Hele Danmark Øver: En national cyberberedskabsøvelse

Del

Brancheorganisationer, myndigheder og dansk erhvervsliv er gået sammen om nyt cybersikkerhedsinitiativ, der skal bidrage til et mere sikkert samfund og digital tryghed for alle danske virksomheder. Hele oktober måned får danske virksomheder mulighed for i realtid at prøve, hvordan det er at blive udsat for et hackerangreb og få oplæring fra førende eksperter i, hvordan de bliver bedre rustet og beredte inden et angreb.

Vores digitaliserede samfund og den høje cybertrussel mod Danmark gør danske virksomheder sårbare. Det er tid til at handle. Derfor er hele 10 aktører – Center for Cybersikkerhed, IT-branchen, Industriens Fond, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk IT, Alm. Brand, CISCO, Secure Practice og TDC Erhverv – gået sammen om et nyt initiativ: Hele Danmark Øver som er en national cyberberedskabsøvelse, der sættes i gang i oktober og løber hele måneden, som også er den årlige Cybersikkerhedsmåned.

”Cybertruslen mod Danmark er meget høj. I CFCS kan vi se, at danske netværk kontinuerligt bliver scannet for sårbarheder, hvor hackerne kan komme ind. Det betyder kort sagt, at alle danske virksomheder er udsatte. Og det er snarere et spørgsmål om hvornår end om hvorvidt, man bliver ramt. Derfor hilser jeg konceptet ”Hele Danmark Øver” velkomment. Øvelsen kan hjælpe virksomhederne med at blive bevidste om deres sårbarheder og træne dem i at håndtere et angreb, hvor svære beslutninger skal træffes under pres,” siger Thomas Flarup, Chef i Center for Cybersikkerhed.

Det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab støtter også op om initiativet, hvor man er glade for at se så mange virksomheder og organisationer stå sammen mod hackerne om at styrke det nationale cyberberedskab. For det er der behov for:

”Hackere og andre cyberkriminelle er i dag en reel trussel for alle danske virksomheder, og derfor skal vi understøtte, at virksomhederne opruster deres digitale bolværk mod cyberangreb fra fjendtlige aktører. I den forbindelse er en kampagne som ”Hele Danmark Øver” et godt initiativ, der giver virksomheder mulighed for at få konkret erfaring med, hvilket beredskab der skal til for at sikre sig mod cybertrusler – og hvordan man som organisation skal agere, hvis et angreb rammer,” siger Torsten Schack Pedersen, minister for samfundssikkerhed og beredskab.

Kun hver femte virksomhed har en beredskabsplan
En rapport, som TDC Erhverv offentliggjorde til den årlige Cyber Security Dag i marts, viste, at kun 20% af danske virksomheder har en beredskabsplan, der involverer alle medarbejdere, og hele 60% af alle SMV’er som bliver ramt af et cyberangreb, går konkurs.

”Danmark er et af de lande i Europa, der er udsat for flest angreb. Vi er derfor særlig sårbare. Der er et stort behov for at uddanne og udvikle vores kompetencer inden for cybersikkerhed. Ligesom vi har brandøvelser og biler, der skal servicetjekkes, bør cybersikkerhed også prioriteres for at holde danske virksomheder klar og rustet til den dag, hvor det er deres tur til at blive ramt,” siger John Henriksen, direktør i TDC Erhverv.

Vi skal danne en fælles alliance mod de cyberkriminelle
Aktørerne bag håber initiativet kan være startskuddet til at alle danske virksomheder – store som små – rykker tættere sammen i bussen i kampen mod hackerne og bliver bedre til at dele bekymringer, usikkerheder og erfaringer med hinanden. De forskellige cyberberedskabsøvelser, der afvikles rundt om i landet i løbet af oktober, giver en oplagt mulighed for netop dette.

Det er på tide, at vi får omsat de gode intentioner, der blev drøftet ved Cyber Security Dagen, til konkret handling. Og det formår vi nu – sammen med gode partnere – at gøre med lancering af den nationale cyberberedskabsøvelse: Hele Danmark Øver. Forhåbentlig bliver det startskuddet til et mere digitalt trygt Danmark,” siger John Henriksen.

Om beredskabsøvelsen
Initiativet er adopteret fra Norge, hvor cyberberedskabsøvelserne blev afviklet med stor succes. Det er den norske cybersikkerhedsvirksomhed, Secure Practice, der har udviklet og står bag beredskabsøvelsen:  

  • Beredskabsøvelsen er fysisk og varer i to timer.
  • Beredskabsøvelsen er gratis for virksomheder som deltager. Maks to fra samme virksomhed kan tilmelde sig samme event. Deltagerne modtager et certifikat, hvis de gennemfører øvelsen.
  • Virksomheder vil lære hvordan et hackerangreb kan foregå, se konsekvenserne af forskellige beslutninger som må træffes under pres, og blive bedre forberedt til at håndtere en reel krise.
  • Øvelsen er relevant for alle som er involveret i kriseberedskab i virksomheden, og/eller som ønsker mere viden om hvordan særligt en cyberhændelse kan udspille sig. Ingen forudgående viden er nødvendig for at deltage. 
  • Efter øvelsen får deltagerne en læringspakke i digital sikkerhed som er udviklet af førende sikkerhedseksperter. Pakken indeholder et kursus for ledere og et for ansatte.
  • Kick-off arrangementet finder sted d. 8. oktober i Pakhus 11 i København med oplæg fra flere af aktørerne. 
  • Øvelsen foretages ved 20 lokale events fordelt på 10 lokationer rundt om i hele landet. Events vil blive afviklet i hele oktober måned, som er også kendt som Cyber Security Awareness Month. 
  • Hele Danmark Øver initiativet vil blive evalueret, og der vil blive udsendt spørgeskema til alle de deltagende virksomheder for at få en tilbagemelding på, om de er gået styrket derfra og hvordan de vil implementere ændringer fremover.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra TDC Erhverv

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TDC Erhverv

TDC Erhverv vil sætte nye cyberstandarder: Introducerer branchens mest komplette sikkerhedsportefølje til virksomheder20.6.2024 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Cybertruslen mod danske virksomheder stiger og stiger. For at holde hackerne på afstand er der behov for investering i integrerede og mere omfattende sikkerhedsløsninger. Derfor udvider TDC Erhverv nu deres cybersikkerhedsforretning og lancerer TDC Erhverv Security Suite, for at kunne tilbyde den mest komplette beskyttelse til virksomheder, der dækker alt fra internet-forbindelsen til brugerne i applikationerne.

TDC Erhverv henter international Microsoft-profil til at accelerere salg af end-to-end løsninger19.6.2024 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Danmarks førende leverandør af ICT- og sikkerhedsløsninger til erhvervslivet opruster med en markant international topprofil: Annbritt Andersen skal transformere salget af end-to-end løsninger og advanced services til enterprise og public-kunder, så TDC Erhverv kan cementere det horisontale lederskab i markedet ved at levere på tværs af alle teknologier. Hun kommer fra et topjob i Microsoft, som EMEA-direktør for Device Partner Sales herunder salg af Microsoft Teams & Devices. Ifølge direktør John Henriksen understreger ansættelsen, at TDC Erhverv nu kan tiltrække de største IT-profiler til at være med på den strategiske rejse fra telco til techco.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye