Disse temaer vil Det Etiske Råd arbejde med i den kommende tid
Hvert år beslutter medlemmerne af Det Etiske Råd at arbejde med nogle temaer, der taler ind i væsentlige etiske problemstillinger. De temaer rådet kommer til at drøfte i den kommende periode er nu endeligt fastlagt. Det drejer sig om:
Animalsk produktion, intensiv dyrkning og påvirkning af sundhed, klima og biodiversitet
Rådet vil gå i dybden med den empiriske viden om forskellige landbrugsformer såvel som de forskellige måder, det er muligt at understøtte og fremme forskellige former for landbrug på.
Mere generelt rejser et projekt med et sådant fokus et etiske spørgsmål om, hvordan man skal vægte værdier som bæredygtighed, biodiversitet, effektivitet osv. over for hinanden i forbindelse med landbrug.
Antibiotika og resistensudvikling
Udbredt anvendelse af antibiotika kan forårsage, at sygdomsfremkaldende mikroorganismer udvikler resistens. De sygdomme, de forårsager, må herefter behandles med andre midler. I sidste ende kan nogle organismer blive multiresistente over for flere forskellige antibiotika og derfor udgøre en alvorlig sundhedsmæssig udfordring. Forbruget af antibiotika rejser således et etisk spørgsmål om, hvordan individuelle hensyn til de som ønsker at anvende antibiotikabehandling skal afvejes i forhold til kollektive interesser for så vidt muligt at undgå resistensudvikling.
Biopatenter og patenter relateret til liv
Patentering af teknikker eller genetiske varianter af liv er bredt anvendt både inden for sundhedsområdet i forbindelse med udvikling af nye behandlingsformer og inden for natur- og fødevareområdet i forbindelse med udvikling af nye genredigerede afgrøder eller produktionsorganismer. Patentpraksis kan i mange sammenhænge give anledning til debat, fordi den repræsenterer en bestemt afvejning af etiske hensyn. Patenter er i høj grad en motivation for forskning og udvikling af nye nyttige tiltag eller produkter, som kan komme mange mennesker til gode. Samtidig kan patenter også sætte en begrænsning for ligelig fordeling af goder til fordel for centrering af rettigheder og mere grundlæggende stille spørgsmålstegn ved det rimelige i at patentere liv eller teknikker relateret til liv.
Temaerne vil blive spidset til, som drøftelserne går i gang.
Rådets drøftelser og stillingtagen vil munde ud i en udtalelse og nogle anbefalinger, som blandt andet vil blive offentliggjort på Det Etiske Råds hjemmeside.
Om Det Etiske Råd
I Det Etiske Råd rådgiver og skaber vi debat om nye bio- og genteknologier, der berører menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer. Vi tager også stilling til etiske spørgsmål, der har at gøre med vores sundhedsvæsen.
I Rådet følger vi udviklingen, og vi igangsætter løbende nye projekter, der søger at udrede de etiske spørgsmål, som anvendelsen af nye teknikker kan føre med sig. Vi er et uafhængigt og selvstændigt råd og modtager derfor ikke instrukser eller lignende fra hverken ministre, Folketinget eller andre om opgaver, vi skal tage op i Rådet eller med hensyn til konkret indhold af udtalelser, rådgivning, offentlige debatter eller andet.
Følg pressemeddelelser fra Det Etiske Råd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Etiske Råd
Hvem skal eje fremtidens bioteknologi? Det Etiske Råd sætter fokus på patenter24.11.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nye bioteknologier har potentiale til at revolutionere f.eks. medicin, behandling, fødevareproduktion og miljøbeskyttelse. Patenter på bioteknologi har både vidtrækkende konsekvenser for, hvilke bioteknologier, der bliver udviklet såvel som, hvem der kan få adgang til de udviklede teknologier. Det Etiske Råd fremhæver i en ny udtalelse, at selvom patenter ofte kan bidrage til store investeringer i bioteknologi-innovation, må man forholde sig til, om patentbeskyttelse enten risikerer at blokere for innovation eller at bidrage til udviklingen af teknologi, som er etisk problematisk.
Det Etiske Råd: Truslen fra antibiotikaresistens nødvendiggør, at landbruget ændrer sin dyreproduktion7.11.2025 08:43:21 CET | Pressemeddelelse
Antibiotikaresistens udgør en af fremtidens største globale sundhedsrisici. Det Etiske Råd understreger i en ny anbefaling behovet for en styrket indsats mod antibiotikaresistens i Danmark. Helt konkret opfordrer rådet til en øget indsats i sundhedssektoren, og grundlæggende ændringer i den måde vi producerer animalske fødevarer på.
Flertallet i Det Etiske Råd åbner for en mere lempelig omgang med aske fra afdøde24.6.2025 12:14:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Etiske Råd har på anmodning fra By-, Land- og Kirkeminister Morten Dahlin taget stilling til to borgerforslag om omgangen med aske fra afdøde. Forslagene vedrører dels opbevaring af urner i private hjem og dels brug af aske i mindesmykker.
Ny formand for Det Etiske Råd: Christine Nellemann afløser Leif Vestergaard Pedersen16.4.2025 09:51:20 CEST | Pressemeddelelse
Det Etiske Råd har fået ny formand. Prorektor for DTU Christine Nellemann overtager posten efter Leif Vestergaard Pedersen, der har siddet som formand siden 2022. Christine Nellemann har været medlem af Det Etiske Råd siden 2023 og har markeret sig som en stærk stemme i spørgsmål om natur, fødevarer og bioteknologi.
Fire etiske råd efterlyser grænser for antallet af donorbørn26.3.2025 14:54:33 CET | Pressemeddelelse
De etiske råd i Danmark, Norge, Sverige og Finland efterlyser en international grænse for, hvor mange børn en enkelt donor kan være genetisk ophav til. Det sker på baggrund af en stigende efterspørgsel på sæd- og ægdonation på tværs af landegrænser i Europa, der rejser flere etiske og regulatoriske bekymringer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum