Udenlandske sygeplejerske får bedre muligheder for job i Region Hovedstaden
30.8.2024 07:00:00 CEST | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Flere hospitaler i Region Hovedstaden har svært ved at skaffe kvalificeret sundhedspersonale. Nu gør regionen en koordineret indsats for at effektivisere ansøgningsprocessen, så flere sygeplejersker uddannet uden for EU hurtigt bliver klar til at pleje patienter. Særligt sygeplejersker med iransk baggrund står på spring.

130 – primært iranske – sygeplejersker har det seneste år plejet og behandlet patienter på hospitaler i Region Hovedstaden som led i en evalueringsansættelse. Efterfølgende er 85 blevet i en ordinær stilling som sygeplejerske i regionen, mens 32 stadig er i gang med forløbet. Men endnu flere sygeplejersker uddannet uden for EU står klar til at afhjælpe manglen på sygeplejersker, og nu går regionen nye veje for at gøre det lettere for kvalificeret sundhedspersonale med udenlandsk baggrund og godkendt uddannelse at søge job.
En særlig kandidatbank letter de administrative procedurer. Sprogscreening hjælper med at finde de rigtige kandidater, og et målrettet undervisningsforløb styrker de udenlandske sygeplejersker, så de bedre forstår de kulturelle normer og taler godt nok dansk til at begå sig i sundhedsvæsenet. Samtidig skal et særligt vejlederkursus i kultur- og sprogforståelse løfte kvaliteten i evalueringsansættelsen.
Det gavner såvel patienter som personale, når vi kan ansætte kvalificerede medarbejdere med en international baggrund og godkendt uddannelse inden for de faggrupper, der er stor efterspørgsel på, pointerer Lars Gaardhøj (S), formand for Region Hovedstaden og Susanne Due Kristensen (S), formand for udvalget for fastholdelse og rekruttering.
Én indgang for ansøgere og bedre uddannelsesforløb
”Mange ansøgere til evalueringsstillinger henvender sig direkte til hospitalerne, og hidtil har de administrative procedurer trukket hårdt på afdelingernes velvilje og ressourcer. I en travl hverdag kræver det samtidig meget af det faste personale at skulle oplære de udenlandske kolleger og vurdere deres faglige kompetencer og afgøre, om de er i stand til at kommunikere med patienter og øvrigt sundhedspersonale. Nu gør vi processen så effektiv og smidig som muligt for hospitalsafdelingerne og tilbyder de internationale sygeplejersker et endnu bedre uddannelsesforløb, siger Lars Gaardhøj.
Konkret er der oprettet en kandidatbank på regionens hjemmeside, hvor sygeplejersker kan søge om at få en evalueringsansættelse, angive ønsket arbejdssted og finde fakta om forløbet. Det gør ansøgningsprocessen nemmere for både sygeplejerskerne og for hospitalsafdelingerne. Derudover er der oprettet et fælles tilbud om sprogscreening, undervisning i sundhedsdansk, et vejlederkursus samt et særligt kompetencevurderingsredskab, så vurderingen af udenlandske sygeplejerskers kompetencer bliver strømlinet.
”Kandidatbanken, der allerede nærmer sig 100 navne, hjælper hospitalerne med at få et samlet overblik over kandidater til evalueringsansættelserne, og den mere strukturerede rekrutteringsproces aflaster dem i forhold til de stadig flere internationale ansøgninger, de modtager. I første omgang er indsatsen rettet mod sygeplejersker, men vil på sigt også omfatte øvrige relevante sundhedsprofessionelle faggrupper med patientkontakt. Her vil et team med specialistviden om hvordan international arbejdskraft rekrutteres og fastholdes på det danske arbejdsmarked få en central rolle,” siger Susanne Due Kristensen.
Tilknytning af fast personale
I forhold til ansættelserne er det en vigtig overvejelse ikke at dræne andre lande for kompetencer, understreger Lars Gaardhøj og Susanne Due Kristensen.
”Derfor har vi også særligt fokus på de sygeplejersker, der allerede er i landet eksempelvis som flygtninge. Udenlandsk sundhedspersonale er ikke hele løsningen på udfordringerne med at rekruttere og fastholde sundhedsfaglige medarbejdere. Men det er en del af løsningen. Vi vil fortsat have stor opmærksomhed på at rekruttere og tilknytte både nyansatte og det erfarne personale. Det handler blandt andet om attraktive karriereveje og et godt arbejdsmiljø, siger Lars Gaardhøj.
Visionen om at udvikle indsatsen i forhold til rekruttering af international sundhedspersonale indgår i den politiske behandling af budgettet for 2025.
Fakta:
- Region Hovedstadens hospitaler har det seneste år (1.8.2023 – 1.8.2024) ansat 130 sygeplejersker uddannet i lande uden for EU i en evalueringsansættelse.
- 85 ud af de 130 er efterfølgende blevet ansat i en ordinær stilling som sygeplejerske på et hospital i Region Hovedstaden.
- 32 ud af de 130 er pr. 1.8.2024 fortsat i gang med evalueringsansættelsen.
- De sidste 13 er ophørt i ansættelsen, enten undervejs eller efter evalueringsansættelsen er gennemført.
- Region Hovedstadens kandidatbank for sygeplejersker, der ønsker evalueringsansættelse, blev etableret den 3. juni 2024. Pr. 21. august er der 87 ansøgere i kandidatbanken.
Læs mere om kandidatbanken og ansøgningsprocessen for evalueringsansættelse som sygeplejerske i Region Hovedstaden.
Yderligere oplysninger
Pressevagten i Region Hovedstaden: tlf. 70 20 95 88 / presse@regionh.dk
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkFølg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Nyt partnerskab skal give patienter bedre adgang til celleterapi15.9.2026 09:17:12 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden og Cellerator har netop indgået et strategisk partnerskab om at styrke udviklingen og afprøvningen af avancerede behandlinger som celleterapi. Målet er at gøre vejen fra forskning til behandling kortere og give danske patienter hurtigere adgang til behandlingerne.
Markant flere lærer at redde liv12.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere end 700 beboere i 13 almene boligområder har alene i år lært livreddende førstehjælp. Det er det højeste antal, siden Region Hovedstadens Akutberedskab begyndte at uddanne beboere i områderne. Indsatsen i netop disse områder er særlig vigtig, fordi der her er flere hjertestop, samtidig med at færre overlever.
Skrøbelige ældre får måltider med hjem: Tilbud sænker risiko for genindlæggelser6.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ældre og skrøbelige patienter får gennem et ernæringsprojekt på Herlev og Gentofte Hospital små, appetitlige retter med hjem til det første døgn efter udskrivelse fra hospitalet. Foreløbige resultater viser, at patienterne er glade for tilbuddet og har en lavere risiko for at blive genindlagt efter udskrivelse.
Nyt ambulatorium skal hjælpe flere unge med psykiske sygdomme4.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden åbner nu et nyt ambulatorium for unge på Rigshospitalet. Op mod 450 unge med psykiske sygdomme vil ugentlig kunne komme til udredning og behandling i ambulatoriet. Dette vil bidrage til at nedbringe ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien.
Ny rapport: Børn af forældre med psykisk sygdom i større risiko for dårlig trivsel27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring tre ud af ti børn og unge i Region Hovedstaden har mindst én forælder, der er diagnosticeret eller behandlet for psykisk sygdom. Langt de fleste trives, men en ny rapport viser, at en gruppe af børnene har udfordringer med blandt andet trivsel, relationer, psykiske vanskeligheder, søvn og sundhed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum