Vallensbæk Kommune

Endnu mere skov på vej i Vallensbæk

Del

Nyt ønske om at plante skov i Vallensbæk.

Tyndt egetræ står i bar jord med rækker af andre nyplantede træer bag sig.
For nylig blev der rejst et nyt sammenhængende skovområde ved Vallensbæk Kirke. Nicky Persson / Vallensbæk Kommune

46.200 træer er netop lige blevet plantet i den nye Vallensbæk Kirkeskov, men nu er endnu mere skov på vej i Vallensbæk Kommune. Denne gang er det regeringen, der går forrest med hele 50 mio. kr. til at rejse skov forskellige steder i Hovedstadsområdet, herunder også et nyt mindre skovområde på 4,5 hektar ved Vallensbæk Landsby.

En enig kommunalbestyrelse har nikket til, at kommunen nu sælger jorden til Naturstyrelsen, så staten allerede fra 2025 kan gå i gang med at plante en ny bynær statsskov.

- Regeringens ønsker om bynære grønne områder ligger jo rigtig godt i tråd med den vision, vi har i Vallensbæk om et grønt byliv. Samtidig har træer en masse sidegevinster i forhold til klimaområdet, og derfor er vi rigtig glade for at få en ny statsskov i Vallensbæk, siger borgmester i Vallensbæk Henrik Rasmussen.

Skal ligge ved landsbyen

Området, der er tale om, ligger nordvest for landsbyen i området omkring Søholmstien og Holbækmotorvejen. I området ligger der to folde, som Rideakademiet i dag benytter, men de vil med salget bliver lidt mindre fremadrettet.

Dermed bliver området, man ønsker at sælge til Naturstyrelsen, på i alt 4,5 hektar, hvad der svarer til 45.000 kvm. Salget vil betyde en indtægt på ca. 900.000 kr. og følger den normale takst for bynær landbrugsjord, som bliver givet ved ekspropriation.

Fakta

  • Området i Vallensbæk er langt fra det eneste nye skovområde, staten og Naturstyrelsen er i gang med at etablere. Det er nemlig afsat 50 mio. kr. til skovrejsning frem mod 2025 i Hovedstadsområdet på statens finanslov for 2022. Det er et led i regeringsudspillet kaldet ”Tættere på - Grønne byer og en hovedstad i udvikling”.
  • Naturstyrelsen vil stå for tilplantning, udstykning og udgifter forbundet med etableringen af den nye skov, ligesom Naturstyrelsen efterfølgende vil vedligeholde og pleje området.
  • Naturstyrelsen har fokus på biodiversitet, når de planter skoven. Derfor vil skovrejsningen understøtte Vallensbæk kommunes grønne klimaplan, som har målsætninger om både mere biodiversitet, mere CO2-opsamling og spændende naturoplevelser for borgerne.

Nøgleord

Kontakter

Om Vallensbæk Kommune

Vallensbæk er en kommune i vækst med cirka 18.000 indbyggere, fordelt på 9,15 km2.

Kommunen tilbyder med sin gode infrastruktur og unikke placering på Københavns Vestegn, optimale muligheder for at komme til og fra job, gode indkøbsfaciliteter, fleksible pasningsmuligheder, optimale betingelser for et sundt og aktivt fritidsliv og fokus på nære relationer og tidssvarende boliger. Store rekreative naturområder omkring landsbyen og ved Strandparken i syd, hvor der også er en lystbådehavn, gør, at man føler sig på landet midt i storbyen.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye