Sudan: Hungersnød udbrudt i lejr med flere end 400.000 fordrevne
Situationen i Zamzam-lejren i Norddarfur i Sudan er katastrofal og andre dele af Sudan frygtes også at blive ramt af hungersnød, hvis befolkningen ikke får hjælp. Det er første gang i mere end syv år, at der er hungersnød noget sted i verden og kun tredje gang, siden et internationalt overvågningssystem for hungersnød blev oprettet for 20 år siden.

Efter mere end 15 måneders krig i Sudan har en katastrofal kombination af konflikt, fordrivelse og begrænset humanitær adgang resulteret i hungersnød i en lejr, der huser hundredtusinder af fordrevne mennesker i Norddarfur. Hungersnøden er bekræftet på baggrund af analyse fra det anerkendte Integrated Food Security Phase Classification (IPC). Der er risiko for, at der også indtræffer hungersnød i andre dele af Sudan, hvis der ikke bliver taget målrettede handlinger.
Tilstedeværelsen af hungersnød betyder, at mennesker, inklusive børn, allerede er begyndt at dø af sult og relaterede tilstande såsom underernæring og infektion. I modsætning til krisen i Darfur for tyve år siden, spænder denne konfliktdrevne sultkrise over hele landet, inklusive hovedstaden Khartoum.
Hungersnødserklæringen bekræfter UNICEFs og andre humanitære organisationers frygt og følger en analyse fra juni, der viste en drastisk nedgang i fødevaresikkerhed og ernæring. UNICEF og FN's World Food Programme (WFP) har advaret om den stigende risiko for befolkningen i Sudan, især for børn, hvis ikke der hurtigt leveres hjælp.
Situationen er kritisk i hele landet, med anslået 730.000 børn, der forventes at lide af livstruende underernæring i år.
Begrænset adgang gør det svært at hjælpe
Alvorligt begrænset humanitær adgang er en af de største grunde til hungersnøden i Zamzam. Mens UNICEF i juli var i stand til at levere livsvigtig behandling til cirka 4.000 alvorligt underernærede børn, betyder den fortsatte mangel på vedvarende, sikker adgang, at behovene forbliver enorme, og at det er uforudsigeligt, hvornår der kan leveres humanitære forsyninger.
"Det her bekræfter vores værste frygt om, at hungersnød på et tidspunkt ville ramme Sudan og de mange hundredetusind børn, der i forvejen lider frygteligt i krigen," siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark. "Hungersnøden er fuldstændig menneskeskabt. Vi opfordrer alle parter til at give det humanitære system uhindret og sikker adgang til børn og familier i nød. Det kan ske ved at ophæve alle restriktioner. Vi skal kunne bruge alle ruter, på tværs af konfliktlinjer og grænser. Sudans børn kan ikke vente. De har brug for beskyttelse, adgang til livreddende ydelser og frem for alt en våbenhvile og fred."
UNICEF, WFP og andre organisationer opfordrer det internationale samfund til at støtte de humanitære indsatser i Sudan finansielt og bruge ethvert diplomatisk værktøj for at opnå en øjeblikkelig våbenhvile. UNICEF har sammen med WFP mobiliseret en storskala humanitær indsats med lokale og internationale partnere, både inden for Sudan og i nabolande, hvor mere end 2 millioner sudanesere er flygtet til i forsøget på at finde sikkerhed.
Redaktionelle noter:
IPC
Integrated Food Security Phase Classification (IPC) er et initiativ, der er støttet af blandt andre FN, EU og hjælpeorganisationer. Formålet er, at det skal være et redskab til at analysere, hvordan fødevaresituationen er et givent sted.
Famine Review Committee (FRC) kan på baggrund af IPC-analyser bekræfte tilstedeværelsen af hungersnød i et givent område.
IPC anvender en skala med fem niveauer for graden af fødevareusikkerhed.
-
Fase 1: Minimal/ingen
-
Fase 2: Presset
-
Fase 3: Krise
-
Fase 4: Nødsituation
-
Fase 5: Katastrofe/hungersnød
Hungersnød er ifølge IPC til stede, når et område har mindst én ud af fem husholdninger, der står over for en ekstrem mangel på mad, mindst 30 procent af børnene lider af akut underernæring, og to personer for hver 10.000dør hver dag på grund af direkte sult eller interaktionen mellem underernæring og sygdom.
Kilde: IPCinfo.org
UNICEFs indsats i Sudan
I 2024 har UNICEF og partnere nået 5,2 millioner børn og familier med rent drikkevand, 3,3 millioner mennesker med kritiske sundhedsforsyninger og næsten 2,8 millioner børn er blevet screenet for underernæring, hvoraf over 133.600 har fået livsvigtig behandling.
UNICEF har sammen med partnere udvidet sine ernæringsfokuserede partnerskaber til 152 lokaliteter over hele Sudan. Ud af de 132 prioriterede lokaliteter er 103 i svært tilgængelige områder på grund af krigen. Alene i maj og juni 2024 blev der oprettet over 170 nye ambulatoriske terapeutiske programmer og der er nu i alt 1.739 af den slags programmer drevet af UNICEF i Sudan. Derudover leverer UNICEF livsvigtige ydelser gennem 70 mobile enheder.
Kontakter
Karen AlbertsenPressemedarbejderUNICEF Danmark
Tlf:+4522350563kalbertsen@unicef.dkFølg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Rettigheder i rygsækken – ny kampagneuge vil styrke trivsel og fællesskaber i skolen3.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag lanceres Rettighedsstafetten; en ny, årligt tilbagevendende kampagneuge i uge 38, der skal få flere børn til at kende deres egne og andres rettigheder. Bag tiltaget står Børnerådet, UNICEF Danmark, Danske Skoleelever, Red Barnet, Institut for Menneskerettigheder, Danske Handicaporganisationer og De Anbragtes Vilkår.
Over 50.000 børn dræbt eller såret i Gaza: UNICEF advarer om ubegribelige rædsler28.5.2025 13:29:22 CEST | Pressemeddelelse
Over 50.000 børn er ifølge rapporter blevet dræbt eller såret i Gaza siden oktober 2023. ’Børnene betaler prisen for en krig uden nåde’; lyder det fra UNICEF.
DSV og UNICEF udvider partnerskab med øget fokus på humanitær indsats for børn26.5.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En udvidelse af partnerskabet mellem DSV og UNICEF vil betyde flere flytransporter til katastroferamte områder og øge adgangen til vitale forsyninger for børn over hele verden.
Børns ret til leg skal ikke gemmes væk21.5.2025 13:10:01 CEST | Pressemeddelelse
Børn og voksne i hele Danmark inviteres til gemmeleg på FN’s Internationale Dag for Leg
UNICEF: Børns trivsel i verdens rigeste lande er faldet markant efter COVID-19-pandemien14.5.2025 09:05:00 CEST | Pressemeddelelse
COVID 19-pandemien forværrede nogle i forvejen bekymrende tendenser blandt børn og unge i verdens rigeste lande: de klarer sig dårligere i skolen, flere er overvægtige, og generelt er de mindre tilfredse med deres liv. Sammenlignet med andre lande udmærker Danmark sig ved at være ét af de bedste lande at være barn i.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum