Kræftens Bekæmpelse

Nitrat fra planter bidrager positivt til menneskers sundhed

Del

Nitrat fra planter er forbundet med en mindsket risiko for dødelighed, mens nitrat fra andre kilder såsom animalske fødevarer, forarbejdet kød og postevand er forbundet med en højere risiko for dødelighed. Det viser ny forskning.

Selv om bl.a. grønne bladgrøntsager indeholder meget nitrat er der ingen grund til at være bekymret for at spise dem. Tvært imod mindsker nitrat fra planter dødeligheden viser en ny undersøgelse. Modelfoto:
Selv om bl.a. grønne bladgrøntsager indeholder meget nitrat er der ingen grund til at være bekymret for at spise dem. Tvært imod mindsker nitrat fra planter dødeligheden viser en ny undersøgelse. Modelfoto: Colourbox

Nitrat er en kemisk forbindelse, der findes i grøntsager, kød og drikkevand. Den har været genstand for en del debat, fordi den muligvis har en betydning for vores sundhed. Her har forskning tydet på, at nitrat i kosten kan spille en rolle i at forebygge ​​hjerte-kar-sygdomme (CVD), demens og diabetes. Samtidig har der imidlertid været bekymring om, om nitrat kunne føre til kræft og det har ført til usikkerhed omkring især grønne bladgrøntsager med højt nitratindhold.

Men nu viser en ny undersøgelse, at et moderat til højt indtag af plante- og vegetabilsk nitrat var forbundet med 14 til 24 pct. lavere dødelighed både generelt og af hjerte-kar sygdom eller kræft.

Forskningen er ledet af Dr. Nicola Bondonno fra Edith Cowan University i Perth, Australien, som nu arbejder hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

Undersøgelsen er baseret på 52.247 deltagere fra Kræftens Bekæmpelses befolkningsundersøgelse ’Kost, kræft og helbred’.

Ingen grund til bekymring over nitratrige grøntsager

Forskerne fremhæver at nitraten formentlig ikke er den eneste årsag til planternes sundhedsfremmende effekt, fordi planter og grøntsager også indeholder en række andre stoffer, som er forbundet med en lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme, kræft og dødelighed generelt. Men ifølge forskerne understreger resultaterne hvordan et højere indtag af nitratrige grøntsager kan være med til at mindske risikoen for dødelighed.

Forskningen støtter også op om tidligere forskning, som peger på, at der ikke er grund til at være bekymret for at nitratrige grøntsager såsom grønne bladgrøntsager og rødbeder, øger risikoen for kræft.

Nitrat fra kød og forarbejdede fødevarer

Den nye undersøgelse så også på hvilken betydning det havde, hvis nitraten kom fra animalske produkter. Her viste resultaterne, at et højere indtag af naturligt forekommende animalsk nitrat var forbundet med en 9 pct. højere risiko for dødelighed af alle årsager og 12 pct. højere risiko for CVD-relateret dødelighed.

Et højere indtag af naturligt forekommende animalsk nitrit, som er en kemisk forbindelse dannet af nitrat, var forbundet med en 25 pct. øget risiko for dødelighed af alle årsager, 29 pct. højere risiko for CVD-relateret dødelighed og 18 pct. øget risiko for kræftdødelighed.

Undersøgelsen viste også, at et højere indtag af nitrat og nitrit fra forarbejdede kødprodukter var forbundet med 12 til 22 pct. højere risiko for dødelighed af alle årsager og for kræftrelateret dødelighed. Det var kun kød med tilsat nitrit, som gav en øget risiko for CVD-relateret dødelighed.

Nitrat fra drikkevand

Nitrat kan også findes i vores drikkevand. Og den nye undersøgelse viste, at deltagere som havde et højere indtag af nitrat fra postevand havde en højere risiko for dødelighed generelt og for CVD-relateret dødelighed, men ikke for kræftrelateret dødelighed.

Nicola Bordonno forklarer, at kilden til nitratet bestemmer kroppens reaktion på det kemiske stof:

- Kort fortalt kan nitrat virke på to forskellige måder, når det introduceres i kroppen. Den ene er at danne en forbindelse kaldet nitrogenoxid, som forbedrer blodgennemstrømningen, sænker blodtrykket og understøtter det generelle kardiovaskulære helbred. Man mener, at antioxidantforbindelserne i grøntsager øger sandsynligheden for at nitrat virker på denne måde, siger hun og fortsætter:

- Den anden virkningsmekanisme er, at nitrat danner en gruppe af forbindelser kaldet nitrosaminer, som anses for at være kræftfremkaldende og som er forbundet med kræft.

Rådene fra den seneste forskning passer ind i de allerede kendte råd om hvad vi skal vælge, for at spise sundt: Spis flere planter og færre animalske produkter og begræns mængden af ​​forarbejdet kød.

- Bekymringen omkring nitrat er især relateret til kræft, men et af de mest interessante resultater fra vores nye forskning er, at nitrat fundet i drikkevand var stærkere forbundet med dødsfald på grund af hjertesygdomme. Nitrat fra planter og grøntsager virker beskyttende mod de forskellige former for dødelighed. Men når nitrat kommer fra animalske kilder eller fra postevand, øger det især risikoen for hjertesygdomme, men også for visse kræftformer, siger Nicola Bondonno.

Resultaterne er offentliggjort her: Bondonno NP. et al.: Source-specific nitrate intake and all-cause mortality in the Danish Diet, Cancer, and Health Study. Eur J Epidemiol. 2024 May 28. doi: 10.1007/s10654-024-01133-5. Online ahead of print. PMID: 38802612

Artiklen er udfærdiget af Esmarie Iannucci, Edith Cowan University

Kontakter

Mette Vinter WeberPresse- og kommunikationsrådgiver i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning

Tlf:28952828mvw@cancer.dk

Om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.

Besøg os på Cancer.dk.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye