Danmarks Idrætsforbund

Pistolskytte fuldender største paralympiske skyttehold i 28 år

Del

24-årige Buster Antonsen sigter efter finalepladser ved de Paralympiske Lege i Paris, hvor han er udtaget som den femte danske skytte. Det er det højeste antal siden PL i Atlanta i 1996.

Buster Antonsen (i midten) er den femte danske paraskytte, der udtages til PL i Paris.
Buster Antonsen (i midten) er den femte danske paraskytte, der udtages til PL i Paris. Foto: Lars Møller

Ved EM i paraskydning i juni skød den 24-årige pistolskytte Buster Antonsen sig til en dansk PL-kvoteplads. Nu kan han officielt pakke tasken og sætte kurs mod sin debut ved de Paralympiske Lege i Paris.

- Jeg blev meget lettet, da jeg fik nyheden om, at jeg skal med til PL. Det er virkelig fedt, at det nu er officielt, fortæller Buster Antonsen.

Pistolskytten, der har været en del af det danske landshold siden 2022, har store forventninger til sit sportslige niveau.  

- Jeg ved, at hvis jeg formår at gøre, som jeg plejer, så kan jeg skyde mig til en finaleplads. Det kræver, at jeg kan holde til presset helt indtil det sidste skud, men i sidste ende ved jeg, at jeg kan gøre det, fortæller Buster Antonsen om sine forventninger til de sportslige resultater.

Sammen med de fire riffelskytter Jan Winther, Kasper Hjort Lousdal, Martin Black Jørgensen og Jens Frimann, skal Buster Antonsen som eneste pistolskytte prøve at ramme plet for Danmark.

- At være en del af et stort hold er fantastisk, for vi støtter altid hinanden. Vi hjælper hinanden både med det tekniske og med det psykiske. Jeg ved også, at jeg altid kan sparre med de andre, selvom de andre skyder i en anden disciplin, siger Buster Antonsen.

Der har de seneste år været stor fremgang i dansk paraskydning, hvor der er sat markant ind for at styrke rammerne omkring landsholdet. Det resulterer nu i, at Danmark kan sende det største hold skytter afsted til PL siden legene i 1996 i Atlanta, hvilket glæder Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen.

- Vi har haft fokus på at løfte niveauet hos de danske paraskytter, og det er blandt andet sket gennem et stærkt samarbejde mellem vores australske specialtræner i pistol, Ben Sandstrøm, og Buster Antonsen, hvilket kan ses på Busters flotte udvikling og resultater. De finalepladser, han har skudt sig til senest ved EM, har givet ham vigtig viden og erfaring med at håndtere presset i de afgørende momenter, som han vil stå i som debutant til PL, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Paralympisk chef de mission Nicklas Bjaaland fra DIF ser også frem til at følge skytterne.

- Det er utrolig glædeligt, at Buster Antonsen nu kan slutte sig til det store hold af danske skytter, der debuterer ved de Paralympiske Lege. Med Buster på holdet i pistol-disciplinerne er der endnu bedre chancer for danske finalepladser på skydebanerne, siger Nicklas Bjaaland.  

De fem danske skytter har indstillet sigtekornet på de Paralympiske Lege, hvor konkurrencerne skydes i gang den 30. august i byen Châteauroux stik syd for Paris.

Om Buster Antonsen
Sportsgren: Skydning (Pistol P1 10m luft, P3 25m pistol og P4 50m fripistol)
Klassifikation: SH1
Alder: 24 år
Handicap: Rygmarvsskadet efter ulykke på snowboard
By: Hellerup
Klub: Skyttelauget Kongens Lyngby
Udvalgte resultater:  4. plads i 10m luft og 8. plads i 50m fripistol ved EM i 2024
Tidligere PL-deltagelse: Debutant

Fakta om De Paralympiske Lege i Paris
PL i Paris indledes den 28. august 2024 på Champs-Élysées og Place de la Concorde og afsluttes 12 dage senere den 8. september. Der forventes deltagelse af 4.400 para-atleter fra 184 paralympiske komitéer, der skal konkurrere om 549 medaljesæt i 23 sportsgrene.

Med udtagelsen af Buster Antonsen er 32 danske para-atleter fra ni sportsgrene nu klar til legene i Paris.

Læs mere om det danske hold på hjemmesiden paralympiskelege.dk og sociale medier @danmarktilpl

DIF har det operationelle ansvar for de danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark. Parasport Danmark er som national paralympisk komité ansvarlig for at kvalificere og udtage det danske PL-hold.

Kontaktinformation
Michael Møllgaard Nielsen, sportschef i Parasport Danmark
Tlf. 20 82 02 69
E-mail: mmn@parasport.dk

Nicklas Bjaaland, paralympisk chef de mission i DIF
Tlf. 29 72 38 39
E-mail: nbj@parasport.dk

Buster Antonsen, pistolskytte
Tlf. 31 10 11 30

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Buster Antonsen er udtaget til PL i Paris 2024.
Buster Antonsen er udtaget til PL i Paris 2024.
Foto: Lars Møller
Download

Links

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.500 idrætsforeninger og knap 2,1 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

DIF-ekspertgruppe: Foreninger skal være bedre til at inddrage unge i beslutningerne15.1.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse

Landets idrætsforeninger skal blive bedre til at inddrage unge i beslutninger, der omhandler deres træning og gang i foreningen. Det er én af de centrale anbefalinger fra landets førende eksperter til DIF’s arbejde med at fremme trivsel i børne- og ungeidrætten. Mange unge føler sig nemlig ikke inviteret ind i det frivillige arbejde i landets idrætsforeninger, viser et studie fra Idrættens Analyseinstitut.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye