Puljen til energifællesskaber genåbner
5.7.2024 09:59:50 CEST | Energistyrelsen | Pressemeddelelse
Fra den 12. august 2024 bliver det igen muligt at søge om tilskud fra puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling. Puljen indeholder i alt 4,4 mio. kr. i 2024. Energistyrelsen afholder et virtuelt informationsmøde om tilskudspuljen den 6. august 2024.
Puljen til energifællesskaber genåbner den 12. august 2024, og i 2024 er der 4,4 mio. kr. i puljen. Der kan søges tilskud til større projekter med deltagelse af energifællesskaber og til informationskampagner om vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet. De gennemførte projekter skal fremme den lokalt forankrede grønne omstilling og er et vigtigt lokalt supplement til den markante udbygning med vedvarende energi.
Bekendtgørelsen om tilskudspuljen er blevet justeret, vejledningen til ansøgningen og retsgrundlaget er blevet udvidet på en række områder, og for de større projekter er der dels udarbejdet skabeloner for budget og regnskab, dels justeret på pointskalaen, som projekterne rangeres efter.
Hvad er et energifællesskab?
Energifællesskaber er en samlebetegnelse for borgerenergifællesskaber og VE-fællesskaber, som er en sammenslutning af aktører, som bl.a. kan beskæftige sig med forbrug, produktion, lagring og levering af energi. Det kunne eksempelvis være fleksibelt forbrug af energi fra solceller, en lokal vindmølle eller en varmepumpe eller lagring af egenproduceret strøm i et batteri, der kan give miljømæssige og økonomiske fordele for et lokalt fællesskab.
Hvilke projekter kan opnå tilskud?
Der kan søges tilskud til en af følgende projekttyper pr. ansøgningsrunde:
- Informationsprojekter om vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet.
Ansøgere kan søge tilskud til informationskampagner, der spreder viden om vedvarende energiløsninger i lokalsamfundet, f.eks. hvordan disse kan etableres og de juridiske, økonomiske og tekniske krav forbundet hermed. - Større projekter med deltagelse af mindst et energifællesskab.
Ansøgere kan søge tilskud til at planlægge, etablere og organisere inspirationseksempler på projekter, som et energifællesskab kan beskæftige sig med og eksempelvis i samarbejde med en kommune, en el-, varme- eller køleforsyningsvirksomhed eller et fjernvarmeselskab være med til at udvikle løsninger på, så borgere og virksomheder kan producere, dele og forbruge deres egen vedvarende energi på en smart og effektiv måde. Projekterne skal understøtte mindst ét af del-formålene angivet for puljen.
4,4 millioner kroner i puljen i 2024
I 2023 fik i alt 9 projekter tilsagn fra puljen for et samlet beløb på 2.993.366 kr.
I 2024 er der afsat 1,4 mio. kr. til informationsprojekter og 3,0 mio. kr. til større projekter.
Informationsprojekter kan søge om tilskud for mellem 10.000 kr. og 200.000 kr. Større projekter kan søge om tilskud for mellem 20.000 kr. og 750.000 kr.
Hvem kan søge?
Det er en projektadministrator, der søger tilskud på vegne af en projektorganisation. Det er et krav, at projektadministratoren kan defineres som en virksomhed med tilhørende CVR-nummer. Projektorganisationen kan herudover indeholde aktører som eksempelvis en kommune, en forening, en NGO, et universitet eller en til flere virksomheder m.m. Hvis man søger tilskud til et større projekt, er det et krav, at projektorganisationen indeholder minimum et allerede etableret energifællesskab eller en gruppe af borgere eller virksomheder, der planlægger at etablere et energifællesskab.
Sådan søger du
Energistyrelsen indkalder ansøgninger til puljen via Statens-tilskudspuljer.dk. Ansøgningen skal indsendes digitalt via en ansøgningsportal. Linket til ansøgningsportalen vil være tilgængeligt på Statens-tilskudspuljer.dk samt Energistyrelsens hjemmeside omhandlende tilskudspuljen, inden ansøgningsrunden åbner.
Energistyrelsens skabeloner, der skal anvendes ved ansøgning om tilskud fra puljen, er tilgængelige på Energistyrelsens hjemmeside omhandlende tilskudspuljen.
Læs mere
På Energistyrelsens hjemmeside omhandlende tilskudspuljen kan du læse mere om tilskudsordningen. Her finder du også den reviderede bekendtgørelse, Energistyrelsens vejledning til reglerne og ansøgningen samt Energistyrelsens skabeloner, der skal anvendes ved ansøgning om tilskud fra puljen.
Kom til webinar om puljen
Energistyrelsen afholder et virtuelt informationsmøde (webinar) om tilskudspuljen den 6. august 2024 kl. 14:00-15:30.
Formålet med informationsmødet er at give et nærmere indblik i ansøgningsprocessen og et overblik over de særlige forhold, du som ansøger skal være opmærksom på, når du søger om tilskud fra puljen.
Tilmelding til webinaret sker ved at sende en e-mail til efs@ens.dk senest den 5. august 2024 kl. 10:00.
Kontakt:
Fuldmægtig Gitte Morsund, tlf: 33 92 74 81, e-mail: gtmd@ens.dk
Chefkonsulent Meranjani Uthayasanger, tlf: 33 92 79 04, e-mail: meu@ens.dk
Kontakter
Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Tlf:33 95 08 00presse@ens.dkEnergistyrelsen
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.
Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Energistyrelsen offentliggør konsulentanalyse om nye atomkraftteknologiers potentiale i det danske energisystem5.2.2026 08:58:04 CET | Pressemeddelelse
Energistyrelsen offentliggør i dag ”Analyse af SMR-teknologiers indpasning og effekter i det danske energisystem” udarbejdet af Ea Energianalyse og Technical Research Centre of Finland. Konsulentanalysen afdækker muligheder og begrænsninger i forhold til små modulære atomkraftreaktorer i et fremtidigt dansk energisystem domineret af vind og sol, og er et fagligt input til regeringens samlede analyse.
Varmepumpepuljen 2026 åbner i dag med enklere regler og højere tilskud5.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
I dag kl. 10 åbner Energistyrelsens varmepumpepulje med nye og forbedrede muligheder for husejere, der ønsker en grønnere og mere økonomisk varmeløsning. Puljen giver nu et fast tilskud på 27.000 kr., uanset om du vælger luft-til-vand eller jordvarme mod 17.000 kroner i 2025, hvis man søgte tilskud til en luft-til-vand varmepumpe.
To bud modtaget til milliardpuljen for CO2-fangst og lagring4.2.2026 14:44:43 CET | Pressemeddelelse
Der var i dag frist for afgivelse af endelige bud til puljen på 28,7 milliarder kroner til CO2 fangst og lagring. Energistyrelsen har modtaget to bud.
Ny kortlægning sikrer hurtigere udbygning af havvind i Danmark29.1.2026 09:30:30 CET | Pressemeddelelse
Energistyrelsen offentliggør i dag en screening af områder til havvind i Danmark. Kortlægningen kombinerer som den første i verden en detaljeret følsomhedskortlægning af en lang række miljøemner med geologi og arealinteresser. Det kan bane vejen for en hurtigere udbygning af fremtidens havvindmølleparker.
Frist for endelige bud til puljen for CO2-fangst og lagring udskydes26.1.2026 17:18:26 CET | Pressemeddelelse
Energistyrelsen har valgt at rykke fristen for afgivelse af endelige tilbud til puljen for CO2-fangst og lagring til d. 4. februar 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum