Hospitalsenhed Midt henter ny chefradiograf i egne rækker
27.6.2024 10:30:00 CEST | Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive | Pressemeddelelse
Lise Fynboe bliver 1. august ny chefradiograf i Hospitalsenhed Midts Røntgen og Skanning. Her får hun sammen med cheflæge Geert Willander ansvaret for Røntgen og Skannings samlede aktiviteter i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive.

Med Lise Fynboe som ny chefradiograf får Røntgen og Skanning en afdelingsleder, som kender både radiologien og Hospitalsenhed Midt indgående. Lise Fynboe kommer fra en stilling som overradiograf i Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Viborg og har siden 2001 haft sit daglige virke i Hospitalsenhed Midt.
Som chefradiograf kommer hun sammen med cheflæge Geert Willander til at stå i spidsen for den fusion, som 1. september samler de radiologiske aktiviteter på hospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive i én samlet afdeling.
- Vi er meget glade for, at Lise har sagt ja til at blive chefradiograf i vores nye samlede Røntgen og Skanning. Vi kender Lise som dygtig og dedikeret, og vi tror på, at hun med sine stærke relationelle kompetencer kan være med til at skabe en stærk, fælles kultur og udvikle den faglige profil i den fusionerede afdeling, siger sygeplejefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Mette Fjord Nielsen.
Stor, samlet afdeling
Den nye radiologiske afdeling får godt og vel 220 medarbejdere og vil sammenlagt råde over 8 CT-skannere, 6 MR-skannere, 7 mammomater og cirka 10 røntgen- og 6 ultralyds-rum. Afdelingen kommer til at gennemføre omkring 170.000 undersøgelser om året, heraf cirka 32 procent akutte undersøgelser. Samtidig vil afdelingen levere diagnostik til flere end 10.000 kræftpakker om året. Hospitalsenhed Midts Røntgen og Skanning bliver dermed en af landets største radiologiske afdelinger uden for universitetshospitalerne, og ambitionen er at skabe en stærk helhed med gode patientforløb, fagligt stærke enheder og spændende arbejdsopgaver på alle matrikler.
- Den ambition vil jeg meget gerne give mit bidrag til at lykkes med, så vi kan få skabt en samlet afdeling, der leverer radiologiske ydelser af højeste kvalitet og fungerer som en central del af hospitalets og regionens sundhedssystem, fortæller Lise Fynboe.
Røntgen og Skanning har allerede i dag et tæt og godt samarbejde med både hospitalets øvrige afdelinger, andre hospitaler og de praktiserende læger om de mange patientforløb, hvor Røntgen og Skanning bidrager med undersøgelser.
- Det samarbejde og de gode relationer skal vi dyrke endnu mere i de kommende år, og vi skal i Røntgen og Skanning byde os aktivt til, når det handler om at udvikle de nye, innovative løsninger, som skal sikre effektiv ressourceudnyttelse og veltilrettelagte patientforløb i fremtiden, mener den nye chefradiograf.
Aktivitet på flere matrikler
Lise Fynboe er 46 år, bor i Skals nord for Viborg og har de seneste 23 år arbejdet i Hospitalsenhed Midt som først radiograf og siden souschef og overradiograf. Hun har blandt andet været med til at samle de to røntgen- og skanningsenheder i Viborg og Skive til en samlet afdeling, ligesom hun stod i spidsen for oprettelsen af den akutte røntgen og skanning-funktion i det nye akutcenter i Viborg. Sideløbende med sit daglige lederarbejde har Lise Fynboe desuden gennemført en diplomuddannelse i ledelse.
Allerede når hun tiltræder i sin nye stilling 1. august, overtager Lise Fynboe sammen med Geert Willander ledelsesansvaret for aktiviteter og medarbejdere i hele hospitalsenhedens radiologi. 1. september træder fusionen og den nye samlede Røntgen og Skanning så formelt i kraft. I den forbindelse skal aktiviteterne i Viborg og Silkeborg justeres, så de akutte opgaver fremover varetages i Viborg, mens aktiviteterne i Silkeborg får et mere planlagt flow med blandt andet sammedags-udredning. Der vil også fremover blive udført både planlagt aktivitet, kræftpakkeforløb og andre udredningspakker på hospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive.
- Min første prioritet bliver uden tvivl at sikre, at fusionen af røntgenafdelingerne i Silkeborg og Viborg ikke blot bliver en administrativ ændring men en transformation, der vil skabe værdi for patienter, medarbejdere og øvrige interessenter. Det betyder blandt andet, at jeg vil arbejde for at skabe en fælles, støttende arbejdskultur, der fremmer samarbejde, udvikling og trivsel, så vi lykkes som en attraktiv og effektiv organisation med fremdrift, siger Lise Fynboe.
I forbindelse med Lise Fynboes tiltrædelse som chefradiograf, træder chefsygeplejerske Lene Dam Olesen samtidig ud af Røntgen og Skannings afdelingsledelse.
Kontakter
PressevagtHospitalsenhed Midt
Tlf:7844 1120kommunikation@midt.rm.dkBilleder


Om Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Heibergs Alle 5A
8800 Viborg
Hospitalsenhed Midt er den næststørste af fem hospitalsenheder i Region Midtjylland. Enheden rummer Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive. De fire hospitaler beskæftiger tilsammen cirka 4200 medarbejdere, som årligt behandler omkring 350.000 ambulante dagspatienter og udskriver flere end 50.000 patienter efter indlæggelse.
Følg pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Forløb giver hurtigere bedring efter hjernerystelse2.10.2026 11:31:04 CEST | Pressemeddelelse
Patienter med svære symptomer i flere måneder efter en hjernerystelse oplevede hurtigere bedring efter et GAIN-forløb, men over tid har en standardbehandling umiddelbart samme effekt. Det viser et af de hidtil største studier af behandlingstilbud til hjernerystelse i The Lancet eClinical Medicine.
Hospitalsenhed Midt ansætter ny administrationschef1.10.2026 09:32:15 CEST | Pressemeddelelse
Michael Friis Larsen er ansat som ny administrationschef i Hospitalsenhed Midt fra d. 1. november 2026. Han kommer fra en stilling som sekretariatschef i Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune.
2.200 gæster til Åbent Hospital i Hospitalsenhed Midt6.9.2026 15:09:43 CEST | Pressemeddelelse
Børn med syge bamser, unge med drømme om en fremtid i sundhedsvæsenet og voksne med interesse for livet på hospitalerne. I alt 2.200 borgere besøgte søndag Åbent Hospital i Hospitalsenhed Midt.
Kom til Åbent Hospital i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive26.8.2026 10:33:20 CEST | Pressemeddelelse
Hospitalsenhed Midt inviterer inden for på fire hospitaler til Åbent Hospital søndag den 6. september 2026 klokken 10-13.
Ny Viborg-forskning: Ultralyd kan afgøre, hvem der skal opereres for overrevet akillessene3.7.2026 10:47:04 CEST | Pressemeddelelse
En ultralydsundersøgelse kan vise, hvilke patienter med en overrevet akillessene der har brug for operation – og hvem kroppen selv kan hele. Det viser et stort dansk studie fra Regionshospitalet Viborg, der kan spare patienter for unødvendige operationer og har vakt international opsigt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum