Sundhedsstyrelsen hentede erfaringer i Rudersdal
Siden foråret har Sundhedsstyrelsens direktør, Jonas Egebart, været på rundtur i Danmark for at hente inspiration og input fra landets sundhedssektor. Fredag lagde han, sammen med vicedirektøren og andre medarbejdere, vejen forbi Rudersdal Kommune for at få indsigt i kommunens tiltag inden for ældre- og sundhedsområdet.

Borgmester Ann Sofie Orth bød sammen med medlemmer af kommunalbestyrelsen og regionsrådet, Randi Mondorf (V) og Christoffer Buster Reinhardt (C), velkommen til direktøren, da han sammen med styrelsens vicedirektør og øvrige medarbejdere ankom til Birkerød. Rudersdal Kommune har flere tiltag, som er i tråd med planer om det nære sundhedsvæsen. Gæsterne blev derfor ud over kaffen også budt på flere faglige oplæg.
- Vi har gang i nogle spændende tiltag i vores sundheds- og ældreområde, blandt andet vores teams i hjemmeplejen, som arbejder ud fra et stærkt fokus på data og tværfaglig viden om borgerne. Derudover har vi stor succes med vores Akutteam, som vi driver i samarbejde med Gentofte og Gladsaxe Kommuner. Det er tiltag, vi er meget stolte af, og som vi gerne vil dele med Jonas Egebart og Sundhedsstyrelsen. Jeg er derfor glad for, at vi får mulighed for at udveksle erfaringer, siger borgmester Ann Sofie Orth.
Akutteamet kan forebygge indlæggelser
Lederen af Akutteamet fortalte gæsterne om teamets arbejde, som blev etableret i 2018 som et led i et frikommuneforsøg i Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal Kommuner. Oprettelsen gav de tre kommuner mulighed for at afprøve nye samarbejdsformer og akutfunktioner, der rakte ud over Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Derfor var det oplagt at dele erfaringerne med Akutteamet, som nu har eksisteret i seks år. Teamet arbejder blandt andet med at forebygge eller kvalificere akutte indlæggelser og samarbejder tæt med de praktiserende læger, regionernes akuttelefoner samt Herlev og Gentofte Hospital.
- Akutteamet er et resultat af et vellykket fagligt samarbejde på tværs af kommuner, hospitaler, 1813 og praktiserende læger, og evalueringer viser, at alle involverede parter, er tilfredse med samarbejdet. Dette gælder ikke mindst borgerne, som siger de føler sig godt og sikkert behandlet i deres møde med teamet. Akutteamet er derfor et meget fint eksempel på essensen af det nære sundhedsvæsen, når det fungerer bedst, siger Randi Mondorf (V), formand for Rudersdal Kommunes Social- og Sundhedsudvalg.
Fremtidens samarbejde på tværs
Akutteamets tværgående samarbejdsformer harmonerer med de nationale tanker og planer for et nært sundhedsvæsen, som både en kommende ældrelov og en strukturreform på sundhedsområdet fokuserer på. Det samme gælder for en mere smidig visitation og en teambaseret hjemmepleje, der har et tæt samarbejde omkring og med den enkelte borger.
Disse elementer er en del af Rudersdalmodellen, og Sundhedsstyrelsen fik derfor også indsigt i, hvordan kommunen visiterer til ældrepleje. Efterfølgende demonstrerede medarbejdere fra Distrikt Vaserne, hvordan hjemmeplejen arbejder i tværfaglige teams. Det sker bl.a. i de tværfaglige møder, hvor indsatsen koordineres og justeres efter den enkelte borgers aktuelle behov. Det betyder, at sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter eller -hjælpere, visitatorer, terapeuter og andre relevante fagpersoner, som f.eks. en af kommunens demenskoordinatorer, mødes en gang om ugen og drøfter udvalgte borgeres situation. På den måde er alle fagligheder opdateret på borgerens aktuelle situation og kan bidrage med nye indsigter eller konkrete tiltag. Det giver en smidig sagsbehandling og styrker den samlede faglige indsats omkring borgeren.
For at give Sundhedsstyrelsen et realistisk indblik i teamets arbejde gennemførte ni fagmedarbejdere et teammøde, hvor de med to fiktive borgercases viste, hvordan tværfagligheden kommer i spil.
Sundhedsstyrelsens delegation viste generel stor interesse og spørgelyst under besøget, og særligt medarbejdernes illustration af det tværfaglige samarbejde i hjemmeplejen gjorde indtryk på Jonas Egebart.
- Jeg er meget glad for at opleve et så stort borgerfokus, hvor man samarbejder tæt på tværs af fagligheder og paragraffer, og går efter at imødekomme borgerens ønske om at leve et helt almindeligt liv," sagde Jonas Egebart som afslutning på dagens program i Rudersdal.
.
Om Rudersdal Kommune
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.
Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Elever fra Vedbæk Skole udsmykker pop-up museum15.9.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
7. årgangs billedkunstelever på Vedbæk Skole har efter sommerferien arbejdet på 24 malerier, der tilsammen udgør et værk, der skal pryde det kommende Pop-up museum Vedbækfundene. Fredag holdt skolen og Rudersdal Museer en fælles fernisering, hvor eleverne fortalte om arbejdet og fik feedback af en forsker og to museumsfagligheder.
En tiltrængt cykeloplevelse11.9.2025 19:01:35 CEST | Pressemeddelelse
I dag har borgmesteren været ude at cykle med plejehjemsbeboere fra Byageren og politikere fra Kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk. Cykelturen skal rette vores opmærksomhed på muligheden for at tage plejehjemsbeboere med ud på rickshaw-ture.
Rudersdalelever trives bedre end landsgennemsnittet11.9.2025 11:08:46 CEST | Pressemeddelelse
Den årlige nationale trivselsmåling viser, at eleverne i Rudersdal generelt trives godt og ligger over landsgennemsnittet.
Pris for afhentning af affald falder også markant næste år10.9.2025 16:30:00 CEST | Pressemeddelelse
De gode takter for taksterne fortsætter i 2026 – især tre forhold spiller ind.
7 ud af 10 er tilfredse med hjemmehjælpen5.9.2025 13:42:08 CEST | Pressemeddelelse
Ældreministeriets landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse blandt landets modtagere af hjemmehjælp er nu opgjort på kommuneniveau. I Rudersdal Kommune er 72% tilfredse eller meget tilfredse med hjemmehjælpen, hvilket er niveauet for ca. 75 pct. af landets kommuner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum