Moesgaard og Aarhus Kommune barsler med ambitiøs plan om nyt vikingemuseum
Moesgaard og Aarhus Kommune barsler med en ambitiøs vision for etablering af et nyt museum, der skal opføres på Bispetorvet i Aarhus.

Aarhus var en af de første og vigtigste byer i Nordeuropa i vikingetiden. Byen var central i tidens store strømninger og et knudepunkt for global handel.
Men Aarhus’ dybe historie er skjult og ufortalt. Derfor afsøger Aarhus Kommune og Moesgaard Museum muligheden for at skabe et nyt vikingemuseum i verdensklasse på Bispetorvet. En analyse viser, at museet har potentiale til at tiltrække mellem 320.000 og 390.000 gæster årligt.
”Aarhus rummer en helt enestående kulturarv. Som noget ganske usædvanligt har byen bevaret sin originale placering fra 700-årene, og derfor går man bogstavelig talt i vikingernes fodspor, når man går rundt i midtbyen. Vi håber derfor, at vi i samarbejde med Aarhus Kommune får mulighed for at etablere og drive et vikingemuseum i verdensklasse, så vi kan udfolde den fantastiske fortælling, som alt for få kender til,” siger Mads Kähler Holst, direktør på Moesgaard Museum.
Museum genskaber tre torve
Torvene omkring Domkirken har igennem tiden set ud på mange måder, da bygninger er rejst og revet ned. Museet foreslås at ligge, hvor der tilbage i tiden lå en karrébygning.
Tidligere lå Clemens Karré mellem Skt. Clemens Torv og Bispetorvet. Studier viser, at man dengang oplevede de tre torve som forskellige byrum med hver deres funktion. Karréen gav læ for vind, og stueetagen skabte liv med butikker og cafe. Den blev revet ned i 1916, og det har fået betydning for de tre centrale og historiske torve.
”I dag oplever mange, at byrummene er tomme, udflydende og vindblæste. Et nyt vikingemuseum, der i størrelse mimer den gamle karrébygning, vil genskabe de tre torve. Vi kan skabe et nyt og bedre Bispetorv. Jeg synes, at det er en unik mulighed, der kræver stor omhu. Det er vigtigt, at museet og torvene indgår i Aarhus’ fremtidige byliv og bliver et sted i byen, der inviterer aarhusianere og andre besøgende ind,” siger Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus.
For at kunne realisere en ny museumsbygning, skal der udskrives en arkitektkonkurrence, der omfatter museumsbygningen og design af Bispetorv og Skt. Clemens Torv. Inden opførelsen af en ny museumsbygning skal der foretages omfattende arkæologiske udgravninger, som både skal styrke vores viden om Aarhus’ oprindelse og gøre det muligt for fremtidens museumsgæster at se de 1000 år gamle spor fra vikingetiden.
Fakta:
- Et nyt internationalt vikingemuseum på Bispetorvet i Aarhus vil være placeret i hjertet af byens udspringssted og med tæt forbindelse til byens mest markante kulturarv - Aarhus Domkirke.
- Byrummene omkring Skt. Clemens Torv, Bispetorv og Store Torv har gennem historien været mere bebyggede, end de er i dag. Et nyt vikingemuseum på Bispetorv placeret i fodaftrykket fra den tidligere Clemens Karré vil bidrage til at genskabe de tre torve som gode byrum, hvor man har lyst til at være og nyde byen.
- En analyse af besøgspotentialet for en ny vikingeattraktion i Aarhus midtby viser, at et nyt museum har et potentiale på mellem 320.000 og 390.000 besøgende årligt.
- Den nye museumsbygning forventes at skulle have en bygningsvolumen på i alt 3.700 m2, som vil kunne placeres både under og over terræn.
- Det er op til Aarhus Byråd at beslutte, om der skal arbejdes videre med visionen, og sættes gang i et for-projekt. Et for-projekt vil kunne sættes i gang fra 2024/2025 og bl.a. bestå af arkæologiske forundersøgelser, borgerinddragelse, konceptudvikling og en arkitektkonkurrence for museumsbygningen og byrummene omkring.
- Hovedprojektet kan potentielt sættes i gang i 2028 med arkæologiske udgravninger, opførelse af museumsbygning samt indholdsudvikling med henblik på åbning i 2032.
Nøgleord
Kontakter
Naja Kjærgård LaursenPresseansvarlig
Tlf:20447936nkl@moesgaardmuseum.dkBilleder




Links
Moesgaard Museum
Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum, der viser arkæologiske og etnografiske udstillinger i international klasse. Museet forsker i og formidler menneskelivets mangfoldighed i et tæt samarbejde med Aarhus Universitet. Moesgaard Museum omfatter afdelingen i Højbjerg ved Aarhus, Vikingemuseet i Aarhus, Odder og Samsø museer.
Følg pressemeddelelser fra Moesgaard
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Moesgaard
Moesgaard inviterer pressen til åbning af ny særudstilling20.8.2025 10:34:27 CEST | Presseinvitation
Den 8. oktober markerer Moesgaard åbningen af den nye særudstilling 'Kelternes verden.' Journalister er velkomne mod tilmelding.
Oplev vikingetiden til Moesgaard Vikingedage15.7.2025 13:36:40 CEST | Pressemeddelelse
Moesgaard Vikingedage vender tilbage til Moesgård Strand den 24.–27. juli 2025 og byder på en autentisk vikingeverden. Her kan både børn og voksne fordybe sig i spændende aktiviteter, stemningsfulde fortællinger og håndværk fra en svunden tid.
Vikingegravplads fundet nord for Aarhus17.6.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Arkæologer fra Moesgaard har fundet en gravplads fra vikingetiden ved Lisbjerg nord for Aarhus. I gravene er fundet en række spektakulære genstande, som kan tyde på forbindelser til den danske kongemagt.
Moesgaard løfter sløret for de kommende særudstillinger8.5.2025 11:12:12 CEST | Pressemeddelelse
Gæster på Moesgaard kan se frem til tre år med fokus på tre fascinerende verdenshistoriske temaer, som geografisk strækker sig fra Europa til Centralamerika, og som dækker et tidsspænd på mere end tusind år.
Moesgaard modtager stor fondsbevilling til at formidle verdenshistorien31.3.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden har netop bevilliget sammenlagt 24 millioner kroner til at støtte udviklingen af Moesgaards indhold igennem de næste tre år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum