3F-formand hilser S-melding velkommen
13.8.2024 19:56:53 CEST | 3F | Pressemeddelelse
Klogt med genforhandling af bl.a. automatisk forhøjelse af pensionsalderen, men det haster også med en udvidelse af Arne-pension, siger Henning Overgaard
Når politikerne har hævet folkepensionsalderen i 2025 med virkning fra 2040 – pga. stigende, gennemsnitlig levealder blandt danskerne – melder Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen nu i et interview i Berlingske, at partiet ønsker en genforhandling af bl.a. velfærdsforligets automatiske forhøjelse af pensionsalderen i takt med gennemsnitlig levealder.
3F’s formand Henning Overgaard siger i en kommentar:
”Det er en klog, tiltrængt melding fra Socialdemokratiet. Det er godt at kunne genkende partiet igen i det her spørgsmål, det fortjener stor ros. Meldingen kommer bl.a. som opfølgning på Pensionskommissionens grundige arbejde omkring tilbagetrækningsområdet, og de satte netop spørgsmål ved velfærdsforligets automatik og fokus på den sociale retfærdighed, både på tværs af generationer og på tværs af fag og uddannelsesgrupper. Her konkluderede kommissionen, at de førtidige tilbagetrækningsordninger er en vigtig del af det samlede pensionssystem, fordi de sikrer en bedre social balance mellem pensions-år og levetid.”
”Det er rigtig godt, at man politisk nu tager fat på den debat i kølvandet på Pensionskommissionens arbejde. Den stigende pensionsalder og den politiske uro om tilbagetrækningsordningerne skaber stor utryghed blandt 3F’s medlemmer.”
Henning Overgaard gør i den forbindelse opmærksom på, at der er et helt aktuelt behov for at få forbedret trygheden og den sociale retfærdighed i takt med den stigende pensionsalder, der allerede er vedtaget at skulle gælde i 2030 og 2035:
”Næste år skal politikerne fastlægge en regulering af folkepensionsalderen i 2040, men pensionsalderen stiger om kort tid til 68 år i 2030 og 69 år i 2035.
Derfor haster det med, at politikerne forbedrer trygheden og udvider retten til tidlig pension, for de kollegaer der er startet på arbejdsmarkedet i en ung alder og har arbejdet flest år og knoklet i de mest fysisk krævende jobs.
De kan IKKE bare automatisk holde til et år mere i job, blot fordi gennemsnitslevealderen stiger. Der er et kæmpe gab i den sociale ulighed i sundhed, ikke mindst i seniorårene, og klare sociale skel i levealderen.
Derfor er det aldeles uretfærdigt, hvis man forringer sikkerhedsnettet for målgruppen for Arne-pension med henvisning til, at den generelle levealder stiger.”
Hvis politikerne ikke griber ind, stiger anciennitetskravet til tidlig pension fra 2026 – fra plus 42 år til plus 43 år.
Henning Overgaard og 3F ønsker derfor, at politikerne snarest vedtager, at retten til tidlig pension automatisk udvides i takt med den stigende pensionsalder. Så antallet af år, man maksimalt kan være på Arne-pension, udvides i takt med stigende pensionsalder.
Ordningen bør således allerede udvides fra tre til fire år i forbindelse med, at pensionsalderen stiger fra 67 til 68 år i 2030.
”Retten til tidlig pension er et meget værdsat garantibevis for 3F’s medlemmer, så de selv kan bestemme og træffe en afgørelse, hvis krop og hoved ikke kan holde til mere. Rigtig mange benytter slet IKKE retten til tidlig pension, men det er en afgørende tryghed. Det er både fair, retfærdigt og nødvendigt. Så kan pensionsalderen stige for overlægen, forsikringsaktuaren, revisoren, tandlægen, statsadvokaten, bankdirektøren og andre dygtige, højtlønnede, langt-uddannede. De behøver ikke bekymre sig om folkepensionsalderen. Ikke kun arbejder de – sammenlignet med en 3F’er – i nogle mindre belastende arbejdsmiljøer. De har generelt også en så go’ privatøkonomi, at de kan vælge at trække stikket og selvpensionere sig, længe før folkepensionsalderen.”
Kontakter
For yderligere information, kontakt 3F's pressetelefon på 88 92 88 92.
Følg pressemeddelelser fra 3F
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra 3F
3F og HusCompagniet indgår samarbejdsaftale, der skal sikre ordentlige forhold i typehusbranchen5.11.2026 09:59:00 CET | Pressemeddelelse
3F Byggegruppen og Danmarks største husbygger, HusCompagniet, har indgået en samarbejdsaftale, der skal styrke indsatsen mod social dumping, kritiske arbejdsforhold og uigennemsigtige leverandørkæder. Med aftalen etablerer 3F og HusCompagniet et tættere samarbejde om forebyggelse, kontrol og ordentlige forhold på byggepladserne. Det er begge parters ønske, at aftalen skal være med til at løfte standarden for hele typehusbranchen.
3F Byggegruppen kalder på opgør med usynlig dræber på byggepladsen29.10.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Støv på byggepladsen kan føre til en række alvorlige sygdomme, men accepteres alligevel som et vilkår i byggebranchen. 3F Byggegruppen lancerer nu en kampagne, der skal informere medlemmer om alvoren ved farligt støv, og samtidig sende et klart signal til arbejdsgiverne om at tage ansvar for at begrænse farlige støvpartikler på de danske byggepladser.
3F sænker prisen med 100 kroner23.10.2026 09:00:20 CEST | Pressemeddelelse
3F-medlemmer får en månedlig besparelse på 100 kroner. Det lavere kontingent er en del af en større indsats for at styrke fagforeningen og gøre medlemskabet mere attraktivt.
Vaskeri i Holbæk kåret til Årets Arbejdsplads21.10.2026 17:47:27 CEST | Pressemeddelelse
Titlen som "Årets Arbejdsplads" og "Årets Tillidsvalgte" blev onsdag uddelt, da fagforbundet 3F afholdt et større arrangementet i København.
Tre virksomheder kæmper om titlen som Årets Arbejdsplads20.10.2026 09:14:29 CEST | Pressemeddelelse
Medarbejderne fortæller om godt arbejdsmiljø, gode udviklingsmuligheder, tryghed og gode ledere, og vinderen belønnes med 25.000 kroner – ubeskåret til personalekassen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum