Ny skoletjeneste lokker Egedal-elever ud i deres lokale forhistorie
Undervisning behøver ikke altid foregå ved en tavle i et klasselokale. En ny satsning på skoletjenesten i Egedal betyder, at eleverne for eksempel kan prøve kræfter med fortidens håndværk og blive klogere på det liv, der blev levet i området i gamle dage.

Et nyt skoleår er netop begyndt, og med det er der også taget hul på pensum, der i alt fra madkundskab til historie skal liste ny viden ind i hovederne på små og store elever. Men det er ikke altid, at formler på en tavle og repetition fra en skolebog er den bedste måde at lære noget nyt. I Egedal kommune har man satset på en skoletjeneste, der med gratis forløb skal lokke elever og lærere fra klasselokalerne ud i virkeligheden, hvor man godt kan få beskidte hænder og ømme muskler.
For eksempel på Skenkelsø Mølle i Ølstykke, hvor børnene kan kværne korn til mel, som de skal bruge til at bage fladbrød over bål. Det er bare ét af de forløb, som kommunens nye skoletjeneste med den nytiltrådte historiker Ragnhild Clod Pedersen i spidsen udbyder på platformen www.skolenivirkeligheden.dk.
Hidtil er det frivillige, der har stået for skoleforløbene, men med ansættelsen af en historisk faglighed, der samtidig er dedikeret til at håndtere booking og kontakt til skolerne og til at udvikle og optimere forløbene, bliver undervisningen ude ”i virkeligheden” løftet til et nyt niveau. Og Ragnhild Clod Pedersen glæder sig til forhåbentligt at få endnu flere skoler på besøg.
”Som museum har vi jo både en stor lyst til og et ansvar for at formidle til et bredt publikum, men især skoleklasser er meget oplagte at få ind på et museum. Der har været mange begejstrede lærere og elever på de tre måneder, jeg har været her. Den gamle mølle fra 1800-tallet, som vi er bygget op omkring, er som et fortidsunivers, og det drager eleverne, fordi bygningen i sig selv er forunderlig at træde ind i. De er med det samme opmærksomme og nysgerrige og vil gerne vide mere. Og lærerne er begejstret over elevernes engagement,” fortæller hun.
Bygger videre på frivilliges indsats
Ragnhild Clod Pedersen tiltrådte stillingen lige før sommerferien, men havde et solidt forarbejde at bygge videre på. Møllens hold af frivillige har nemlig over flere år opbygget en række gode undervisningstilbud, som Ragnhild Clod Pedersen nu skal videreføre, udvikle og administrere. Og netop den store indsats, der allerede er lagt, er en stor hjælp, når hun nu skal stå i spidsen for en mere formaliseret skoletjeneste.
”Det er et fantastisk miljø at komme ind i med alle de frivillige. Jeg er uddannet historiker, men det betyder ikke, at jeg er ekspert i lokalhistorie eller møller. De frivillige her på møllen har akkumuleret en enorm viden om det, som museet her formidler, så det er en kæmpe gave for mig, at jeg bare kan stille mig op og spørge efter det, jeg har brug for. Nogle er gode til et håndværk, mens andre ved en masse om landbrug eller det praktiske, der er foregået her på møllen. Der skal jo både være det klassiske videns-element, men også det legende og undersøgende. Vi forsøger at gøre det så engagerende som muligt. Leg og læring skal gerne gå hånd i hånd,” fortæller Ragnhild Clod Pedersen.
Et løft til den lokale historieformidling
At kommunen nu styrker skoletjenesten, vækker glæde og stolthed hos Charlotte Haagendrup (M), der er formand for Egedals Kultur-, fritids- og erhvervsudvalg.
”Hver gang, vi stikker en spade i jorden, finder vi jo alt muligt spændende. Og når vi er så privilegerede, at vi har så lang og vidtstrakt en fælles historie, skal vi også sørge for at få den formidlet. Da er skoletjenesten en kæmpe hjælp. Jeg synes, det er så vigtigt at gøre vores børn interesserede i det, som du og jeg her i Egedal er rundet af.”
Hun fremhæver de frivilliges store indsats med at formidle Egedals lokalhistorie og glæder sig over, at kommunen med ansættelsen af Ragnhild Clod Pedersen kan sætte historieformidlingen i et endnu højere gear – til glæde for ikke bare børnene.
”Det, jeg hører fra skolelærerne er, at de får nogle børn med tilbage, som er meget interesserede i historien. Og som hiver deres forældre og familie med til de arrangementer, de frivillige foreninger afholder, fordi de rigtig gerne vil dele, hvor meget historie der er foregået lige uden for deres egen dør. Historien er ikke kun de store linjer, som bliver dækket i historietimerne. Derfor er jeg både glad for og stolt over, at vi nu har en skoletjeneste, som i endnu højere grad kan hjælpe lærerne med den lokale historiefortælling.”
Forløbene er rettet mod de forskellige alderstrin, og det er gratis for skolerne at tilmelde sig.
Alle forløb kan ses og bookes på www.skolenivirkeligheden.dk/egedal
Kontakter
Rolf Kjær HansenArkiv- og museumslederEgedal Kommune
Tlf:72 59 77 70Tlf:22 71 47 77Rolf.Kjaer-Hansen@egekom.dkStine BlegvadRedaktørROMU
Kommunikation, presse, sociale medier
Billeder

Om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Sophia Kalkau udstiller stort billedværk i Roskilde Domkirke2.9.2025 09:26:15 CEST | Pressemeddelelse
Billedkunstneren Sophia Kalkau udstiller fra 24. oktober værket ’24 flag fra æsken med forvandlinger’ i Roskilde Domkirke. Kirken har gennem århundreder været skueplads for skiftende perioders bedste kunst, der med tiden har givet kirken sit helt unikke udseende. Udstillingen tager tråden op og kobler kirken med samtidskunsten, og den er en del af et nyt initiativ, Forvandling & Verdensarv.
En hovedrengøring i museets wunderkammer28.8.2025 08:58:46 CEST | Pressemeddelelse
Hver dag kæmpes en skjult kamp på landets museer, hvor kulturarven trues af støv, skimmelsvamp og skægkræ. Gennem fire uger i august har ROMU intensiveret krigen mod utøj, og bevæbnet med pensel, klud og specialstøvsuger går et håndplukket team hver enkelt genstand nænsomt igennem. Propre magasiner er nemlig essentielt for at bevare vores værdifulde kulturarv.
Kom om bag kulissen hos de største musik-ikoner22.8.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Til efteråret bliver du ledt tættere på både 80-års fødselarerne Dolly Parton og Neil Young, firserhitmagerne i Tøsedrengene samt på to toneangivende udgivelser fra Fleetwood Mac og Skousen & Ingemann i foredragsrækken ‘Rockgiganter & Mikrobryg’ på Danmarks Rockmuseum i Roskilde.
Stor donation sikrer banebrydende forskning i Danmarks tidlige historie20.8.2025 08:25:18 CEST | Pressemeddelelse
KrogagerFonden har givet 2 millioner kroner til ROMU, som skal i gang med at kortlægge Lejres undergrund. Med moderne jordscanninger omkring det gamle kongesæde håber arkæologerne at kunne kvalificere områdets forskningsmæssige potentiale. Projektet har store perspektiver for at løfte Lejres sublime forhistorie frem i lyset.
Flotte bidrag baner vej for nyt tag til Tadre Mølle14.8.2025 09:36:12 CEST | Pressemeddelelse
Sensommeren og efteråret byder på en tiltrængt renovering af taget på Tadre Mølle ved Hvalsø. Stedet er fortsat åbent for besøgende, men selve vandmøllen er midlertidigt taget ud af drift, mens møllehuset får skiftet stråtaget og delvist ny tagkonstruktion.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum