Supercomputer giver forspring til dansk innovation

Del

En af verdens kraftigste AI-supercomputer kommer til Danmark og sætter danske virksomheder og udvikling på verdenskortet. Teknologien spænder bredt og kan hjælpe med at forstærke danske styrkepositioner inden for alt fra life science til den grønne omstilling.

Den teknologiske udvikling buldrer afsted – og her er Danmark ingen undtagelse. Nye teknologiske løsninger fra danske virksomheder er allerede i høj kurs på den globale scene. Og med den nye supercomputer er Danmark kun blevet endnu mere central i udviklingen af nye innovative løsninger.  

For dansk erhvervsliv og forskning får nemlig muligheden for at være helt fremme, når det kommer til at benytte den nye teknologi, som supercomputeren leverer.  

I forbindelse med etableringen af AI-supercomputeren i Danmark, og samarbejdet med NVIDIA, afholdes en konference hos Novo Nordisk Fonden, hvor AI-eksperter fra den offentlige og private sektor vil præsentere mulige projekter for computeren. Her vil NVIDIAs vicepræsident for sundhed, Kimberly Powell, fortælle om supercomputerens potentialer inden for sundhed.

Erhvervsminister Morten Bødskov:

”Danmark skal også i fremtiden være verdensførende på banebrydende forskning og have en konkurrenceevne helt i top. Det kræver et stålsat blik på nye muligheder for at spille danske styrkepositioner endnu bedre. Derfor er det en fjer i hatten til Danmark og til vores forskningsmiljø, at vi kan tiltrække en af verdens kraftigste AI-supercomputere. For det giver vores forskere en kæmpe fordel i arbejdet med at udvikle nye teknologier. Supercomputeren er et power tool, der rummer store kommercielle potentialer for alt fra nye sundhedsteknologier til og den grønne omstilling. De potentialer skal vi udnytte til at sikre, at det er danske løsninger, der løser fremtidens udfordringer.”

Uddannelses – og forskningsminister Christina Egelund:
”Perspektiverne i den nye AI-supercomputer er kæmpestore. Danske forskere og virksomheder vil få en unik adgang til computerkraft og software i en skala, som vi ikke har i dag. Den nye AI-supercomputer kan bidrage til, at forskning omsættes langt hurtigere til innovation og løsninger på store samfundsproblemer inden for f.eks. klima, rum og sundhed. Det er derfor et kæmpe scoop, at vi får en supercomputer af denne kaliber i Danmark, og det viser netop, at Danmark bliver valgt, fordi dansk forskning er i så høj kurs internationalt.”

Digitaliseringsminister og minister for ligestilling Marie Bjerre:
”Danmark har et stærkt digitalt udgangspunkt, men det er vigtigt, at vi fortsat griber mulighederne inden for digitalisering og særligt kunstig intelligens. Det sikrer, at vi forsat kan skabe vækst, velfærd og finde løsninger på vores store fælles udfordringer som klima og sundhed. Supercomputeren giver rigtig gode forudsætninger for, at vi kan skabe nye løsninger på vores fælles udfordringer.”

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye