Slut med sløje køreture: Sådan overvinder I køresyge
Vi kan træne os gode til mange ting – også til at minimere eller helt undgå køresyge. Sådan lyder det fra professor og læge Therese Ovesen, der har flere gode råd – ikke mindst til de mange nye elbilister, der kan opleve endnu større udfordringer med køresyge

For mange er køresyge en tilbagevendende plage, der kan gøre selv korte bilture til en ubehagelig oplevelse. Især børn er udsatte, men også voksne kan blive ramt, og med et stigende antal elbiler på vejene har problemet fået en ny dimension. Men heldigvis kan det for langt de fleste blive bedre.
Sådan lyder det fra Therese Ovesen, der er overlæge på øre-næse-halskirurgisk afdeling på Regionshospitalet Gødstrup og klinisk professor på Aarhus Universitet. Hun forsker bl.a. i balanceorganets funktion, og den gode nyhed er, at køresyge for mange både kan forebygges og reduceres ved hjælp af relativt simple tiltag og træning.
“Køresyge opstår, når hjernen modtager modstridende signaler fra kroppens sanser. Øjet registrerer bevægelse, mens balanceorganet i det indre øre fortæller, at vi sidder stille. Når disse signaler ikke stemmer overens, og der sker et mismatch, så reagerer hjernen med advarsler i form af fx kvalme og svimmelhed for at forsøge at få os væk fra situationen,” forklarer Therese Ovesen.
Hun understreger, at der heldigvis er flere måder at mindske ubehaget på – også for de mange nye elbilister, som oplever særlige udfordringer.
Træning kan mindske køresyge
En af de mest effektive måder at håndtere køresyge på er gennem træning. Ifølge Therese Ovesen kan man gradvist tilvænne hjernen til at håndtere de signaler, der udløser symptomerne. Dette kan gøres ved jævnligt at udsætte den køresygeramte for kortere køreture.
“Det er som at styrketræne: Hjernen skal udfordres gradvist for at blive bedre til at tolke de indtryk, den modtager. Ved regelmæssigt at træne med små køreture kan man opbygge en tolerance, som gør, at symptomerne aftager over tid,” siger Therese Ovesen.
Denne tilvænningsmetode er især vigtig for børn, hvor balanceorganet ikke er færdigudviklet før teenageårene. Man kan fx køre de små ture efter børnehave eller skole og i weekenden – gerne flere gange om ugen.
Elbiler kan gøre os mere køresyge
Elbiler har mange fordele, men de kan godt skabe nye udfordringer, når de tgælder køresyge. Traditionelle biler sender gennem lyd og vibrationer signaler til hjernen, som hjælper med at afkode, hvornår der sker accelerationer eller opbremsninger. Elbiler mangler disse signaler, hvilket kan føre til en øget risiko for køresyge – selv for chaufføren. Også elbilers hurtigere acceleration og anderledes opbremsning udfordrer hjernen.
“Vi er vant til at kunne høre og mærke, når en bil accelererer eller skifter gear. I elbiler sker dette ofte lydløst og uden de vibrationer, vi kender, hvilket kan være forvirrende for hjernen. Resultatet er, at flere oplever køresyge, også når de selv styrer bilen,” fortæller Therese Ovesen.
Hun råder derfor til, at man kører så jævnt som muligt – for personen bag rattet har stor betydning for at minimere køresyge hos passagererne. Med tiden vænner kroppen sig til den anderledes kørsel i elbilen.
Få frisk luft og kig ud af forruden
En anden vigtig faktor er ventilation. Frisk luft kan være afgørende for at mindske ubehaget, især fordi åndedræt og kvalme hænger tæt sammen. Hun anbefaler derfor, at man under kørsel sørger for at få frisk luft og undgår kraftige lugte, som kan forværre symptomerne.
Og så er distraktioner generelt en rigtig god idé. Det kan være musik, quizzer eller andet. Skærme er dog skidt, da de for mange vil sætte gang i eller forværre køresygen.
Det er også en god idé at kigge ud ad forruden og fokusere på et punkt i horisonten.
Sådan planlægger I en køresygefri tur
Når man skal ud på en længere køretur med nogen, der er tilbøjelige til at blive køresyge, er det vigtigt at forberede sig.
Det er en god idé at holde flere pauser, og det hjælper at inddrage børnene i planlægningen, så de ved, hvornår de kan forvente en pause.
“Det har en psykologisk effekt, at børnene ved, at der er en pause forude. Det kan hjælpe med at reducere angst og ubehag,” forklarer hun.
Therese Ovesen påpeger, at kosten også spiller en rolle.
“Inden afgang bør man undgå store, tunge måltider og i stedet vælge lette, kulhydratrige fødevarer. Små snacks som kiks og bolsjer kan også hjælpe med at holde kvalmen i skak under turen,” siger hun.
Faktaboks: Gode råd mod køresyge
- Sid på forsædet eller i midten af bagsædet: Det giver mulighed for at fokusere på et punkt i horisonten og mindsker forvirrende sanseindtryk.
- Undgå stærke lugte og fed mad: Spis lette måltider og undgå parfume og kraftige dufte.
- Rul vinduet ned: Frisk luft hjælper med at reducere kvalme og ubehag. Tag dybe, rolige vejrtrækninger.
- Planlæg pauser undervejs: Hyppige pauser kan give kroppen tid til at genvinde balancen.
- Undgå skærme og læsning: Skærme og læsning forvirrer hjernen.
- Træning er meget effektivt: Korte, regelmæssige køreture kan hjælpe med at opbygge tolerance over tid.
Nøgleord
Kontakter
Kristoffer WeibelKommunikationskonsulent
krwe@ok.dkRasmus BoserupKommunikationschef
Tlf:2213 8601rabo@ok.dk- OK er et bredt funderet energiselskab for private og erhverv. På hylderne er alt fra brændstof og ladestandere til grøn el og varmepumper.
- OK er desuden en af de største elleverandører i Danmark
- OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab og tæller udover moderselskabet OK datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Energiteknik.
- OK omfatter mere end 685 tankstationer, mere end 230 vaskehaller samt mere end 80 Truck Diesel stationer, og OK er således Danmarks største tankstationskæde.
Følg pressemeddelelser fra OK
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra OK
Planlæg dit elforbrug: I dag runder elprisen 5 kroner – det højeste i over to måneder8.9.2025 14:09:13 CEST | Pressemeddelelse
Der er penge at spare ved at overveje, hvornår du bruger strømtunge apparater eller oplader elbilen i dag. Strømpriserne når senere på dagen det højeste niveau i et par måneder. Især de tidlige aftentimer bliver dyre.
Der er 85 procent flere el-lastbiler på vejene end sidste år – men det er alt for få3.9.2025 08:30:33 CEST | Pressemeddelelse
Væksten tager fart, men kun en lille andel af den danske lastbilflåde kører på el. El-lastbilerne er stadig få, fordi totaløkonomien har svært ved at matche brændstof. Der er behov for øget politisk fokus for at sætte strøm til elektrificeringen af den tunge transport.
OK's nye ladepark står klar til brug i Haverslev29.8.2025 16:35:40 CEST | Pressemeddelelse
Nu er det blevet nemmere at få strøm på bilen i Haverslev tæt på E45-motorvejens afkørsel 33.
OK på vej med ny ladepark i Ringe25.8.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Inden længe bliver det nemmere at få strøm på bilen i Ringe. Energiselskabet OK udvider sine faciliteter på Lombjergvej 2A med spritnye lynladere.
De meget lave elpriser fortsætter lidt endnu19.8.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det solrige vejr holder elpriserne nede på et minimum de kommende dage. I dag, tirsdag, falder prisen til omkring 10 øre pr. kWh i dagtimerne, og onsdag ser ud til at byde på samme lave niveau.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum