Over 30 millioner til fremtidens forsvarsteknologi
Det myldrer med danske idéer om, hvordan teknologi kan understøtte fremtidens forsvarsopgaver – alt fra landminedetektion og droner i arktiske redningshelikoptere til grønt brændstof og overvågning under vandet. Nu får 28 lovende projekter på tværs af forskning og industri mere end 30 millioner af Nationalt Forsvarsteknologisk Center.
Sammenlagt er mere end 30 millioner kroner på vej til en stribe danske projekter, der skal udvikle fremtidens forsvarsteknologiske løsninger. Blandt modtagerne af forskningsmillionerne er et overvågningsnetværk for kritisk infrastruktur under vandet, et dronesystem til redningshelikoptere i arktiske områder, landminedetektion baseret på terahertz-lys, forsøg med metanol som brændstof i forsvarsenheder af hensyn til både klima og forsyningssikkerhed samt udviklingen af en "digital tvilling", der kan afhjælpe skader i forbindelse med soldaters fysiske træning.
Et af de projekter, der modtager støtte, er Terra Salva, som DTU driver i samspil med SDU og virksomhederne CurHumBra Consulting ApS, GLAZE Technologies og Adamant Surface Technology. Forskerne er i gang med at udvikle et landmine-detektionssystem baseret på elektroniskmagnetisk stråling ved terahertz-frekvenser, hvilket også kan kaldes fjern-infrarødt lys. For eksempel kan fjern-infrarødt lys bruges til at identificere sprængstoffer, og det kan trænge gennem stort set alle materialer udover metal og flydende vand, hvilket gør det muligt at finde nedgravede landminer, som er lavet af f.eks. plastik eller keramik.
- På vores innovationslaboratorium er vi allerede gode til at lave instrumentering, der kan bruges uden for laboratoriet, og nu er vi så i gang med at udvikle instrumentering, der kan bruges under vanskelige forhold. Så hen mod slutningen af næste år regner vi med at kunne sende en drone ud, som under svære forhold kan finde miner. Lige nu handler det i høj grad om at få finansieringen på plads til at kunne brede det ud sammen med vores kommercielle partner, for når udviklingsarbejdet er i mål, skal udstyret implementeres på et dronefartøj, forklarer Simon Jappe Lange fra DTU.
- Tanken om at bruge fjern-infrarødt lys til landmine-detektion er tænkt før, men andre har ikke været i stand til at lave det, så det kan tages ud af laboratoriet. Det er lykkedes for os, så vi kan faktisk få gavn af mange andre forskeres opdagelser, når vi tager dem med ud og omsætter det i virkeligheden, siger Simon Jappe Lange.
Det er Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC), der har fordelt midlerne til 28 projekter, og fælles for de nye forsvarsteknologiske projekter er, at de i fremtiden kan være med til at styrke forsvar og sikkerhed både i Danmark og i vores alliancer med EU og NATO.
- Vi er stadig et godt stykke vej fra EU-målet om at anvende to procent af forsvarsbudgettet på forskning og innovation, og faktisk investerer Danmark langt mindre end vores nabolande. Men potentialet er stort, hvis vi bygger videre på vores styrkeområder, fortæller NFC’s direktør Lars Bo Larsen.
- Og i en tid med geopolitiske spændinger kan flere midler til forskning i forsvarsteknologier være en af de mest effektive måder at placere Danmark på det sikkerhedspolitiske landkort.
Aftalepartier bag Forskningsreserven for 2024 besluttede i november, at NFC skulle have ansvaret for at udmønte midler til at understøtte kompetence- og kapacitetsopbygning i forskningsmiljøet, og der blev afsat 29,5 millioner kroner til forsknings- og innovationsaktiviteter inden for forsvarsteknologi. Oveni har NFC finansieret 5 millioner kroner til såkaldte forprojekter, der peger frem mod kommende forskningsprojekter. Det er ikke alle 28 projekter, der offentliggøres i forbindelse med fordelingen af midlerne, da visse projekter kræver diskretion.
Nationalt Forsvarsteknologisk Center er et fælles initiativ med deltagelse af alle landets universiteter og alle GTS-institutter (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter), og centrets formål er at bidrage til et kritisk teknologisk løft af Forsvaret og dansk forsvarsindustri. Det skal ske gennem partnerskaber, der samtænker teknologisk innovation med civile, militære, politiske og økonomiske hensyn, og en del af planen er at gøre Danmark til en markant vidensaktør inden for forsvars- og sikkerhedsteknologi. NFC’s generelle opgave er at bygge bro mellem Forsvaret, forskningsverdenen og industrien, og Danmark har i forvejen styrkepositioner inden for områder som kunstig intelligens og droneteknologi, der bliver afgørende for fremtidens forsvar.
Et andet af de projekter, der er blevet tildelt to millioner kroner, handler om at planlægge og udvikle overvågningsløsninger under vandet. Det er Aalborg Universitet, der driver projektet i samspil med Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Dansk Hydraulisk Institut og Force Technology, og målet er en robust og pålidelig teknologisk strategi for undervandsovervågning for at kunne beskytte kritisk infrastruktur i danske territorier.
- Vi er gået sammen i et ret stort konsortium bestående af universiteter og GTS-institutter, så vi tilsammen dækker hovedparten af undervands forskning i Danmark. Den store drøm er, at vi står stærkere som nation, fordi vi står sammen - politikere, industri og forskningsinstitutioner, fortæller projektleder Simon Pedersen.
- Vi skal i gang med at afdække, hvad man inden for nogle forskellige områder kan gøre, og hvad man bør investere i. Så det vil handle om en række teknologier såsom ubemandede undervandsfartøjer, kabelmonitorering, og lyttestationer med undervandsmikrofoner. For eksempel skal vi ikke nødvendigvis udvikle nye undervandsmikrofoner, men vi skal have undersøgt, hvor de skal placeres, samt hvordan de bedst anvendes i samspil med de øvrige eksisterende teknologier som en samlet løsning, forklarer Simon Pedersen, som til daglig er leder af AAU’s energisektion i Esbjerg.
Kontakter
• Lars Bo Larsen. Direktør, Nationalt Forsvarsteknologisk Center. Tlf. 41 53 25 77, labola@nfc.dk
• Peter Sperling. Rådgiver, Nationalt Forsvarsteknologisk Center. Tlf. 22 24 84 32, pesp@nfc.dk
• Presse: Tor Bagger. Pressekonsulent for NFC og AAU. Tlf. 30 17 31 65, toba@adm.aau.dk
Links
6 AF DE 28 PROJEKTER:
- En biomekanisk digital tvilling for infanterister (Aalborg Universitet i samspil med Forsvaret, Trænregimentet på Aalborg Kaserne): Projektet skaber en ”digital tvilling”, der repræsenterer en soldats knogler, led og muskler og simulerer interne vævsbelastninger under trænings- og feltaktiviteter. Den digitale tvilling opsamler data om soldatens træning og belastning og udvikler sig med individet, så den kan foreslå interventioner til forebyggelse og rehabilitering af skader.
- Sikker anvendelse af metanol som brændstof i forsvarsenheder (Teknologisk Institut i samspil med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut og Aalborg Universitet): Projektets hovedformål er at skabe øget forsyningssikkerhed og reducere afhængigheden af importeret råolie fra lande uden for NATO. Ved at fokusere på grønne teknologier og alternative energikilder kan Forsvaret bidrage til at nedbringe CO2-udledningen og beskytte klimaet og miljøet.
- Undervandsovervågningsnetværk (Aalborg Universitet i samspil med Danmarks Teknologiske Universitet, Syddansk Universitet, Dansk Hydraulisk Institut, Aarhus Universitet og Force Technology): Hovedformålet er at finde en robust og pålidelig undervandsovervågningsstrategi for kritisk infrastruktur i danske territorier
- Integreret modulær skibs- og produktionsudvikling (Danmarks Teknologiske Universitet i samspil med Syddansk Universitet og Odense Maritime Technology): Formålet med projektet er at bidrage til udvikling af verdens bedste produktsystem for orlogsskibe. Mere specifikt bidrager det til at opnå konkurrencedygtige innovationsniveauer, omkostninger, leveringstid og kvalitet.
- Droner og multi-domæne data i arktiske Search and Rescue-operationer (Alexandra Instituttet i samspil med Syddansk Universitet og Arktisk Kommando): Der er stigende behov for overvågning og militære operationer i Arktis, og Search and Rescue-operationer i arktiske kyst- og havområder er udfordret af barsk klima og store arealer. Parterne skal nyudvikle en pilotmodel af en arktisk tilpasset drone til afsendelse fra redningshelikopter og integrere satellitdata til bedre detektion af f.eks. mennesker. Det langsigtede mål er en generel droneplatform til arktiske forhold.
- Terra Salva (Danmarks Teknologiske Universitet i samspil med Syddansk Universitet, CurHumBra Consulting ApS og Adamant Surface Technology): Projektet vil udvikle et landmine-detektionssystem baseret på terahertz-lys, da THz-systemer kan detektere sprængstoffer. I dette projekt vil THz-systemet blive tilpasset, dataprocesseringen blive udviklet i laboratoriet, og valget af dronemonteringsplatform vil blive analyseret, så det samlede system kan detektere nede i jorden. Skanningshastighed, opløsning og batterilevetid vil blive optimeret. Til slut vil THz-systemet blive monteret på en drone og testet udendørs.
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Sådan ultralydsscanner du dig til den perfekte flæskesteg18.12.2024 10:34:27 CET | Pressemeddelelse
Danske forskere har i et nyt videnskabeligt studie vist, at du med en håndholdt ultralydsscanner kan sikre, at du får den helt perfekte flæskesteg med hjem i indkøbskurven. Hvis du vel at mærke har råd!
Danmark er nummer 22 på verdensplan over de mest innovative lande på forsvarsområdet16.12.2024 15:40:37 CET | Pressemeddelelse
Målt på antallet af patentansøgninger på verdensplan hører danskerne til i den tunge ende inden for forsvarsteknologisk udvikling. Men hvis vi som samfund ikke snart går op i gear, sakker vi bagud, mener direktør for Nationalt Forsvarsteknologisk Center.
Livø-anbragtes stemmer vakt til live i projekt fra Aalborg Universitet6.12.2024 05:25:00 CET | Pressemeddelelse
Næsten 3.000 stykker historisk graffiti på Livø Anstaltens kornloft giver et unikt indblik i livet for de 743 mænd, som fra 1911 til 1961 var tvangsanbragt på øen. Specialestuderende fra Aalborg Universitet har kortlagt og tematiseret alle tegninger og tekststykker.
Smerteundervisning kan give knæpatienter nyt håb28.11.2024 11:40:53 CET | Pressemeddelelse
Tusindvis af danskere lever med kroniske smerter efter at have fået nyt knæ. Nu viser et forsøg fra Aalborg Universitet, at undervisning i smerteforståelse har en positiv effekt på patienternes smerter. Derfor bør smerteundervisning tænkes ind som et tilbud til de mange, der føler sig ladt i stikken.
Eksperternes råd om AI i gymnasiet25.11.2024 12:03:23 CET | Pressemeddelelse
Forud for Gymnasielærerdagen 2024 har tre eksperter fra Aalborg Universitet samlet en stribe gode råd til gymnasielærere og -elever, der skal navigere i en undervisning, hvor kunstig intelligens er et nyt fænomen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum