Danmarks Naturfredningsforening: Historisk aftale udstikker ny retning for natur og landbrug
Efter mange måneders svære forhandlinger er der nu landet en aftale i den grønne trepart. Aftalen rummer de største ændringer af det danske areal i nyere danmarkshistorie – og vil betyde markant mindre landbrugsareal, mere skov og natur – og en massiv indsats for at redde vandmiljøet, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.
Danmarks Naturfredningsforening har sammen med parterne i den grønne trepart lykkedes med at lande en aftale om fremtidens arealanvendelse, om en klimaomstilling af landbruget og en markant indsats for vandmiljøet.
- Det fuldstændigt afgørende for mig har været at reducere landbrugsarealet, så vi får plads til naturen, beskytter klimaet, miljøet og ikke mindst fjorde og vandmiljøet. Den opgave er lykkedes, konstaterer Maria Reumert Gjerding.
Aftalen sætter en helt ny retning for natur, miljø, klima og landbrug i det, der tages hul på den største arealomlægning i danmarkshistorien.
Ådale, vådområder og skove bliver en prioritet, når en ny kæmpe arealfond med 40 milliarder kroner skal gå målrettet til en enorm arealomlægning.
Aftalen indebærer, at der nu etableres 250.000 hektar ny skov i Danmark. Samtidig sættes turbo på udtagning af 140.000 hektar lavbundsarealer, hvor indsatsen suppleres af en lavbundsafgift. Dermed vil et samlet areal på 8 gange Falster over de kommende år overgå til natur, skov og vådområder.
Dertil kommer massiv arealudtag og braklægning af landbrugsarealer, som følge af en ny håndfast indsats for at nedbringe landbrugets kvælstofforurening af vandmiljøet. En ny målrettet kvælstofregulering vil give landmændene ekstra incitament til at medvirke i både skovrejsning, etablering af vådområder og andre arealomlægninger.
- Jeg har hele tiden kæmpet hårdt for, at vi skulle have vandmiljøet ind i forhandlingerne. Det er lykkedes. Med aftalen samtænker vi klima, natur og kvælstofindsatsen – så vi fx kommer til at målrette skov til sårbare kvælstofområder. Med aftalen skrues op for kvælstofregulering i samspil med målrettet arealudtag, opkøb af landbrugsjord og akutte indsatser i de mest sårbare vandområder, siger Maria Reumert Gjerding
Med aftalen vil der komme nye store naturarealer. 100.000 hektar urørt skov. 70.000 hektar ådale og lavbundsarealer vil blive udlagt til natur. En ny ordning for permanent ekstensivering, som skal gøre landbrugsjord til natur. Og ikke mindst er der aftalt fem store nye naturnationalparker.
Sammen med den nye arealfond, vandmiljøindsats med styrket kvælstofregulering og opkøb af sårbare landbrugsarealer, er treparten også blevet enige om en model for en CO2-afgift for landbruget. Afgiften starter på 300 kroner i 2030 og ender på 750 i 2035 med et bundfradrag på 60 procent. Og her ligger også trepartsaftalens største kompromis for Danmarks Naturfredningsforening, siger Maria Reumert Gjerding:
- Det vigtigste fokus for os har hele tiden været den langsigtede omstilling af landbruget og en plan for målrettet arealudtag, ligesom det også har været vigtigt at sikre en afgifts-model, som ikke stiller økologien ringere. Det er overordnet lykkedes, men jeg medgiver, at afgiften er langt fra vores udgangspunkt og derfor et svært kompromis, siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:
- For mig har det hele tiden været et selvstændigt mål at få landbruget med om bord i aftalen og sikre opbakning til en fælles retning for arealanvendelsen i Danmark. Men selvfølgelig under den klare forudsætning, at der skal en massiv omstilling i gang, så landbruget samlet set nedbringer forurening af klima og vandmiljø, fylder mindre og giver markant mere plads til natur og skov. Og det har selvfølgelig kostet indrømmelser fra begge sider. Også på afgiften.
Landbrugets klimamål skal opfyldes – og afgift genbesøges
Sideløbende med forhandlingerne har myndighederne i flere omgange ændret opgørelsen for landbrugets samlede drivhusgasemissioner. Det har efterladt en noget mindre manko i 2030, som nu indfries med trepartsaftalen. Hvis de forskellige tiltag og virkemidler i aftalen ikke bringer landbruget i mål i 2030, har regeringen forpligtet sig på at finde andre reduktioner inden for landbrugssektoren.
Samtidig lægger aftalen sporene ud til klimaomstilling på den anden side af 2030, hvor der stadig skal findes massive drivhusgasreduktioner i landbrugssektoren:
- Danmark kommer til at være det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget. Med afgiften, får vi netop et virkemiddel, som vi kan justere på, hvis virkeligheden ændrer sig og indsatsbehovet bliver større. Og det har vi fået ind i aftalen med et genbesøg af afgiftssatser og bundfradrag i 2032, siger Maria Reumert Gjerding.
Med aftalens fokus på udtag af areal og omlægning af landbrugsarealer er forventningen, at der frem mod 2035 vil komme yderligere reduktioner af drivhusgasser fra en helt ny arealanvendelse.
FAKTA OM DEN GRØNNE TREPARTS-AFTALE
Med treparten er der besluttet en helt ny arealanvendelse i Danmark, som vil betyde de største ændringer af arealet i nyere danmarkshistorie. Med aftalen er besluttet en CO2-afgift for landbruget samt øget målrettet kvælstofregulering, understøttet af en ny arealfond, som skal sikre målrettet opkøb og udtag af landbrugsjord. Aftalens hovedelementer består af:
- Danmarks Grønne Arealfond på 40 mia. kroner til opkøb og udtag af landbrugsareal
- Målrettet kvælstofindsats med højere regulering, braklægning og opkøb af kvælstoffølsomme arealer
- En CO2-afgift, som indfases fra 300 kroner pr. ton i 2030 til 750 kroner i 2035 med et bundfradrag på 60 procent. Genbesøg med mulighed for justering af bundfradrag i 2032.
- 250.000 hektar skov, heraf 100.000 urørt skov.
- Ny ordning til permanent ekstensivering af landbrugsjord til natur og en styrket græsningsordning der skal forbedre biodiversiteten på naturarealer.
- Udtagning af 140.000 hektar lavbundsarealer (inkl. randarealer) med øget incitament gennem lavbundsafgift. Her skal 70.000 hektar være beskyttet natur.
- 5 nye store naturnationalparker
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
DN: Mere natur og mindre landbrug er vejen til ambitiøst 2035-mål29.11.2024 12:01:38 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Naturfredningsforening ønsker ambitiøst klimamål for 2035 og bakker op om Klimarådets konklusion om, at omlægning af landbrugsjord til skov og natur er et af de allervigtigste værktøjer til at reducere drivhusgasudledningerne.
Børnefamilier trækker stikket og rykker ud i naturen på Black Friday25.11.2024 10:41:57 CET | Pressemeddelelse
Mens butikker og storcentre holder længe åbent og lokker med timetilbud og lysreklamer på Black Friday, rykker børnefamilier ud i naturen for at finde ro og hygge i aftenmørket. Danmarks Naturfredningsforening inviterer til gratis mørkevandringer flere steder i landet som et alternativt ’Black Friday’-tilbud, der ikke bidrager til overforbrug men i stedet giver smil og røde kinder.
Naturfredningsforening roser politisk forlig om grøn trepartsaftale18.11.2024 10:48:55 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Naturfredningsforenings præsident Maria Reumert Gjerding glæder sig over, at der med den nye politiske aftale nu bliver sat skub i omlægning af landbrug til natur
Grønt opråb: Ikke mere byggeri på kysterne12.11.2024 09:45:40 CET | Pressemeddelelse
Det er stik mod alle politiske løfter om at passe bedre på vores natur i Danmark, at regeringen nu åbner for mere byggeri i blandt andet kystlandskaberne.
Unge samles for at bekæmpe nutidens udfordringer med overforbrug21.10.2024 16:24:04 CEST | Pressemeddelelse
Ungdomsbevægelsen FLOR samler i weekenden unge for at udvikle initiativer til et mere ansvarligt forbrug af jordens ressourcer. Dette gøres gennem oplæg fra eksperter og workshops, der belyser temaet fra forskellige perspektiver og skaber engagement til konkret handling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum