Samfundet vinder 7,5 millioner kroner ved at uddanne en social- og sundhedsmedarbejder: Se livsindkomsten for 65 uddannelsesgrupper
En person, der tager en social- og sundhedsuddannelse, tjener i gennemsnit 7,5 millioner kroner mere i erhvervsindkomst gennem livet end en sammenlignelig ufaglært, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Analysen viser den forventede erhvervsindkomst hen over et helt arbejdsliv for 65 forskellige uddannelsesgrupper.

LIVSINDKOMSTER
Uddannelse betaler sig. Både for den enkelte og samfundet. Men uddannelse betaler sig i forskellig grad.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.
Analysen beregner den forventede erhvervsindkomst for 65 uddannelsesgrupper hen over et arbejdsliv fra man er 18 år, til man fylder 80 år. For lønmodtagere vil det sige den forventede samlede lønindkomst inklusive pension. For selvstændige er det nettooverskuddet fra egen virksomhed. Med andre ord er det indkomsten fra arbejde før skat.
Fra et samfundsøkonomisk synspunkt er den forventede fremtidige erhvervsindkomst et relevant mål for den samfundsøkonomiske gevinst af uddannelse.
Tallet holdes – for udvalgte uddannelsesgrupper – op mod, hvad en person med lignende baggrundskarakteristika ville tjene, hvis vedkommende ikke tog en erhvervskompetencegivende uddannelse og dermed forblev ufaglært.
Analysen viser for eksempel, at en social- og sundhedsmedarbejder i gennemsnit vil tjene en erhvervsindskomst, der er 7,5 millioner kroner højere, end hvad en sammenlignelig ufaglært forventes at tjene gennem livet. Gevinsten er lidt højere end for en gennemsnitlig faglært og på niveau med personer med mellemlange videregående uddannelser.
"Uddannelse betaler sig for samfundet, og det kan tælles i millioner af kroner per person, når man ser på det hen over et livsforløb,” siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
”Social- og sundhedsmedarbejderne er et interessant eksempel. Selvom deres livsindkomster er i den lave ende, er den samfundsøkonomiske gevinst stor ved at uddanne dem. Gruppen af ufaglærte med lignende baggrundskarakteristika som social- og sundhedsmedarbejdere har nemlig relativt lav løn og svag arbejdsmarkedstilknytning,” siger Lars Andersen.
Analysen viser også, at det i gennemsnit koster 180.000 kroner at uddanne en faglært, mens det koster 780.000 kroner at uddanne en akademiker, hvortil udgifter til en gymnasial uddannelse skal lægges oveni.
”Vi står med en massiv mangel på faglært arbejdskraft til at drive vores velfærd og den grønne omstilling. Tallene slår fast, hvor god en investering det er at investere i erhvervsuddannelserne,” siger Lars Andersen.
Analysen viser også, at akademikeres gennemsnitlige forventede livserhvervsindkomst er 14,3 millioner kroner højere end sammenlignelige personer, der kun har gennemført en gymnasial uddannelse. Tallet dækker dog over store forskelle mellem forskellige akademiske uddannelsesgrupper. Mens den samfundsmæssige gevinst ved at uddanne en læge er 28,8 millioner kroner, er tallet 4,7 millioner kroner for humanistiske kandidater.
Se livserhvervsindkomsten for 65 uddannelsesgrupper her
Analysens hovedkonklusioner
- Den samfundsøkonomiske gevinst ved uddannelse er høj. For eksempel er livserhvervsindkomsten for en social- og sundhedsmedarbejder 7,5 millioner kroner højere end for en sammenlignelig ufaglært person. For faglærte generelt er gevinsten 7,0 millioner kroner, mens det kun koster i gennemsnit 180.000 kroner at uddanne en faglært.
- Den samfundsøkonomiske gevinst for erhvervsakademiuddannede og professionsbachelorer er henholdsvis 7,8 millioner kroner og 7,4 millioner kroner i gennemsnit. For akademikere er gevinsten 14,3 millioner kroner. Det koster cirka 300.000 til 780.000 kroner at give personer en videregående uddannelse.
- Også for den enkelte betaler uddannelse sig. En erhvervskompetencegivende uddannelse giver en markant højere disponibel indkomst gennem livet ift. sammenlignelige ufaglærte. For en gennemsnitlig erhvervsuddannelse er gevinsten 3,9 millioner kroner, for en mellemlang videregående uddannelse er den 5,2 millioner kroner, og for akademiske uddannelser 10,2 millioner kroner.
- Der er store forskelle i livsindkomster inden for uddannelseshovedgrupper. For eksempel tjener mekanikere mere end social- og sundhedsmedarbejdere, og læger markant mere end humanistiske kandidater.
- Analysen understreger, at det er vigtigt og samfundsøkonomisk fornuftigt at investere i, at flere får en erhvervskompetencegivende uddannelse.
Tabel: Den samfundsmæssige gevinst ved uddannelse er høj
Tabellen viser den gennemsnitlige forventede erhvervsindkomst over et liv (18-80 år).
Hoveduddannelsesgruppe |
Gennemsnitlig forventet erhvervsindkomst |
Merværditilvækst i forhold til sammenlignelige personer uden erhvervskompetencegivende uddannelse |
Faglærte |
19,4 mio. kr. |
7,0 mio. kr. |
Erhvervsakademiuddannede (KVU) |
22,9 mio. kr. |
7,8 mio. kr. |
Professionsbachelorer (MVU) |
22,0 mio. kr. |
7,4 mio. kr. |
Akademikere |
32,5 mio. kr. |
14,3 mio. kr. |
Ufaglært |
11,1 mio. kr. |
- |
Ufaglærte studenter |
17,5 mio. kr. |
- |
Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik
Kontakter
Lars AndersenDirektør
Tlf:40 25 18 34la@ae.dkJesper KirkbakKommunikationschef
Tlf:50 73 71 34jk@ae.dkLinks
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE’s overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagerne og for at fremme den sociale retfærdighed.
Følg pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Rekord: Antallet af studenter uden uddannelse stiger28.6.2025 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
28.600 studenter under 30 år er hverken færdige eller i gang med en uddannelse fem år efter studentereksamenen, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det er rekordmange og cirka 13.000 flere end for ti år siden. En fremskrivning viser endda, at tallet kan runde 34.000 personer i 2029.
Nyt CO2-kvotesystem rammer husholdninger med lave indkomster hårdest27.6.2025 07:04:36 CEST | Pressemeddelelse
Husholdninger med lave indkomster vil være mest sårbare over for ny udvidelse af EU’s CO2-kvotesystem, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Social klimaplan bør målrettes derefter, mener AE.
Uddannelse er nøglen til at bryde den negative sociale arv: Disse uddannelser løfter flest væk fra forældrenes indkomstniveau24.6.2025 05:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Uddannelse er blevet vigtigere for at bryde den sociale arv, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Særligt uddannelser som pædagog, social- og sundhedsassistent og detailuddannelser er hyppige veje væk fra bunden for de fattigste børn. Se listen over uddannelser herunder.
Liberal Alliance kommunikerede for lavt tal om eget forslag: Tre gange flere vil miste dagpengeretten16.6.2025 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Liberal Alliances forslag om at halvere dagpengeperioden kan tage dagpengene fra cirka 32.000 personer, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Tallet er cirka tre gange højere end det, der har været fremme i medierne i forbindelse med partiets præsentation af forslaget.
Flere unge er uden job og uddannelse: Nu er de næsten 45.00012.6.2025 05:06:38 CEST | Pressemeddelelse
44.600 unge mellem 15 og 24 år er uden job og uddannelse, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det er en stigning på cirka 1.800 personer det seneste år. Stigningen er drevet af, at færre unge begynder på en uddannelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum