Thomas Vinterberg og Zentropas nye TV 2-serie er udtaget til Toronto International Film Festival
9.8.2024 16:00:41 CEST | TV 2 Danmark | Pressemeddelelse
Dramaserien 'Familier som vores' får nordamerikansk premiere i september.

Det er netop offentliggjort, at Zentropa og TV 2s dramaserie 'Familier som vores' er udtaget til dette års Toronto International Film Festival (TIFF), hvor den vil blive vist i den prestigefyldte programserie Primetime, som har fokus på serier.
Det sker blot få uger efter, at Thomas Vinterbergs stort anlagte serie blev udtaget til Venedig Filmfestival, hvor den får verdenspremiere. Ligesom det er tilfældet i Venedig, har man i Toronto besluttet at vise alle seriens syv afsnit for festivalpublikummet.
Toronto International Film Festival er Nordamerikas største filmfestival, der i år afholdes for 49. gang fra 5.-15. september. 'Familier som vores' får danmarkspremiere senere på efteråret på TV 2 og TV 2 PLAY.
Ærefuldt og vigtigt
Udtagelsen til Toronto filmfestival vækker stor glæde hos Thomas Vinterberg, som siger:
- At blive udtaget til Toronto Filmfestival er ærefuldt og vigtigt for seriens udbredelse i Nordamerika - men først og fremmest er det altid en opløftende oplevelse at have premiere for det superimødekommende canadiske publikum og deres festivalledelse. Så jeg er meget taknemmelig for at vende tilbage - og for at de vælger at vise alle syv afsnit!
Thomas Vinterberg har senest deltaget i TIFF med filmen 'Druk' i 2020.
En nation tager afsked
'Familier som vores' begynder midt i den danske sommer, hvor livet går som det plejer. Men som et lyn fra en klar himmel bliver alt revet fra hinanden. Den stigende vandstand kan ikke længere ignoreres, og regeringen beslutter at hele Danmark skal evakueres. Al ejendom er med ét værdiløst, og huse og institutioner lades ensomme tilbage, mens familier, venner og elskende tvinges i hver sin retning.
Dem der har råd, rejser til velhavende lande, mens de mindre velstillede er afhængige af det statsfinansierede program, og må flytte hen hvor der er plads. Kaos, splittelse og magtesløshed banker på hos danskerne. Men trods afskeden med hjemlandet drejer jorden stadig rundt. Mange steder vokser også kærligheden frem, mennesker forsones, og håbet om at blive genforenet lever.
'Familier som vores' er et storslået og intimt familiedrama om afskeden med vores land og alt det vi kender, og om menneskers ukuelige vilje til at overleve, håbe og elske.

Dansk stjernecast
På deres vej ud af Danmark og ned gennem Europa følger vi en stor dansk familie og deres nærmeste. Vi møder de to unge studenter Laura (Amaryllis August) og Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), der forelsker sig i hinanden. Vi møder Lauras skilte forældre: hendes far, den succesfulde arkitekt Jacob (Nikolaj Lie Kaas), og hendes mor, den stressramte videnskabsjournalist Fanny (Paprika Steen). Vi møder også Jacobs nye kone Amalie (Helene Reingaard Neumann), Amalies bror Nikolaj (Esben Smed) og hans mand Henrik (Magnus Millang), Henriks uregerlige bror Peter (David Dencik), Fannys bror Holger (Thomas Bo Larsen) samt drengen Lucas (Max Kaysen Høyrup) og hans mor Christel (Asta Kamma August), som krydser veje med familien.
'Familier som vores' er skrevet af Thomas Vinterberg og Bo Hr. Hansen. Thomas Vinterberg har instrueret alle syv afsnit, og serien er produceret af Zentropa Entertainments ved producerne Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing for TV 2 Danmark, STUDIOCANAL og CANAL+ med støtte fra Det Danske Filminstitut - Public Service Puljen, Den Europæiske Union og Nordisk Film & TV Fond i co-produktion med NRK, TV4, ARD Degeto, co-produceret af Film i Väst, Sirena Film, Zentropa Sweden, Ginger Pictures og Saga Film, co-produceret med støtte fra Czech Film Fund og BNP Paribas Fortis Film Finance i samarbejde med CANAL+ Poland og M7.
Nøgleord
Kontakter
Line Aamand HansenPR-konsulent
Fiktion
Billeder
TV 2 Danmark er en medievirksomhed med store digitale ambitioner og en mangeårig stærk position på det danske tv-marked. Vi arbejder hver dag for, at alle danskere via TV 2 Play, tv2.dk og alle vores kanaler kan holde sig opdateret og underholdt eller tage del i den offentlige debat. TV 2 Danmark er ejet af den danske stat, og vi driver public servicevirksomhed på kommercielle vilkår. På tværs af alle vores platforme er vi i kontakt med over 80 procent af danskerne i løbet af en uge. Vi bor på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København.
Følg pressemeddelelser fra TV 2 Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra TV 2 Danmark
Simon Kvamm udfordrer otte danske musikere i nyt, uforudsigeligt musikprogram på TV 210.9.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I 'Simon siger' kaster Simon Kvamm Mumle, Martin Hedegaard fra Saveus, Peter Sommer, Soleima, Søs Fenger, TopGunn, Katinka og Kristoffer Jessen fra Søn ud i musikalske benspænd, nye samarbejder og uventede fortolkninger. Her gælder kun én regel: De skal gøre alt, hvad Simon siger.
Hav, Sycamore og Blachman er klar til mere 'X Factor'9.9.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når 'X Factor' 2027 rammer skærmen, bliver det igen i år med Benjamin Hav, Drew Sycamore og Thomas Blachman ved dommerbordet og Maria Fantino som vært.
Rasmus Kofoed og Kamilla Seidler i front for '100 knive'- Danmarks største og mest intense kokkekonkurrence8.9.2026 09:00:04 CEST | Pressemeddelelse
Nyt stort realityprogram med verdenspremiere på TV 2 Play og TV 2
‘Højskolen’ samler politikere og folkelige stemmer til debat på TV 23.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter forårets udgave af ‘Højskolen’, hvor de 12 partiledere var samlet i 24 timer, vender TV 2 nu tilbage med en ny udgave af programmet i forbindelse med Folketingets åbning. Denne gang mødes politikere, debattører og andre danskere over tre programmer på tre forskellige højskoler til debat om tre af tidens store samfundsemner.
Kendte værter i front, når Knæk Cancer igen samler Danmark om kræftsagen1.9.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I uge 43 sætter TV 2 og Kræftens Bekæmpelse fokus på kræftsagen. Josephine Højbjerg, Peter Frödin, Petra Nagel og Sarah Grünewald er værter, når indsamlingsshowet 'Knæk Cancer - et show for sagen' er tilbage lørdag 24. oktober.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

