Københavns Universitet      -        Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Historisk stor bevilling skal give Danmark verdens bedste naturvidenskabelige undervisere

Del

Med forskning i international topklasse og 125 millioner kroner i ryggen fra Novo Nordisk Fonden skal Københavns Universitet sammen med Aarhus og Syddansk Universitet gøre os klogere på, hvordan man leverer den bedste naturvidenskabelige undervisning på universiteterne. Satsningen er den største enkeltstående satsning på globalt plan og bringer Danmark i front på et historisk underprioriteret område.

Over de næste fem år skal The Novo Nordisk Foundation Center for University Science Education i samarbejde med undervisere og uddannelsesledere identificere problemer og udfordringer, som der skal forskes i og udvikles værktøjer til at løse. Foto: Getty
Over de næste fem år skal The Novo Nordisk Foundation Center for University Science Education i samarbejde med undervisere og uddannelsesledere identificere problemer og udfordringer, som der skal forskes i og udvikles værktøjer til at løse. Foto: Getty

Verden har brug for naturvidenskabelige kandidater fra universiteterne som aldrig før. Men de danske naturvidenskabelige uddannelser er udfordret af et højt frafald af studerende og på forskningsintensive universiteter kan det være svært at skabe gode incitamenter til at alle underviserne udvikler deres undervisningskompetencer.

Med en historisk stor bevilling på 125 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden skal Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet stå i spidsen for et nyt center, der med nyskabende forskning skal ændre tilgangen til den naturvidenskabelige undervisning på universiteterne i Danmark.

Der mangler nemlig tilstrækkelig forskning, som beskriver de bedste måder at lave naturvidenskabelig undervisning på. Den viden, vi i dag lægger til grund for undervisningen, kommer i stor stil fra andre lande som fx USA og passer ikke nødvendigvis godt til de danske universitetsmiljøer.

”Meget af den viden, vi læner os op ad, kommer fra uddannelsessystemer og kulturer, som slet ikke ligner vores og er derfor mindre brugbare i en dansk kontekst. Bevillingen giver os muligheden for at blive klogere på den bedste måde at undervise danske studerende i de naturvidenskabelige uddannelser,” siger professor Jan Alexis Nielsen, institutleder på Institut for Naturfagenes Didaktik.

Senior Vice President for Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden, Berith Bjørnholm, siger om bevillingen:

”Vi er meget stolte af at støtte et center, som skal bidrage til den høje kvalitet på de danske universiteters science-uddannelser. USE-Centeret er et unikt initiativ – også på internationalt plan – som vil bringe Danmark helt i front i forhold til fagdidaktisk forskning og udvikling inden for de naturvidenskabelige uddannelser. Med centeret får underviserne inspiration til at udvikle deres praksis på et forskningsmæssigt grundlag.”

Undervisere skal klædes bedre på

På de danske naturvidenskabelige universitetsuddannelser er det i høj grad den enkelte underviser, der løbende tilpasser sin undervisning til virkeligheden og selv finder ud af hvordan undervisningen fx fungerer bedst digitalt eller hvordan hjælpelærer bruges mest optimalt.

”I dag må underviserne prøve sig lidt frem, fordi vi ikke har en solid fagdidaktisk viden bygget på forskning at støtte sig op ad både når det gælder design af pensum og valg af undervisningsmetode,” siger Jan Alexis Nielsen.

I den nuværende uddannelse af undervisere på universiteterne er der ikke nogen samlet eller koordineret kompetenceudvikling for dem efter de har gennemgået et pædagogikum. Men det nye center skal bl.a. udbyde forskellige former for videndeling og kompetenceudvikling i form af kurser, seminarer, workshops og netværk. 

”Vi skal klæde vores undervisere bedst muligt på til at levere en professionel undervisning og i højere grad træffe beslutninger om vores undervisning og uddannelser på et forskningsbaseret grundlag,” siger Jan Alexis Nielsen.  

I disse år er uddannelserne også udfordret af, at de nye generationer af universitetsstuderende er en langt mere broget skare end tidligere. En skare, som kommer fra alle dele af samfundet og med andre idealer og verdensbilleder end tidligere. Og det stiller nye krav til undervisningen og uddannelserne.

”Det, vi gjorde for 10 år siden, kan vi ikke gøre i dag, for de nye generationer af studerende kommer med helt andre ting, de er gode til og nye måder at se sig selv på. Derfor skal vi også lære vores studerende bedre at kende, så vi kan tilpasse undervisningen til dem,” forklarer Jan Alexis Nielsen.

Største satsning nogensinde globalt

Over de næste fem år skal det nye center, The Novo Nordisk Foundation Center for University Science Education (USE Center), gennemlyse de naturvidenskabelige fagområder. I samarbejde med undervisere og uddannelsesledere skal centret identificere problemer og udfordringer, som der skal forskes i og udvikles værktøjer til at løse.

Satsningen betegnes af Jan Alexis Nielsen som den største enkeltstående satsning inden for naturvidenskabernes fagdidaktik på globalt plan. Men også som en satsning, der har været tiltrængt på et forskningsområde, der indtil nu har været underprioriteret.

”Vi har samlet set modtaget omkring 20 millioner kr. i bevillinger de sidste 20 år til dette område. Det har selvfølgelig betydet, at forskningen har været spredt ud på mindre projekter og dermed har det været mere spredt fægtning. Med bevillingen på 125 mio. kr. over fem år bliver Danmark førende på området, og vi kan vi levere en helstøbt indsats, som kommer til at få stor betydning for de næste mange generationer af naturvidenskabelige studerende,” siger Jan Alexis Nielsen.

Berith Bjørnholm tilføjer: ”Novo Nordisk Fonden vil gerne styrke prestige og prioritering af undervisningen på de naturvidenskabelige uddannelser. Vi vil gerne bidrage til en kultur, hvor nytænkning og udvikling af engagerende og inkluderende undervisning er i fokus og derved støtte universiteterne i at uddanne stærke kandidater, som skal være med til at skabe en bæredygtig og sund fremtid.”

Om alt går vel vil centret modtage en bevilling til at fortsætte i yderligere tre år. Efter de otte år, og når missionen er afsluttet, vil flere end 2.000 undervisere og 15.000 studerende på naturvidenskabelige uddannelser i Danmark få langsigtet gavn af et nyt innovativt økosystem for naturvidenskabelig undervisning.

The Novo Nordisk Foundation Center for University Science Education forbinder en centerhub på Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet med satellitter på Aarhus og Syddansk Universitet og med førende internationale miljøer som strategiske partnere.

Mere om The Novo Nordisk Foundation Center for University Science Education (USE):

USE-Centrets mission er at styrke naturvidenskabelig uddannelse på de danske universiteter ved at forbedre ekspertise og kapacitet inden for forskning i naturvidenskabelig uddannelse og kvaliteten af pensum, undervisernes kompetencer og de studerendes læring.

Centret har 4 kerneindsatser:

  • USE-CHANGE: Forskningsbaseret kompetenceudvikling og formidlingsaktiviteter for undervisere og uddannelsesledere. Det langsigtede mål er at sikre, at universiteternes videnskabelige programmer designes, drives og udvikles på baggrund af forskningsbaseret viden og at sikre systemisk anerkendelse af undervisning som et væsentligt aspekt af undervisernes profession.
  • BRUG AF FORSKNING: Samarbejdsprojekter om fagdidaktisk forskning inden for tre områder på tværs af partnere og på tværs af discipliner. Det langsigtede mål er at opbygge et fremtrædende forskningsmiljø i Danmark med forskning, der både er genereret af og informerer om undervisningspraksis.
  • USE-SCHOLAR: Finansiering af 11 ph.d.-studerende ved de tre partnermiljøer. Det langsigtede mål er at skabe en robust pipeline af talenter med et solidt fodfæste i disciplinen, i undervisningspraksis og i fagdidaktisk forskning.
  • USE-EXCHANGE: Finansiering af internationale professorers besøg i de danske miljøer og rejsestipendier til danske USE-forskere og undervisere fra universiteternes naturvidenskabelige uddannelser, der tager til udlandet. Det langsigtede mål er at styrke dansk fagdidaktisk forsknings internationale status.

Nøgleord

Kontakter

Jan Alexis Nielsen
Professor
Institutleder
Institut for Naturfagenes Didaktik
Københavns Universitet
janielsen@ind.ku.dk
+4535320361

Michael Skov Jensen
Journalist og teamkoordinator
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
msj@science.ku.dk
+4593565897

Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Langtidssyge med Covid-19 sparer på kræfterne med et ”hack” af deres fitness-ure27.9.2024 08:36:57 CEST | Pressemeddelelse

Da syge med senfølger fra Covid-19 i begyndelsen af pandemien mødte flere spørgsmål end svar hos lægen, begyndte de at måle på sig selv med fitness-ure, for at forstå deres sygdom. Forsker Sarah Homewood fra Københavns Universitet var en af dem, og har siden selv forsket i fænomenet. Selvmonitoreringen kan give mennesker mere vished og kontrol over sygdom og egen krop, men også medføre angst, viser hendes forskning.

Long-COVID sufferers are conserving strength with a "hack" of their fitness tech26.9.2024 13:21:01 CEST | Press release

When people suffering from the long-term effects of COVID-19 faced more questions than answers from doctors, they began collecting data on themselves using fitness watches to better understand their disease. University of Copenhagen researcher Sarah Homewood was one of them and has since researched the phenomenon. According to her research, while self-monitoring can offer people more certainty and control over the disease and their bodies, it can also lead to anxiety.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye