Frilandsmuseet åbner Frøsnapperbyen: Kan du huske dengang, man legede på gaden?
Bliv væk på Slyngelstien, gå på æblerov i brugsens baghave, få en snak med den tohovede drage og sus omkring i en sæbekassebil. Den 14. juli åbner Frilandsmuseet – med støtte fra Nordea-fonden – Frøsnapperbyen. Et 18.000 m2 stort kulturhistorisk lege- og oplevelsesunivers, der hylder den ikoniske danske børnebogsforfatter Ole Lund Kirkegaards finurlige forfatterskab, og vil sikre den (skærm)frie leg og frie fantasi.
Frøsnapperbyen er kilet ind mellem de autentiske huse i Frilandsmuseets Stationsby, der minder om de byer, der indgår i Ole Lund Kirkegaards fortællinger. Rundt om hjørnet ligger stationen, savværket og smedjen, hvor de gamle håndværk demonstreres og man måske kan møde en stærk smed, der så nemt som ingenting kan hejse en uopdragen lømmel op i en møllevinge. Alt sammen er med til at skabe fornemmelsen af en autentisk stationsby med det børneliv, der ifølge Ole Lund Kirkegaard har udspillet sig. Et børneliv, hvor der blev leget på gaden, og hvor fantasien fik fuld hammer.
“Ole Lund Kirkegaard er en af vores største danske børnebogsforfattere og hans historier er som et kig ind i en svunden barndom. Hans bøger om Gummi Tarzan, Orla Frøsnapper og næsehornet Otto bliver stadig læst i de danske hjem, 50 år efter de udkom. Men han var ikke kun forfatter, han var også pædagogisk visionær, og havde et børnesyn, vi på Frilandsmuseet ønsker at værne om og vi som samfund kan lære meget af i dag. Vi er derfor utrolig glade for, at vi takket være Nordea-fonden, har mulighed for at åbne Frøsnapperbyen,” siger Rane Willerslev, der er direktør for Nationalmuseet.
Den frie leg er truet
I dag er det Ole Lund Kirkegaard’ske børnesyn under pres. Børn leger mindre, ifølge Lars Geer Hammershøj, der er lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, er den frie leg og fantasifulde truet og World Economic Forum placerer kreativitet på en tredjeplads over kompetencer, som vil blive efterspurgt i fremtiden. Derfor griber Frilandsmuseet om det børnesyn, der er en del af Ole Lund Kirkegaards forfatterskab for at bevare det, men også for at motivere børnefamilier til at tage det med hjem, når de går fra museet.
Ole Lund Kirkegaard, der døde i 1979, havde to døtre, Nana Bang Kirkegaard og Maya Bang Kirkegaard, der begge har været afgørende i skabelsen af Frøsnapperbyen.
“For Ole var leg og fantasi det vigtigste. Han mente, at man mistede noget af sig selv, hvis man ikke turde lege. I årtier har vores skoler og institutioner måtte eksisterer indenfor besparede rammer, hvilket - efter min mening - har skabt ringe vækstbetingelser for fantasi, leg og kreativitet. Derfor har vi mere end nogensinde før brug for et sted som Frøsnapperbyen. Et sted som kan skubbe til både børns og voksnes fantasi og legelyst. Et sted hvor vi kan være børn – og et sted som Oles forfatterskab har fortjent,” siger Nana Bang Kirkegaard, der også er medskaber af ‘Skrallebang AlTid til børn’.
“I Ole Lund Kirkegaards historier er børnene hovedpersoner, de er nysgerrige, kreative og modige, hvilket er sider af børn, som Frilandsmuseet generelt ønsker at styrke og skabe gode betingelser for. I legen åbner vi os for verden, er lærende og nysgerrige på historien så vel som hinanden,” siger Peter Darger, der er kunstnerisk leder på Frilandsmuseet.
Dengang man legede på gaden
I løbet af året vil der være skiftende aktiviteter for børn, familier og daginstitutioner i Frøsnapperbyen. Skærmfrie aktiviteter, der vil ligge op til, at børnene bruger kroppen, aktiverer deres sanser, får gang i kreativitet og jord under neglene. Frøsnapperbyen er målrettet de 0-6 årige, men børn i alle aldre vil komme hjem med spændende oplevelser i rygsækken. Nogle børn vil have en forældre eller bedsteforældre ved deres side, andre kan udforske på egen hånd. Men de voksne får ikke bare lov til at drikke kaffe som Ivan Olsens far. De skal også lege med og slippe fantasien løs - og hvem ved, måske falder der en røver af om, hvordan de selv legede på gaden som barn?
"Udover at være et fantasifuldt legeunivers, er Frøsnapperbyen også en rejse tilbage til en tid, hvor små håndværksvirksomheder, købmænd og hønsehold var en naturlig del af bybilledet. En tid, hvor børn så vel som voksne brugte deres hænder meget mere. Frilandsmuseets mission er generelt at formidle kulturhistorie på lystbetonede og sanselige måder, hvor kroppen engageres. I en verden, hvor skærme er så stor del af børnenes hverdag, virker det endnu mere presserende at tilbyde børn - og voksne - det alternativ. Frøsnapperbyen bryder med den klassiske konforme ide om museet som et sted, hvor man er passiv og ikke må lege. I Frøsnapperbyen er legen en genvej til at forstå historien for børn og voksne,” siger Rane Willerslev.
Frøsnapperfestivalen vil fortsat løbe af stablen i skolernes sommerferie, men du kan besøge Frøsnapperbyen hele året.
To nye udgivelser: I forbindelse med åbningen af Frøsnapperbyen har Gyldendal netop den 19. juni udgivet to nye Ole Lund Kirkegaard bøger: Godnat, Ole, der er en samling af godnathistorier baseret på hans tidligere udgivelser. Orlas ordbog, der er en samling af Ole Lund Kirkegaards finurlige og spidsfindige ord og beskrivelser, der har været definerende for hans forfatterskab. Bøger, du vil finde i Frøsnapperbyens læsehuler og i museets butik.
Åbningsfest den 14. juli kl. 12 - alle er velkomne! Vi markerer åbningen af Frøsnapperbyen med et brag: Balloner, røde sodavand, lakridspiber, smagodak og buksevand. Okay, måske ikke buksevand, men det andet kan man godt regne med.
Stor tak til Nordea-fonden for bevillingen på 8,2 millioner kroner, der har gjort det muligt at realisere Frøsnapperbyen, og til Tømmerhandel Johannes Fogs Fond for bevillingen på 2,18 millioner kroner, der har muliggjort Husene på Remouladegade.
Nøgleord
Kontakter
Barbara HiltonPressemedarbejder
Tlf:31708407bahi@natmus.dkBilleder
Om Frilandsmuseet
Frilandsmuseet er et af verdens største og ældste frilandsmuseer med mere end 100 bygninger fra hele landet
Følg pressemeddelelser fra Frilandsmuseet - Det gamle Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Frilandsmuseet - Det gamle Danmark
Start din juleferie på Frilandsmuseet10.12.2024 13:11:05 CET | Pressemeddelelse
Vi skruer som altid op for den helt store juleidyl, når vi holder jul på Frilandsmuseet. Og som noget helt nyt i år holder vi også åbent i juledagene. Så har I brug for ekstra julestemning eller en gåtur mellem julefrokosterne, ligger vi inde lange strækninger og alt hvad jeres julehjerter kan begære.
Den gamle jul - forberedelser og fejringer20.11.2024 10:42:45 CET | Pressemeddelelse
Få højtider er som julen. Hvert år samles millioner af danskere til juleaftener og julefrokoster landet over og gør præcis det samme. Den samme dejlige mad, de samme traditioner. Men hvor stammer det hele egentlig fra? Det dykker forfatter Christine Tjalve og museumsinspektør på Frilandsmuseet Anja Jørgensen ned i i deres nye bog Den gamle jul - forberedelser og fejringer, der udkommer den 30. november.
Aftenjul på Frilandsmuseet: Nu bæres lyset frem…13.11.2024 11:16:03 CET | Pressemeddelelse
Tag dine venner, børn og familie i vanten og vær med, når vi den 13. december fejrer lyset i vintermørket og holder aftenjul på Frilandsmuseet. Oplev de oplyste gårde og et fortryllende kor gå Lucia-optog gennem landsbyen.
Jul på Frilandsmuseet: juleidyl, drillenisser og kåljuletræer28.10.2024 13:00:56 CET | Pressemeddelelse
Intet emmer af nostalgi og hygge som julen. Og vi skruer også helt op for den klassiske juleidyl, når vi holder jul på Frilandsmuseet. Alle weekender i december vil I kunne opleve jul som i gamle dage fyldt med julemad, julepynt, julenisser og juleteater. Som noget helt nyt har vi også åbent i juledagene. Så har I brug for ekstra julestemning eller en gåtur mellem julefrokosterne, ligger vi inde lange strækninger og alt hvad jeres julehjerter kan begære.
De overnaturlige væsner lurer til Halloween på Frilandsmuseet1.10.2024 13:11:18 CEST | Pressemeddelelse
(U)hyggen breder sig på museets gårde, når Frilandsmuseet holder Halloween i efterårsferien. De fleste kender nok Halloween som en amerikansk højtid, men den danske folketro er også smækfyldt med uhygge, historier og traditioner om over- og underjordiske væsner, man skulle tage sig i akt for. Kom og mød dem på museet, hvis du tør.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum