Stiesdal

Stiesdal udvider ejerkredsen med Chr. Augustinus Fabrikker – en investering i grønne danske arbejdspladser

Del

Den danske klimateknologivirksomhed Stiesdal udvider sin ejerkreds med Chr. Augustinus Fabrikker, et fondsejet investeringsselskab med fokus på ejerskab af danske virksomheder.

Stiesdal har i de senere år markeret sig inden for klimateknologi med lanceringen af tre selvstændige teknologier:

  • Elektrolyseanlæg: Stiesdals tre første 3 MW elektrolyseanlæg er i drift og blev leveret til danske kunder i 2023 og 2024. Virksomhedens elektrolyseteknologi er målrettet produktion af grøn brint og er designet med henblik på at skabe konkurrencedygtige Power-to-X (PtX)-løsninger.
  • SkyClean-pyrolyse: Kombinerer fangst af CO2 fra atmosfæren ved hjælp af biokul med produktion af grøn energi. Det første fuldskala 20 MW SkyClean-anlæg er opført og befinder sig i den afsluttende kommissioneringsfase.
  • Fundamenter til flydende havvindmøller: Virksomhedens Tetra-teknologi er en teknologi til masseproduktion af flydefundamenter til havvindmøller. Flydende havvind muliggør en global udbredelse af offshore vindenergi. Virksomhedens flydende havmølle TetraSpar Demonstrator har været i fuld drift på 200 meters havdybde ud for Norge i to et halvt år.


Stiesdals klimateknologier er designet med henblik på global skalering med udgangspunkt i dansk produktion. Virksomheden er nu nået til et punkt, hvor de tre teknologier er klar til markedet, og med tilføjelsen af Chr. Augustinus Fabrikker til ejerkredsen styrkes Stiesdals muligheder for udnyttelse af skaleringspotentialet i virksomhedens produkter.

"Vi er begejstrede for at få Chr. Augustinus Fabrikker som ny medejer. Med deres engagement og ressourcer kommer vi til at accelerere udviklingen af virksomheden," udtaler Jacob Nørgaard Andersen, administrerende direktør i Stiesdal. ”Vi står overfor en skalering af Stiesdals brintforretning og en udbygning af vores SkyClean-pyrolyseteknologi, og her bidrager Chr. Augustinus Fabrikkers investering til, at vi kan realisere vores teknologiers fulde potentiale både herhjemme og internationalt.”

For Chr. Augustinus Fabrikker repræsenterer partnerskabet med Stiesdal en investeringsstrategi med langsigtet fokus på vækst i dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser.

"Vi tror på, at Stiesdal med deres banebrydende koncepter inden for grøn omstilling kan skabe viden, vækst og arbejdspladser, som ikke bare gavner Danmark, men verden. Det er en virksomhed, som både har stort kommercielt skaleringspotentiale og samtidigt potentiale til at levere et væsentligt bidrag til den globale grønne omstilling. Vi ser meget frem til, i fællesskab med kompetente, ambitiøse og dedikerede kræfter hos Stiesdal, at kunne løfte denne lovende danske virksomhed videre på sin grønne vækstrejse”, udtaler Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker.

Med investeringen tilføjer Chr. Augustinus Fabrikker endnu et nyt ejerskab til sine scale investeringer, hvor der samlet er afsat 2 mia. kr. til at bakke op om lovende danske vækstvirksomheder med globalt potentiale.

Stiesdal har på tre år udviklet et innovativt elektrolyseanlæg, som er særligt velegnet til drift med vedvarende energikilder og dermed produktion af grøn brint. Det er en satsning, som imødekommer den globale efterspørgsel på grøn brint og bæredygtige løsninger til tung industri gennem PtX.

Stiesdals pyrolysebaserede SkyClean-teknologi udgør et markant bidrag til at nedbringe landbrugets CO2-udledninger. Både på hjemmemarkedet og i udlandet oplever virksomheden et stigende fokus på teknologien, som repræsenterer en af de mest omkostningseffektive metoder til fangst og lagring af CO2.

”Vi er meget tilfredse med at kunne byde Chr. Augustinus Fabrikker velkommen i ejerkredsen," udtaler Stiesdals bestyrelsesformand Kim Bøttkjær. "Chr. Augustinus Fabrikker er en investor, som vi deler visioner og værdier med, og deres tilstedeværelse styrker vores position betydeligt. En robust og solid ejerkreds er afgørende for en virksomhed som vores, der har forpligtet sig til at udvikle og levere nøgleteknologier til den internationale grønne omstilling.”

Nøgleord

Kontakter

Om Stiesdal

Stiesdal er en klimateknologi-virksomhed med hovedkontor i København og afdelinger i Give og Aarhus. Virksomhedens formål er at udvikle løsninger til bekæmpelse af klimaforandringerne. Stiesdal har tre datterselskaber, som hver især har specialiseret sig i forskellige områder inden for grøn teknologi. Datterselskabernes aktiviteter omfatter flydende havvind, brintelektrolyse og fangst og lagring af CO2 integreret med produktion af grøn energi. Virksomheden har cirka 140 ansatte.

Se mere her: www.stiesdal.com

Om Chr. Augustinus Fabrikker

Chr. Augustinus Fabrikker er et fondsejet investeringsselskab med et bredt ejerskab i danske erhvervsvirksomheder. Chr. Augustinus Fabrikker arbejder ud fra en filosofi om at være engagerede ejere med fokus på langsigtet værdiskabelse i danske virksomheder med internationalt udsyn. Med en balance på over 36 mia. kr. gør afkastet fra Chr. Augustinus Fabrikkers investeringer det muligt at sikre Augustinus Fondens uddelingskapacitet og filantropiske aktiviteter og samtidig geninvestere aktivt i dansk erhvervsliv.

Se mere her: www.augustinusfabrikker.dk

Følg pressemeddelelser fra Stiesdal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Stiesdal

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye