Nikolaj Kunsthal

Ny bevilling giver mulighed for at fortsætte arbejdet med at styrke den lokale kunstscene

Del

Gennem knap 3 år har Nikolaj Kunsthal udviklet projektrummet Platform, der har fokus på at præsentere udstillinger af nye kunstnere og kuratorer. En ny generøs bevilling fra Det Obelske Familiefond på 1,6 millioner skal sikre et vedholdende og systematisk engagement i den unge kunstscene. Den nye fagkomite, der står for programlægning, tæller bl.a. Esben Weile Kjær og Ida Kvetny.

Fra højre: Magnus Kaslov (inspektør, Museet for Samtidskunst, pt. forsker på SMK), Esben Weile Kjær (kunstner, kurator), Ilethia Sharp (kurator, gallerist) og Ida Kvetny (kunstner).
Fra højre: Magnus Kaslov (inspektør, Museet for Samtidskunst, pt. forsker på SMK), Esben Weile Kjær (kunstner, kurator), Ilethia Sharp (kurator, gallerist) og Ida Kvetny (kunstner).

Siden 2022 har Nikolaj Kunsthal med støtte fra Det Obelske Familiefond udviklet og faciliteret et udstillingsrum, som er dedikeret den helt nye samtidskunst. Under overskriften Platform har Nikolaj Kunsthal med assistance fra en ekstern fagkomité præsenteret seks årlige udstillinger skabt som et samarbejde mellem udvalgte kunstnere og kuratorer. Platform har i sine første tre leveår budt på et mangfoldigt miks af medier, genrer og udtryk frembragt af 36 forskellige kunstnere og kuratorer, herunder Mai Dengsøe, Mette Riise, Ruby Mariama, Clara Busch, Lina Hashim, Aysha Amin, Simin Stine Ramezanali, Marie Vinther, Nanna Saplana og mange flere.

En vægtig håndsrækning til fremtidens samtidskunst
Men en ny vægtig håndsrækning fra Det Obelske Familiefond har Nikolaj Kunsthal fået mulighed for at fortsætte det systematiske arbejde med at understøtte det progressive vækstlag af kunstnere og kuratorer i København: 

”Vi er enormt glade for, at Det Obelske Familiefond har valgt at fortsætte det gode samarbejde, som sikrer, at vi kan fortsætte vores løbende investering i fremtidens samtidskunst. Det er til gavn for udviklingen af den lokale kunstscene og hele fødekæden omkring den, og det sikrer samtidig, at Nikolaj Kunsthals gæster får mulighed for at møde den helt nye kunst i tiden”, forklarer Helene Nyborg Bay, kunstnerisk leder i Nikolaj Kunsthal.

Fagprofessionel komité bidrager med dynamisk programlægning og sikrer armslængde Programlægningen af Platform foregår via en ekstern fagkomité, der – i et ligevægtigt dobbeltgreb - står for udvælgelse og match mellem kunstnere og kuratorer. Komitéen består af fire aktører fra det professionelle kunstmiljø. Med deres respektive erfaring og indsigt bidrager de til at sikre en relevant og fremadskuende udvælgelse af Platforms program for perioden 2025-2027. Den nye komité består af Esben Weile Kjær (kunstner, kurator), Ilethia Sharp (kurator, gallerist), Ida Kvetny (kunstner) og Magnus Kaslov (inspektør, Museet for Samtidskunst, pt. forsker på SMK). Helene Nyborg Bay uddyber:

”Vi er rigtigt glade for sammensætningen af den kommende fagkomité, der sikrer en god kunstfaglig bredde. Komiteens fire medlemmer besidder hver især erfaring og anciennitet, der
skal bidrage til at sikre en kompetent og fremsynet programlægning. Jeg har store forventninger til fagkomiteens arbejde og værdsætter både den konkrete programlægning i Platform, men også den energi og inspiration de generelt kommer til at berige med i Nikolaj Kunsthal”.

Den første Platform-udstilling valgt at den nye komité åbner d. 7. februar 2025.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Om Platform

Med Nikolaj Kunsthal som base har Platform til formål at skabe et udstillingsrum for unge, visuelle kunstnere og kuratorer i København.

Intentionen er at styrke vækstlaget og bidrage til at løfte og bære nye talenter videre i deres kunstnerkarrierer. Det sker ved at tilbyde unge kunstnere og kuratorer mulighed for at udstille i professionelle rammer, inklusiv faglig rådgivning, formidlingsekspertise og synlighed i form af PR og marketing.

Platform har i sine første tre leveår budt på et mangfoldigt miks af medier, genrer og udtryk frembragt af 36 forskellige kunstnere og kuratorer, herunder Mai Dengsøe, Mette Riise, Ruby Mariama, Clara Busch, Lina Hashim, Aysha Amin, Simin Stine Ramezanali, Marie Vinther, Nanna Saplana og mange flere.

Om Nikolaj Kunsthal

Nikolaj Kunsthal præsenterer især dansk samtidskunst i unikke historiske omgivelser midt i København.

Kunsthallen er beliggende i den gamle Sankt Nikolaj Kirke, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Den smukke arkitektur indgår i samspil med skiftende udstillinger, senest af bl.a. Shane Brox, Mikkel Carl, Radar Contemporary, Ditte Ejlerskov og Nikoline Liv Andersen. Nikolaj Kunsthal har sit fokus på Københavns samtidskunstscene og er optaget af kunstmøder på tværs af genrer, medier og formater.

Kunsthallen præsenterer også løbende koncerter, performances, omvisninger, middage, talks og ikke mindst det nye udstillingsrum Platform, der er dedikeret til unge kunstnere og kuratorer. 

Følg pressemeddelelser fra Nikolaj Kunsthal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Nikolaj Kunsthal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye