Plettet toprovdyr er presset af grinende flokjæger – og det er vores skyld

Hvem er stærkest? Leoparden eller hyæne-flokken? Og hvem af dem er bedst venner med os mennesker?

Det har forskere fra Københavns Universitet nærstuderet i et stort østafrikansk naturområde, der er omgivet af landbyer. Og studiet viser, at menneskers tilstedeværelse har en direkte indflydelse på konkurrenceforholdet mellem de to store rovdyr: Leoparden – det ikoniske plettede kattedyr versus hyænen - flokjægeren kendt for sit komiske udseende og karakteristiske ’grin’.

”Vi mennesker bliver ved med at æde os ind på den smule vilde natur, der er tilbage i verden. Og når vi gør det, påvirker vi dyrelivet. Studiet her viser, at menneskelige forstyrrelser skubber til balancen imellem konkurrerende arter og giver hyæner en fordel,” siger Rasmus W. Havmøller, der er førsteforfatter til studiet og postdoc ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

Han og tre andre forskere har ved hjælp af kamerafælder gennem mange måneder observeret dynamikkerne mellem de hyæner og leoparder, der lever i Udzungwa-bjergene i Tanzania - en cirka 2.000 km² stor nationalpark, som er helt omringet af landbrug og beboede områder. Studiet er det første, som kombinerer kameraobservationer af store rovdyr i både tid og rum.

Hvor hyænen som art lader til at være i fremgang, har bestanden af leoparder været i markant nedgang i årtier både i Afrika og på verdensplan. Da hyænerne er leopardernes eneste konkurrent i dette naturområde, er de to arters evne til at sameksistere vigtig for deres overlevelse. Og her er lokalbefolkningen altså en væsentlig faktor:

”Lokalbefolkningen bryder sig bestemt ikke om leoparder, og derfor trækker leoparderne sig længst muligt væk fra mennesker. Hyænerne drager derimod nytte af, at mennesker ikke føler sig truet af dem og ikke forfølger dem. Derfor lever hyænerne tæt op ad de menneskelige beboelser og udnytter måske endda mennesker som skjold mod leoparderne,” fortæller Rasmus W. Havmøller.

”Men områderne tæt på mennesker er også de områder, hvor der er flest byttedyr. Og fordi hyænerne så overtager disse områder, øger det deres mulighed for at udkonkurrere leoparderne og truer potentielt leopardens tilpasningsevne,” siger Havmøller videre.

Størrelsen betyder noget

Forskernes observationer bekræfter, at også størrelsen betyder noget. For hvor hanleoparderne, som er større end hyænerne, bevarer deres dominerende position, står det anderledes til med hunleoparderne, som er mindre end hyænerne.

”Selvom hanleoparderne er dem, der bestemmer, bliver hyænerne ikke ligefrem skræmt væk af dem, men holder sig blot i baggrunden – nok fordi de kan følge efter dem og stjæle deres bytte. Men hyænernes fysiske underlegenhed ser så ud til at blive opvejet i de områder, der er tættest på mennesker, fordi hanleoparderne fortrækker,” siger Rasmus W. Havmøller og fortsætter:

”Hunleoparderne derimod ændrer fuldstændig adfærd, hvis der er hyæner i området. Så bliver de dagsaktive, hvor hyænerne primært er nataktive. Det skyldes formentlig, at hunleoparderne er mindre i kropsstørrelse end hyænerne, og at de derfor med al sandsynlighed vil tabe i en slåskamp over byttedyr.”

Samlet set nyder hyænerne altså fordel af at bo i nærheden af mennesker, viser studiet.

”Det tyder på, at hyænens evne til at tilpasse sig områder med menneskelig aktivitet kan styrke dens generelle succes som art og dens konkurrencefordel over for andre store rovdyr i takt med, at vi mennesker forstyrrer naturen mere og mere,” siger Havmøller.

Pressede leoparder kan føre til kaskadeeffekter

Og hunleopardernes ændrede jagtmønster kan få negative konsekvenser for dem, vurderer forskeren:

”Hvis man åbner for mere turisme og bygger flere veje i nationalparken, vil hunleoparderne umiddelbart blive pressede, fordi de kan ikke kende safariturister – som er mest aktive om dagen - fra krybskytter. Over tid vil de nok lære, at safarifolkene ikke er farlige, men sker der et stort og hurtigt indryk i området, vil man formentlig se en nedgang i bestanden,” siger Rasmus W. Havmøller.

Skulle det ske, at leoparden for alvor bliver presset ud af fødekæden, skal man forvente såkaldte kaskadeeffekter i økosystemet:

”Hvis du plukker et stort rovdyr som leoparden ud af fødekæden, hvilket kan være den yderste konsekvens af menneskelige forstyrrelser, så får man nogle meget voldsomme effekter. Arter som fx visse aber, der i dag holdes nede i antal af leoparder, vil pludselig blive for mange og ændre balancen i hele økosystemet,” siger forskeren.

Han håber derfor, at studiet vil være med til at mane til besindighed, når det gælder forvaltningen af naturområder.

”Vores resultater peger tydeligt på, at menneskelige forstyrrelser kan ændre konkurrenceforholdet mellem vigtige rovdyr. Så jeg håber, at man vil tage hensyn, når man udbygger aktiviteter i naturområder og udrulle dem langsomt, så dyrene har en chance for at tilvænne sig. Derudover ville det være godt, hvis man flere steder følger effekterne af de menneskelige forstyrrelser med kamerafælder,” slutter Rasmus W. Havmøller.

HYÆNEN VS. LEOPARDEN 

• Leoparder er upopulære blandt lokalbefolkninger mange steder, fordi de kan finde på at jage husdyr og angribe mennesker. Hyæner, derimod, ”rydder op” ved ofte at æde syge eller selvdøde husdyr og udgør ikke et problem for mennesker.
• Hunleoparder (ca. 20-43 kg.) er cirka halvt så store som hanleoparder (ca. 51-72 kg.), mens hyæner ligger midt imellem vægtmæssigt (ca. 48-56 kg.).
• Leoparder er solojægere, mens hyæner jager i store flokke (klaner), hvilket kan være en fordel for hyænerne i konfrontationer med leoparder.
• Hyæner kleptoparasiterer, hvilket betyder, at de jævnligt stjæler andre rovdyrs – bl.a. leoparders - bytte.
• Leoparden har den fordel, at den er dygtig til at klatre i træer, hvor den ofte gemme sit bytte, og hvor hyænernes ikke kan nå det.

OM STUDIET:

• Forskerne bag studiet er: Rasmus W. Havmøller og Linnea W. Havmøller fra Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet; Arielle W. Parsons fra Lincoln Park Zoo, USA samt Roland Kays fra North Carolina State University, USA.
• Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Ecosphere.
• Forskningen er støttet af Villum Fonden og EU’s Horizon 2020-program.