauritsen og tilføjer:

”Samtidig skylder vi al mulig tak til Mette for at tage jobbet som direktør på et for Erhvervshus Midtjylland ekstremt svært og sårbart tidspunkt. Hun har løst opgaven forbilledligt og har ledt organisationen sikkert igennem nogle udfordrende måneder. Mette har været en vigtig brik for bestyrelsen, og hun har skabt et godt fundament for den nye direktør – en stilling, hun i øvrigt valgte ikke at søge, da hun har andre karrieredrømme, hun ønsker at forfølge.”

Naturligt skridt på karrierestigen

Den nye direktør i Erhvervshus Midtjylland, Helle Berthold Rosenberg, har siden maj 2017 været direktør i Destination Kystlandet. Inden det var hun som HR & Communications Manager med til at gennemføre en større turnaround i Give Goodwind.

I øjeblikket er Helle Berthold Rosenberg ved at læse en master i virksomhedsledelse, som hun glæder sig til for alvor at sætte i spil i den nye stilling, som hun begynder i pr. 1. oktober.

”Jeg har været ekstremt glad for min tid i Destination Kystlandet, men stillingen i Erhvervshus Midtjylland er skræddersyet til mig og er et helt naturligt skridt i min karriere. Det er en stor organisation, hvor der ligger en spændende opgave i at skabe sammenhængskraft mellem alle interessenter,” siger Helle Berthold Rosenberg, der brænder for igen at gøre Erhvervshus Midtjylland til en god arbejdsplads:

”Jeg er drevet af at skabe et arbejdsmiljø og en kultur, der har fokus på det enkelte menneske – en arbejdsplads, hvor de ansatte er glade for at være – og jeg ser et stort udviklingspotentiale i Erhvervshus Midtjylland. Det er en både spændende og vigtig opgave, som jeg glæder mig til at kaste mig over.”

Under den nuværende interimdirektør Mette Højborg er der blandt andet etablereret en ny samarbejdsorganisation og en ny arbejdsmiljøorganisation, ligesom der er udarbejdet konkrete handleplaner sammen med de ansatte.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Ib Lauritsen, bestyrelsesformand, iblau@ikast-brande.dk, T 4030 2234

Helle Berthold Rosenberg, T 2876 7335

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Erhvervshus Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervshus Midtjylland

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye