Beviserne hober sig op: Mennesket stod bag udryddelsen af store pattedyr

Debatten har raset i årtier: Var det mennesker eller klimaforandringer, som udryddede de mange arter af store pattedyr, fugle og krybdyr, der er forsvundet fra Jorden de sidste 50.000 år?

Med store menes her dyr, der vejede mindst 45 kg. – de kaldes megafauna. Mindst 161 arter af pattedyr blev udryddet i perioden. Det er så mange, som der foreløbig er fundet rester af.

Værst er det gået ud over de allerstørste af dem. De landlevende planteædere, der vejer over et ton. Megaherbivorerne.

For 50.000 år siden fandtes der 57 arter af megaherbivorer. Kun 11 af dem eksisterer endnu. Disse 11 arter er også gået voldsomt tilbage i antal – blot ikke så meget, at de er helt udryddet.

Nu konkluderer en forskergruppe fra Danmarks Grundforskningsfonds Center for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere (ECONOVO) på Aarhus Universitet, at de mange forsvundne arter blev jaget til udryddelse af mennesker.

Mange forskellige forskningsfelter

Det gør de i en review-artikel, som er inviteret af og offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cambridge Prisms: Extinction. En review-artikel er en artikel, der sammenfatter og analyserer allerede publiceret forskning indenfor et forskningsfelt.

I dette tilfælde har forskerne fra Aarhus Universitet inddraget flere forskningsfelter – både studier, der direkte handler om de store dyrs uddøen som f.eks.:

• Hvornår uddøde arterne
• Dyrenes fødevalg
• Krav til klima og levested
• Genetiske estimater for fortidige bestandsstørrelser
• Spor efter menneskers jagt

og en bred vifte af studier inden for andre emneområder, som er nødvendige for at forstå fænomenet som f.eks.:

• Klimahistorien over de sidste 1-3 mio. år
• Vegetationshistorien de sidste 1-3 mio. år
• Udvikling og dynamik i faunaen over de sidste 66 mio. år
• Arkæologiske data om menneskets ekspansion og levevis, f.eks. fødevalg

Klimaforandringer spillede en mindre rolle

De dramatiske klimaændringer i den seneste mellemistid og istid (den periode, som kaldes sen pleistocæn, for 130.000 til 11.000 år siden), påvirkede helt sikkert bestande og udbredelser af både store og små dyr og planter verden over. Men der sås kun stor uddøen blandt de store dyr, og især blandt de allerstørste.

En vigtig observation er, at de forrige og mindst lige så dramatiske is- og mellemistider over de sidste par millioner år ikke forårsagede et selektivt tab af megafauna. Især i begyndelsen af istidsperioden medførte de nye kolde og tørre forhold stor uddøen i visse regioner, f.eks. træer i Europa.  Men altså ingen selektiv uddøen af de store dyr.

"De store og meget selektive tab af megafauna over de sidste 50.000 år er unikt for de sidste 66 millioner år. Tidligere perioder med klimaforandringer førte ikke til store, selektive udryddelser, hvilket taler imod en vigtig rolle for klimaet i megafaunaens uddøen," siger professor Jens-Christian Svenning. Han leder ECONOVO og er artiklens hovedforfatter. Han tilføjer: “Et andet markant mønster, der taler imod en rolle for klimaet, er, at den nylige uddøen af megafauna ramte lige så hårdt i klimatisk stabile områder som i ustabile områder.”

Effektive jægere og sårbare kæmper

Arkæologer har fundet fælder beregnet til meget store dyr, og isotopanalyser af fortidsmenneskers knogler og proteinrester fra spydspidser viser, at de jagede og spiste de allerstørste pattedyr.

Jens-Christian Svenning tilføjer:

"De tidlige moderne mennesker var effektive jægere af selv de allerstørste dyrearter, og havde helt klart evnen til at reducere bestandene af store dyr. Disse store dyr var og er særligt sårbare for overudnyttelse, fordi de har lange drægtighedsperioder, får ganske få unger ad gangen, og er mange år om at blive kønsmodne.”

Analysen viser, at menneskers jagt på store dyr som mammutter, mastodonter og kæmpedovendyr var udbredt og konsekvent over hele verden.

Den viser også, at arterne uddøde på meget forskellige tidspunkter og med forskellig hastighed rundt om i verden. I nogle lokale områder gik det ret hurtigt, andre steder tog det over 10.000 år. Men alle steder er det sket efter, at det moderne menneske ankom, eller for Afrikas vedkommende menneskets kulturelle fremkomst.

…i alle typer miljø

Arter uddøde på alle kontinenter undtagen Antarktis og i alle økosystemtyper, fra tropisk skov og tropisk savanne til middelhavs- og tempereret skov og steppe til arktiske økosystemer.

”Mange af de uddøde arter kunne trives i forskellige typer af miljøer. Derved kan deres uddøen ikke forklares ved, at klimaændringer fik en bestemt økosystemtype til at forsvinde, som f.eks. mammutsteppe – som også kun husede et fåtal af megafaunaarter,” forklarer Jens-Christian Svenning. “Langt de fleste af arterne fandtes under tempererede til tropiske forhold og burde faktisk have haft fordel af opvarmningen ved sidste istids afslutning”.

Konsekvenser og anbefalinger

Forskerne påpeger, at tabet af megafauna har haft dybtgående økologiske konsekvenser. Store dyr spiller en central rolle i økosystemer ved at påvirke vegetationens struktur (f.eks. balance mellem tæt skov og åbne områder), spredning af frø og omsætning af næringsstoffer, og deres forsvinden har resulteret i markante ændringer i økosystemstrukturer og funktioner.

"Vores resultater understreger behovet for aktive bevarings- og restaureringsindsatser. Ved at genindføre store pattedyr kan vi hjælpe med at genoprette økologiske balancer og støtte biodiversiteten, som jo netop er udviklet i økosystemer, der var rige på megafauna," siger Jens-Christian Svenning.

_____________________________________________________________________

FAKTA:
Tallene over uddøde og overlevende arter kommer fra den frit tilgængelige database PHYLACINE 1.2.1, der kortlægger pattedyrs udbredelse og artsliste over alle eksisterende og uddøde pattedyr gennem de sidste 129.000 år. Du kan læse mere om den her.