Rapport: Delecykler kan få flere til at vælge toget
Danmark har noget at lære af Nederlandene, hvor der er gode erfaringer med at få pendlere til at rejse med kollektiv transport. Det skyldes blandt andet, at delecykler gør det nemt at kombinere forskellige transportformer som cykel og tog, viser en ny rapport om kombinationsrejser fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.

For langt de fleste, der rejser med den kollektive transport, er det et vilkår, at bussen eller toget kun kan tage dem med på en del af deres samlede rejse. Skal den kollektive transport blive et mere attraktivt alternativ til bilen for f.eks. pendlere, kan det derfor blive nødvendigt at tilbyde mere sammenhængende rejser til passagererne.
Og det er her, at cyklen kommer ind i billedet.
I en ny rapport sætter Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme, som hører under Vejdirektoratet, fokus på, hvordan forskellige lande arbejder med at kunne kombinere rejser med cykler og kollektiv transport.
Et af de lande, som har de bedste erfaringer med at få flere til at kombinere en tur i toget med en tur på cyklen, er Nederlandene. Men her er tilgangen ikke, at det skal være nemt at tage sin egen cykel med ombord på toget, lyder det i rapporten.
I stedet forsøger hollænderne at få passagererne til at parkere deres egne cykler ved togstationen og i stedet få passagererne til at benytte delecykler, når de fortsætter rejsen fra ankomststationen. Og dette har vist sig at være en succes.
Til gengæld bliver passagererne også tilbudt gode cykelparkeringsforhold ved togstationen, så de har et sted, de trygt kan parkere deres egne cykler.
”Vi har haft stor succes i Danmark med at kombinere cykler og kollektiv transport. Da det blev muligt at tage sin cykel med gratis i S-toget i 2010, steg passagertallet med 20 procent. Men der er nu engang grænser for, hvor god plads der er i tog og busser til cyklerne. Erfaringerne fra Nederlandene viser, at det også kan være nødvendigt at tænke i andre baner, hvis vi skal sikre, at flere danskere benytter kombinationsrejser med cykel og kollektiv transport,” siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.
Som rapporten peger på, er der et stort potentiale for at erstatte bilture med kombinationsrejser i Danmark blandt pendlere, der f.eks. skal til og fra arbejde. Pendlerrejserne udgør i dag 28 procent af den samlede transport opgjort i kilometer, mens andelen af pendlerture udgør 16 procent af alle ture ifølge Transportvaneundersøgelsen.
Kombinationsrejser med cykel og kollektiv transport udgør til gengæld blot 0,8 procent af alle ture og 2,2 procent af pendlerturene.
Nem og billig adgang til delecykler
Siden år 2000 er andelen af rejsende, der cykler til stationen i Nederlandene, steget fra 30 til 47 procent på nationalt plan med andele på op til 60 procent i de større byer, viser den nye rapport fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.
Erfaringen fra Nederlandene er, at der skal være både nem og billig adgang, hvis passagererne skal finde det attraktivt at benytte delecykler.
I rapporten fremhæves det landsdækkende delecykelsystem OV-fiets som en del af forklaringen på, hvorfor så mange hollandske passagerer er trygge ved at lade deres egne cykler stå og i stedet hoppe på en delecykel.
OV-fiets, som betyder kollektiv transport-cykler på hollandsk, er ejet af den hollandske pendant til DSB, NS, og er i dag verdens eneste rentable delecykelsystem. Cyklerne er kendetegnet ved at være tilgængelige ved næsten alle togstationer i Nederlandene. Derudover er de relativt billige at benytte, og det er nemt at få adgang til dem, f.eks. med det hollandske rejsekort ”OV-chipkaart”.
”Rapporten fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme understreger, hvor vigtigt det er at have fokus på hele rejsen og ikke blot turen i tog eller bus. Kombinationsrejser kan, som de hollandske erfaringer viser, styrke den kollektive trafik, men så sandelig også cyklismen. Det er med andre ord nogle potentielt rigtig store samfundsgevinster, der kan høstes, hvis vi kan indfri det kæmpe potentiale, der er i Danmark for at få flere til at kombinere cykel og kollektiv transport,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
Undersøgelsen af kombinationsrejser er gennemført af Rambøll på vegne af Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme. Hele rapporten om kombinationsrejser kan læses på Det Nationale Videnscenter for Cykelfremmes hjemmeside:
Nøgleord
Kontakter
Marianne Foldberg SteffensenAfdelingslederVejdirektoratet
Tlf:22 38 32 22mast@vd.dkChristian RantorpProjektleder
Tlf:29 62 32 71cgr1@vd.dkVejdirektoratets pressetelefon
Tlf:51 83 33 93Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Byggeriet af motorvej i Nordsjælland rykker tættere på27.6.2025 12:29:24 CEST | Pressemeddelelse
I midten af juli ruller Vejdirektoratets entreprenør deres gravemaskiner ud på den sydlige del af Hillerødmotorvejens forlængelse. Dermed er udbygningen til en ny motorvej for alvor i gang.
Motorvejsramperne i Motorvejskryds Aarhus V spærres i forskellige perioder sommeren over27.6.2025 11:39:24 CEST | Pressemeddelelse
Der skal lægges nyt asfalt i hele firkløverkrydset hvor Herningmotorvejen og E45 Østjyske Motorvej skærer hinanden, og det betyder perioder, hvor dele af motorvejskrydset er spærret hen over sommeren.
Cykelløb og ferietrafik giver trængsel i store dele af Aalborg og Nordjylland26.6.2025 12:38:34 CEST | Pressemeddelelse
Det kommer til at påvirke trafikken, når der afvikles DM i landevejscykling fredag den 27. juni og søndag den 29. juni samtidig med første store ferieweekend.
Spærring af til- og frakørsel ved Ejby <56> fra 29. juni til 5. juli26.6.2025 09:32:21 CEST | Pressemeddelelse
Fra- og tilkørsel i retning mod vest ved Ejby <56> på E20 Fynske Motorvej og krydsning af motorvejen via Nørregade spærres fra søndag den 29. juni til lørdag d. 5. juli.
Brobyggeri i børnehøjde på Storstrømsbroen26.6.2025 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Byggeriet af Storstrømsbroen er spændende for både børn og voksne. I projektets skoletjeneste har skolebørn haft brobyggeri på skemaet siden 2020, og mere end 2300 skoleelever fra 125 skoleklasser har til dato bygget bro og gennemført et undervisningsforløb om Storstrømsbroen på byggepladsen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum