Victor Bendix' symfonier er et 'missing link' i dansk musik

Victor Bendix (1851-1926) var både en hovedperson og en outsider i dansk musik. Han var højt respekteret som komponist, pianist og dirigent, samtidig med at han af forskellige årsager aldrig helt fik den anerkendelse, han drømte om.

To nøgleværker er hans symfonier nr. 1 og 3, der står som milepæle i hans liv og samtidig danner en fortælling om hans kunstneriske skæbne. Den 30. august udkommer et album med Malmö Symfoniorkester og dirigent Joachim Gustafsson på CD og streaming. 

Skandaløst privatliv

Fremtiden så ellers lys ud for den unge Bendix: Som 15-årig blev han elev af dansk musiklivs konge, Niels W. Gade, og i en periode lignede han en oplagt efterfølger. Men Bendix fik smag for en ny tids musik og mistede efterhånden Gades opbakning. Derudover gjorde en række personlige årsager at Bendix blev holdt udenfor inderkredsene: Han var jøde, politisk radikal og ateist, og dertil var det en offentlighed hemmelighed, at han havde mange erotiske affærer, ikke mindst med sine klaverelever.

Bendix’ oplevelse af, at dansk musikliv valgte ham fra, kom til at holde stik og hans symfonier nr. 1 og 3 har ikke været opført i Danmark siden hhv. 1893 og 1929. En virkelig forbløffende skæbne for så skelsættende værker, som helt klart er et ‘missing link’ i dansk musik.

Håbefuld bjergstigning

Symfoni nr. 1 var Victor Bendix’ allerførste orkesterværk og fik titlen Fjeldstigning. Værket beskriver en møjsommelig vandring mod bjergtinden, som symbol på menneskets stræben efter befrielse eller åndelig indsigt. Det er komponistens håbefulde, ambitiøse debut og beskrivelsen af bjergvandringen kan nemt fortolkes som et selvportræt.

Symfonien blev i Bendix’ levetid opført ni gange – blandt andre af Berliner Filharmonikerne – og den var anerkendt som et betydeligt værk med sin raffinerede instrumentation og romantiske idealer. Blandt yngre generationer blev Fjeldstigning noget af et forbillede, ikke mindst for Rued Langgaard, hvis 1. Symfoni fra 1911, Klippepastoraler, har næsten samme tema.

Den modne kunstners resignation

1888 præsenterede Bendix den meget anderledes og melankolske Symfoni nr. 3. Samme år havde Bendix lidt et personligt nederlag, da han tabte afstemningen om topposten som dirigent for Musikforeningen. Selvom symfonien er skrevet uden decideret handling, er det nærliggende at høre den som udtryk for den modne kunstners skuffelse over fejlslagne ungdomsdrømme. Det er virkelig velkomponeret romantisk musik, der bølger afsted som et mørkegråt hav, og slutter i resignation med en højtidelig klagesang