TUBA

March mod Ensomhed går Danmark rundt for at bryde tabuet om ensomhed og en opvækst i en familie med misbrug

Del

Der er emner, der er svære at tale om. Ensomhed og en opvækst med forældre, der drikker, er to af dem. Det vil Patrick Cakirli og Martin Lærke Sørensen ændre på. Fra august til oktober går de gennem Danmark for at sætte fokus på ensomhed og samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling. I år støtter indsamlingen organisationen TUBA, der tilbyder terapi og rådgivning til børn og unge opvokset i familier med alkohol- og stofmisbrug.

Rune Schaadt Moesgaard

Mandag d. 5. august i Kalundborg tager Patrick Cakirli og Martin Lærke Sørensen hul på den 2.000 kilometer lange gåtur Danmark rundt. Formålet er at sætte fokus på ensomhed og unge fra misbrugsramte familier.

”Vi gør det, fordi det er nødvendigt at stå sammen mod ensomhed, og om fællesskabets betydning, når livet gør ondt,” fortæller Patrick Cakirli.

Sidste år gik 18.000 mennesker med på ruten, da March mod Ensomhed indsamlede 230.000 kroner til Livslinien. Initiativet til at sætte fokus på ensomhed, tog Patrick Cakirli en dag i 2017. En dag satte han sig på Københavns Rådhusplads og delte følgende opslag på Facebook: ”Jeg er ensom, og jeg går igennem den sværeste periode i mit liv. Jeg vil sidde på trapperne foran Københavns Rådhus fra klokken 14 til 20…”

Siden da er det gået stærkt. Foreningen Ensomhed Danmark er blevet stiftet, og gåturen er nu blevet til en bevægelse mod ensomhed med en årlig landsindsamling. I år har foreningen med Patrick i spidsen valgt at støtte organisationen TUBA, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til børn og unge, der er vokset op i misbrugsramte hjem.

Børn fra familier med misbrug går alene med deres problemer

”Afhængighed af alkohol- eller stoffer er desværre stadig et stort problem i mange familier. Det er skamfuldt, sårbart og komplekst. Derfor er jeg også glad for, at March mod Ensomhed vil hjælpe med at sætte fokus på netop det. Det er der rigtig mange børn og unge, der har brug for,” mener Kåre Skarsholm, der er landsleder i organisationen TUBA, som hvert år hjælper knap 3.000 børn og unge fra misbrugsramte hjem.

”Børn og unge går alene rundt i årevis, inden de får hjælp. Over halvdelen er over 25 år, når de henvender sig til os i TUBA, og det er til trods for, at de unge i gennemsnittet er omkring 11 år, når det går op for dem, at der er problemer derhjemme,” fortæller Kåre Skarsholm.

I Danmark vokser hvert 10. barn op med mindst én forælder med alvorlige misbrugsproblemer, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Tæt på halvdelen, der henvender sig til TUBA, angiver i en spørgeskemaundersøgelse, at de aldrig har talt med nogen om deres forældres misbrugsproblemer før.

”Det er meget skam forbundet med forældres misbrug. Derfor tøver mange med at række ud. Særligt de helt unge, som også er bange for hvilke konsekvenser det kan få at tale højt om det, der foregår derhjemme. Og det er jo forståeligt,” siger Kåre Skarsholm, og fortsætter:

”Derfor er jeg taknemmelig for, at March mod Ensomhed i år har valgt at støtte TUBA. Opmærksomheden og indsamlingen kommer uden tvivl til at gøre en forskel. På nuværende tidspunkt kan vi langt fra hjælpe alle dem, vi gerne vil, og som henvender sig til TUBA. Som nonprofitorganisation er vi begrænset af midler, vi får. Men hver gang nogen vælger at støtte os, betyder det, at vi får mulighed for at hjælpe flere unge,” siger Kåre Skarsholm,

Tabuer skal brydes i fællesskab

Kåre Skarsholm går med i marchen nogle af dagene, og han håber, at mange andre har lyst til at gå med.

”Jeg håber, at så mange som muligt har lyst til at gå med. Statistisk set kender de fleste af os jo nogen, der har haft misbrug inde på livet på den ene eller anden måde, og som har kæmpet med ensomhed i den forbindelse. Det er på tide, at vi får brudt tabuet,” lyder det fra Kåre Skarsholm.

Også Patrick og Martin opfordrer til at gå med i marchen. Det er netop hele ideen bag.

”Vi går kun, hvis vi får følgeskab. Det er hele formålet med marchen. At vi skal stå sammen om ensomhed. Vi skal ikke gå alene med det, som er svært, hvad end det er traumer fra ens opvækst, der har rod i ensomheden eller noget helt andet. Vi håber, at så mange som muligt har lyst til at gå med,” siger Martin Lærke Sørensen, der i år er blevet en del af marchen og Ensomhed Danmark sammen med Patrick Cakirli.

Marchen slutter d. 11. oktober i Esbjerg. Det er gratis at deltage. Hver aften vil der være fællesspisning og oplæg. Se ruten og læs mere om March mod Ensomhed på hjemmesiden: https://www.marchmodensomhed.dk/.

Nøgleord

Kontakter

Patrick Cakirli, Projektmedarbejder Ensomhed Danmark, 29381588
Martin Lærke Sørensen, Næstforperson i Ensomhed Danmark, 42952515

Billeder

Rune Schaadt Moesgaard
Download
Rune Schaadt Moesgaard
Download
Rune Schaadt Moesgaard
Download

Links

OM TUBA

TUBA har eksisteret siden 1997 og er specialiseret i at hjælpe og yde terapeutisk behandling til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug. Hyppige senfølger efter en opvækst præget af forældres misbrugsproblemer er depression, angst, selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser og PTSD-symptomer.

TUBA har ca. 50 ansatte psykologer og psykoterapeuter samt 130 tilknyttede frivillige, som alle er uddannet psykolog/psykoterapeut.

TUBA har 33 afdelinger fordelt rundt i landet. TUBA tilbyder onlinerådgivning og individuel- og gruppeterapi. Som noget helt nyt kan unge mellem 18 og 24 år komme i onlineterapi fra august. Foruden rådgivning og terapi har TUBA også en skriveskole, en sommerhøjskole og et læringstilbud til forældrepar. Læs mere om TUBAs arbejde på tuba.dk

OM MARCH MOD ENSOMHED

Hvert år, fra august til oktober, går Patrick Cakirli 2.000 kilometer gennem Danmark i den gode sags tjeneste. Det er gennem årene blevet til March mod Ensomhed.

Formålet er at sætte fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring, såvel som at samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling, som hvert år bidrager til Ensomheds Danmarks folkeoplysende arbejde, herunder March mod Ensomhed. For hver en krone, der indsamles, donerer Ensomhed Danmark 50 øre til en særlig udvalgt organisation, som forebygger og afhjælper ensomhed.

Konceptet for March mod Ensomhed betyder, at Patrick ikke må gå, medmindre han får følgeskab, ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlig i kampen mod ensomhed.

Patrick Cakirli er selv gået igennem store dele af tilværelsen med ensomheden som sin eneste følgesvend. I 2017 gik han sin første March mod Ensomhed, og tusindvis af danskere har siden da sluttet sig til marchen på de danske landeveje. Alene i 2023 fik Patrick følgeskab af mere end 18.000 mennesker i løbet af turen.

Læs mere og marchen og se ruten på: https://www.marchmodensomhed.dk/

Følg pressemeddelelser fra TUBA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TUBA

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye