Dansk Kulturinstitut

Forfulgt, arresteret og maskeret: Kor fra Belarus tager på danmarksturné og sætter fokus på kampen for frihed i Østeuropa

Del

Mindst 30 af det maskerede kors medlemmer er blevet anholdt i hjemlandet Belarus. Dansk Kulturinstitut præsenterer nu for første gang en danmarksturné med koret Volny Chor fra Belarus (oversat til engelsk ”Free Choir”), der bekæmper undertrykkelse med sang.

Belarus har været under samme styre siden 1994. Men genvalget af Alyaksandr Lukashenka i 2020 udløste massive protester i Belarus. Oppositionsledere er siden blevet fængslet eller tvunget i eksil, og uafhængige medier og civilsamfundsorganisationer må forlade landet for at udtrykke sig frit.  

I dag, fire år efter det skæbnesvangre valg, anslås der at være over 1400 politiske fanger i Belarus – mens tusindvis af kunstnere og kulturarbejdere er flygtet til udlandet.  

Fokus på de politiske fanger i Belarus er blandt mærkesagerne, når det belarusiske Volny Chor tager på danmarksturné for første gang.  

Fællessang som modstand
Volny Chor opstod i kølvandet på præsidentvalget, hvor en atmosfære af undertrykkelse prægede landet. I sympati med civilsamfundets mange protester imod valgresultatet sang koret sine belarusiske sange.   

Koret organiserede sig i denne periode, voksede over tid, og er blevet en reel protestbevægelse, især kendt for at afholde inspirerende pop-up koncerter i det offentlige rum i Belarus, bl.a. ved metrostationer, supermarkeder, biblioteker med mere.  

Da politiforfølgelsen blev intensiveret i hjemlandet, gik koret under jorden og begyndte at afholde hemmelige koncerter, indtil de helt måtte stoppe aktiviteterne, gå i eksil og operere fra udlandet.

Koret optræder altid maskeret for at beskytte deres identitet og sikkerhed.

Kamp for kultur og identitet
Volny Chor synger på belarusisk, ikke russisk – og flere sange i deres katalog er lavet af komponister, der er blevet henrettet under sovjetstyret. Sangene inkluderer ofte temaer som håb, kamp og modstand. 

I dag bliver Volny Chor anset som ”ekstremistister” af styret i Belarus, hvorfor koret opererer fra eksil i Warszawa, Polen. 

De har sidenhen afholdt koncerter i adskillige europæiske byer. Da Volny Chor sang i Europa-Parlamentet i 2023 sagde den verdenskendte politiske aktivist Sviatlana Tsikhanouskaya f.eks. i sin åbningstale om koret:

”I dag, med Lukashenkas hjælp, fører Rusland krig mod vores kultur og identitet. Det belarusiske sprog bliver diskrimineret, og vores kunstnere bliver erklæret som ekstremister. De ønsker at gøre Belarus til en lille kopi af Rusland (...). Vi skal støtte belarusiske kulturelle initiativer; vi skal styrke belarusisk national identitet. En stærk national identitet vil være det bedste forsvar mod russisk imperialisme,” lød det. 

Koret optræder i røde og hvide dragter, der refererer til det hvide og røde nationalflag fra 1991-1995, dvs. flaget som blev brugt før Lukashenkas styre. Med støtte fra Rusland blev det gamle sovjetiske grønne og røde flag genindført. Generelt er røde og hvide farver i Belarus blevet symbol på kampen for den belarusiske nationalidentitet og de demokratiske værdier. 

Talrige anholdelser 
Koret har gentagne gange oplevet forfølgelse: Mindst 30 personer fra koret er blevet arresteret, sangerne er blevet forfulgt, og der har været razziaer under flere sangprøver i korets levetid.  

Men på trods af faren fortsætter koret sit arbejde og har fortsat mange tilhængere i Belarus’ civilsamfund.  

Citater fra anonyme kormedlemmer: 

“Vi ønsker at sprede belarusiske sange over hele verden, tale om vores hjemland og fortsætte kampen for dets befrielse.” 

”Hvorfor slog regimet ned på os? Hvorfor er det så farligt at synge sange? Fordi musik påvirker vores emotionelle tilstand. Musik fremkalder kraftfulde følelser.”  

"Vi tror på, at vi en dag vil samles mange tusinde på hovedtorvet i Minsk, og vi vil synge sammen som ét stort kor!"  

Lizaveta Dubinka-Hushcha, regional chef for Dansk Kulturinstitut i Østersøregionen, som selv er fra Belarus, udtaler: 
”Kunstnerisk frihed er ikke blot en grundlæggende rettighed, men en hjørnesten i ethvert demokratisk samfund. Og koret Volny Chor er et levende bevis på kulturens samlende kraft. Deres sange er et flammende nødblus for den frihed, der er på spil i Belarus – og den frihed, som end ikke danskere kan tage for givet.” 

Om koncerterne i Danmark 
Koret vil fremføre koncertprogrammet "Belarus today", som består af klassisk og moderne korsang fra Belarus. Derudover vil koret tale om den aktuelle situation i Belarus, om lidelserne og det belarusiske folks vej til frihed. Programmets hovedfokus vil være på de over 1400 politiske fanger, der pt. er i Belarus.

Koncertdatoer: 

  • 22. August, kl. 19.30: København, Johan Borup Højskolen 
  • 23. August, kl. 16.30: Nykøbing Mors, Kulturmødet Mors, Folkescenen 
  • 24. August, kl. 16.00: Aarhus, Katolsk Vor Frue Kirke 

Alle koncerter er gratis og åbne for alle. 

Faktaboks: Undertrykkelse i Belarus fra 2020-2024

  • Politiske fanger: 1.413 pr. juni 2024. 
  • Politisk motiverede domme: Mindst 5.133. 
  • Administrative retsforfølgninger: Mere end 36.418 personer. 
  • Terroristliste: Over 400 hviderussere. 
  • Ekstremistliste: 4.100 individer. 
  • Løsladt efter afsoning: 1.012 personer. 
  • Dødsfald i varetægt: 6 individer. 

 
Kilde: Pen Belarus  

Faktaboks: Kulturlivet i Belarus fra 2020-2024  

  • Fængslede eller begrænsede kulturpersoner: Mindst 164.  
  • Løsladte kulturpersoner: Mindst 69.  
  • Forfulgte kulturpersoner: Næsten 1.900.  
  • Dødsfald blandt kulturpersoner: 5 (f.eks. Raman Bandarenka, Aleś Puškin).  
  • Vilkårligt tilbageholdte kulturpersoner: Mindst 960.  
  • Administrativt retsforfulgte kulturpersoner: 645.  
  • Strafferetsligt retsforfulgte kulturarbejdere: 370.  
  • Straffedomme: Mindst 295 mod 281 personer.  
  • Konfiskation af ejendom: 137 kulturpersoner.  
  • Kulturpersoner på ekstremistlisten: 209.  
  • Kulturpersoner på terroristlisten: 31.  
  • Afskedigede kulturpersoner: 450.  
  • Udvist fra uddannelsesinstitutioner: 32. 

Kilde: Pen Belarus 

Blå bog: Lizaveta Dubinka-Hushcha 
F. 1982, Belarus  
Fra 1. juni 2023 - Regional chef for Dansk Kulturinstitut indsatser i de baltiske lande og Østersøregionen. 
Lektor European Humanities University 
Lektor Copenhagen Business School 
Konsulent for Belarus Research Network for Neighbourhood Policy 
Forkvinde for kulturorganisationen Beladania 
Forsker v. Dansk Institut for Internationale Studier 
Ph.d. fra Belarusian State University 

Kontakter

Billeder

Om Dansk Kulturinstitut

Dansk Kulturinstitut har siden 1940 arbejdet internationalt med udvikling af kunst-, kultur- og samfundsrelaterede projekter. Via kunst og kultur ønsker vi at fremme interkulturel dialog og forståelse på tværs af landegrænser. Det er vores vision at vise, at udveksling af kunst, kultur og viden kan bidrage til håndteringen af globale udfordringer og være med til at styrke FN’s Verdensmål. Vi har hovedkontor på Vartov i København og afdelinger og indsatser i de østlige nabolande, i Østersøregionen og de baltiske lande, Tyrkiet, Indien, Kina og Brasilien.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut

Stor markering på Ukraines uafhængighedsdag: Festsalen på Københavns Universitet bliver fyldt med ukrainsk ånd og kulturel modstandskraft15.8.2024 12:17:05 CEST | Pressemeddelelse

Kendte ukrainske musikere og forfattere indtager scenen med de danske skuespillere Esben Smed og Kirsten Olesen, når Dansk Kulturinstitut, Københavns Folkeuniversitet og Ukraine House in Denmark sammen fejrer Ukraines uafhængighedsdag med en stor oplæsnings-, samtale- og musikbegivenhed i Festsalen på Københavns Universitet den 24. august. Målet er at styrke truet ukrainsk identitet og kultur, samt den gensidige forståelse mellem Ukraine og Danmark i en kritisk tid.

Dansk Kulturinstitut og Grundtvigsk Forum indgår samarbejde om at udbrede Grundtvigs tanker globalt30.5.2024 15:17:18 CEST | Pressemeddelelse

Man kan godt have dybe kulturelle rødder samtidig med, at man har udsyn og nysgerrighed på verden. Det er grundtanken i et nyt samarbejde mellem Dansk Kulturinstitut og Grundtvigsk Forum. Sammen har de planer om at udbrede Grundtvigs filosofiske tankesæt internationalt gennem workshops, undervisningsmateriale og foredrag. Første stop er Tyrkiet, hvor fokus er på børn og unge.

Internationalt gaming- og animationsprojekt engagerer unge fra det globale nord og syd i klimakampen27.5.2024 14:43:43 CEST | Pressemeddelelse

”Animated Engagement” er navnet på et nyt samarbejde mellem The Animation Workshop i Viborg og Dansk Kulturinstitut i Brasilien. Sammen har de udviklet et undervisnings- og udvekslingsforløb for danske og brasilianske studerende. Formålet er at engagere de unge i klimakampen gennem gaming, egenproducerede animationsfilm og brug af animation i undervisningssammenhænge. Projektet er støttet af GLOBUS – Puljen for Globalt engagement, Uddannelse og Samarbejde med 1,2 millioner kr.

Dansk Kulturinstitut og Sisters Hope starter verdensturné i Kina24.4.2024 07:33:18 CEST | Pressemeddelelse

En af Danmarks mest anerkendte performancegrupper skal i tæt samarbejde med Dansk Kulturinstitut på en verdensturné. Scenen bliver dog hverken teatre, koncerthaller eller gallerier, men det åbne, offentlige rum. Her skal Sisters Hope udforske og udfolde deres samfundsvision om en mere sanselige og poetisk verden for øjnene af lokale beskuere. Første stop er Kina, hvor de gennemfører en 12 timer lang performativ vandring i området Aranya dér, hvor den kinesiske mur møder havet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye