Hedensted Kommune

Hedensted Kommune er udvalgt til ambitiøst program om unge og rusmidler - nu starter arbejdet

Del

Hedensted Kommune er en ud af 15 danske kommuner, der i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og TrygFonden skal videreudvikle en dansk model for, hvordan kommunerne kan skabe rammen for et ungeliv uden rusmidler. ”Fælles om ungelivet” hedder programmet, og ultimo august går arbejdet for alvor i gang.

I foråret blev Hedensted Kommune udvalgt som én ud af 15 danske kommuner, der frem til 2027 skal videreudvikle programmet ”Fælles om ungelivet”.

Dermed skal Hedensted Kommune være med til at løfte en stærk vision om, at danske unge skal have et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle.

Det kan fx være ved at skabe nye ungemiljøer lokalt i et tæt samarbejde med forældre, frivillige og foreninger, så der kan skabes stærke fællesskaber med fokus på sociale aktiviteter, sport eller lignende, som fremmer trivsel og forebygger brug af rusmidler.

Det skal blandt andet ske med afsæt i erfaringer fra Odder Kommune, som har været en del af projektets tidligere fase, og som kommer til at agere mentorkommune for Hedensted Kommune.

I Hedensted Kommune er man begejstret over muligheden, der organisatorisk og politisk er forankret bredt med inddragelse af skoler, kulturtilbud, foreninger og Sundhedshuset m.fl.

Ole Vind (V), borgmester i Hedensted Kommune:

- Det er en fantastisk mulighed for Hedensted Kommune. Nu får vi 3,5 år til at udvikle nye tiltag for vores unge i hele kommunen, så vi sammen med både forældre, foreninger og frivillige kan skabe nye, inspirerende ungemiljøer i en stribe af vores lokalområder, så det bliver både sundere og sjovere at være ung i Hedensted Kommune.

Merete Skovgaard-Jensen (V), udvalgsformand, Udvalget for Læring, Hedensted Kommune:

- Vi vil noget for og sammen med vores unge. Vi har høje ambitioner for at skabe de bedst mulige rammer og vilkår for det gode ungdomsliv. Det ses blandt andet i vores netop vedtagne Ungestrategi, hvor unges fællesskaber og ungemiljøer spiller en helt afgørende rolle. Derfor er det utrolig positivt, at vi med Fælles om ungelivet får endnu bedre mulighed for at arbejde med netop det. Der skal også lyde en stor tak til Trygfonden og Sundhedsstyrelsen for, at vi må være med og for det gode initiativ.

Kasper Glyngø (A), udvalgsformand, Udvalget for Fællesskab, Hedensted Kommune:

- Vi ser igen og igen, at netop de gode, stærke fællesskaber kan skabe bemærkelsesværdige resultater inden for en lang række områder i Hedensted Kommune. Nu får vi mulighed for at styrke fællesskaberne omkring vores unge – og for at arbejde målrettet med indsatser, der passer til de muligheder og unge, vi har lokalt. På den måde oparbejder vi endnu mere viden om, hvordan vi kan skabe gode ungemiljøer, som kan komme andre områder og kommuner til gavn efterfølgende.

Fokus på beskyttende faktorer, data og lokal involvering
I Hedensted Kommune glæder man sig til at komme i gang med arbejdet med at styrke forudsætningerne for at involvere de voksne omkring unge, fordi de kan fungere som vigtige beskyttende faktorer, når det handler om unges brug af rusmidler. En central del af det arbejde er at sikre lokale data om unge, der både kan engagere og mobilisere de voksne omkring de unge og fungere som pejlemærker i udviklingen af indsatser.

Hans Kristian Skibby (DD), udvalgsformand, Udvalget for Social omsorg, Hedensted Kommune:

- Med deltagelse i Fælles om Ungelivet får Hedensted Kommune en unik mulighed for at styrke og kombinere arbejdet med sundhed, trivsel og udvikling hos vores unge i hele kommunen – og ikke mindst samarbejdet med de mange partnere i lokalsamfund, foreninger, haller og kommunale aktører, som alle har en aktie i, at vi lykkes, og så vi kan få endnu bedre viden om, hvad der virker. Det ser jeg meget frem til at følge.

Islandsk model er blevet til dansk model

Fælles om ungelivet står på erfaringerne fra en pilotfase fra 2020-2024, hvor fem andre kommuner i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og TrygFonden har udviklet et koncept for, hvordan danske kommuner sammen med forældre og lokale aktører kan understøtte ungefællesskaber uden rusmidler. Inspirationen er hentet fra Island, hvor man er lykkedes med at vende udviklingen, så islandske unge ikke længere har Europas højeste alkoholforbrug, men i stedet har Europas laveste.

- Vi har skelet til den islandske model, men den klare ambition har været at udvikle et dansk koncept. Det synes jeg i høj grad, at vi er lykkedes med i pilotfasen. Nu glæder vi os til at se det folde sig ud og udvikle sig endnu mere i de 15 kommuner til gavn for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i hele Danmark, siger Niels Sandø, enhedschef i Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.

Underdirektør i TrygFonden Jette Jul Bruun supplerer:

- I TrygFonden er vi utrolig stolte over det koncept, vi har været med til at udvikle sammen med Sundhedsstyrelsen og de fem pilotkommuner. Det giver nogle meget konkrete redskaber, som andre kommuner kan lade sig inspirere af – både de ti nye programkommuner, men også andre interesserede kommuner, siger Jette Jul Bruun og understreger, at Fælles om ungelivet også handler om at skabe en national bevægelse og en kulturændring.

For at lede projektet har Hedensted Kommune ansat Jacob Fyhn Aastrup og Jesper Seemann Serritzlew, som er foreningsudvikler og bliver projektmedarbejder i Fælles om ungelivet. 

Yderligere fakta kan findes på projektet hjemmeside: https://www.sst.dk/da/faellesomungelivet

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Hedensted Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hedensted Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye