Rekordmange studenter er uden uddannelse
27.000 studenter under 30 år er hverken færdige eller i gang med en uddannelse fem år efter studentereksamen, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det er rekordmange og cirka 12.000 flere end for ni år siden. En fremskrivning viser endda, at der i 2028 kan være 37.000 unge, der ikke er i gang med eller har færdiggjort en uddannelse.

UNGDOMSUDDANNELSER
Antallet af unge med en studentereksamen, som ikke er færdige eller i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse, har aldrig været højere.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data, der går tilbage til 2008, fra Danmarks Statistik.
Tallet er vokset hvert år siden 2014, hvor der var det laveste antal unge under 30 år, som ikke havde færdiggjort en uddannelse eller var i gang med det, fem år efter de gik ud af gymnasiet.
"Det er en bekymrende stigning, vi har set i antallet af studenter, der fem år efter gymnasiet stadig ikke er i gang med eller har taget en uddannelse. En gymnasial uddannelse har jo netop til formål at forberede unge på at læse videre, så når de i stigende grad ikke får en uddannelse, tyder det på, at noget er galt," siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Tre ud af fire studenter uden uddannelse er i job
Langt de fleste af studenterne, der ikke har fået en uddannelse, har et arbejde. Omkring 75 procent af gruppen er i job. En del af forklaringen skal findes i den store efterspørgsel på arbejdskraft, som har kendetegnet det danske arbejdsmarked de senere år. Det har gjort det lettere at finde ufaglært arbejde end i årene under og efter finanskrisen. Alligevel er der grund til bekymring. Unge, der har færdiggjort en uddannelse, for eksempel en erhvervsuddannelse, er nemlig i langt højere grad i beskæftigelse.
”Tre ud af fire ufaglærte studenter er i job, og det lyder måske okay. Men deres beskæftigelsesgrad er faktisk langt mindre end deres jævnaldrende, der er faglærte eller har en anden erhvervskompetencegivende uddannelse,” siger Emilie Damm Klarskov.
Og de studenter, der ikke får sig en uddannelse, er generelt mere udsatte på arbejdsmarkedet.
”Som ufaglært tjener man typisk mindre, og man er mere udsat i forhold til at miste sit job, når konjunkturerne vender,” siger Emilie Damm Klarskov.
Stor gruppe unge ufaglærte har en studentereksamen
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet en fremskrivning af tallene, og den viser, at vi kan forvente en fortsat stigning i antallet af studenter, der ikke har færdiggjort eller er i gang med en uddannelse fem år efter studentereksamen. Det kan betyde, at billedet af den typiske ufaglærte unge er under forandring.
”Den typiske ufaglærte har traditionelt haft grundskolen som sin højeste uddannelse. Men allerede i dag er der næsten lige så mange ufaglærte 25- og 26-årige, der har en studentereksamen. Hvis udviklingen fortsætter, vil vi snart se, at den største gruppe af unge ufaglærte faktisk har en ubrugt studenterhue liggende i skabet,” siger Emilie Damm Klarskov.
Analysens hovedkonklusioner
- I 2023 var der lidt under 27.000 ufaglærte studenter. På ni år er der blevet knap 12.000 flere studenter under 30 år, der hverken var i gang med eller havde afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter afgang fra gymnasiet.
- En fremskrivning anslår, at der kan være 37.000 ufaglærte studenter under 30 år i 2028.
- Andelen af studenter, der holder tre eller flere sabbatår, er fordoblet de seneste ni år. Knap fire ud af ti af studenterne fra 2020-årgangen var stadig ikke i gang med en uddannelse to år og en sommerferie efter studentereksamenen.
- Andelen af en årgang, der læser videre direkte efter deres studentereksamen, er faldet fra 26 pct. i 2012 til 10 pct. i 2023.
- Ufaglærte studenter risikerer at stå i en skrøbelig position på arbejdsmarkedet og tjener markant mindre end faglærte jævnaldrende.
Tabel: 27.000 studenter er uden uddannelse fem år efter gymnasiet – i 2028 kan tallet være 37.000
Tabellen viser udviklingen i antallet af studenter under 30 år, der hverken er i gang med eller har fuldført en erhvervskompetencegivende uddannelse, mindst fem år efter studentereksamen.
Årstal |
Antal ufaglærte studenter |
2008 |
18.000 pers. |
2009 |
17.400 pers. |
2010 |
17.200 pers. |
2011 |
16.600 pers. |
2012 |
16.200 pers. |
2013 |
15.600 pers. |
2014 |
15.300 pers. |
2015 |
15.700 pers. |
2016 |
16.400 pers. |
2017 |
17.600 pers. |
2018 |
19.000 pers. |
2019 |
20.700 pers. |
2020 |
22.000 pers. |
2021 |
23.300 pers. |
2022 |
25.100 pers. |
2023 |
26.900 pers. |
Fremskrivning |
|
2024 |
29.300 pers. |
2025 |
31.500 pers. |
2026 |
33.500 pers. |
2027 |
35.400 pers. |
2028 |
37.300 pers. |
Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre.
Anmærkning: Antallet er opgjort 1. oktober i året. Se metodeafsnit for beskrivelse af fremskrivningsmetoden.
Nøgleord
Kontakter
Emilie Damm KlarskovAnalysechef
Tlf:27 35 85 95ead@ae.dkJakob Kjærgaard BrunKommunikationskonsulent
Tlf:26 27 66 86jab@ae.dkLinks
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE’s overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagerne og for at fremme den sociale retfærdighed.
Følg pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Flere unge er uden job og uddannelse i 68 kommuner – se tallene15.9.2025 08:19:03 CEST | Pressemeddelelse
Næsten 45.000 unge mellem 15 og 24 år er uden job og uddannelse, men der er store kommunale forskelle, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det seneste år er andelen steget i 68 kommuner. Se tallene for hver kommune herunder.
Danmark har flest borgere med økonomiske problemer i Norden2.9.2025 05:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er større risiko for at havne i fattigdom eller social eksklusion i Danmark end i de andre nordiske lande, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Flere i Danmark oplever omfattende materielle og sociale afsavn, og flere er økonomisk sårbare end i Norge, Sverige og Finland. Inflationskrisen er kun en del af forklaringen.
Prognose: Dansk økonomi står stærkt trods global usikkerhed19.8.2025 11:41:20 CEST | Pressemeddelelse
Krige og Trumps toldtariffer skaber usikkerhed på de internationale markeder, men Danmark er godt rustet i de kommende år, vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en ny prognose. Arbejdsmarkedet er i topform og forventes at stabilisere sig på det høje niveau, mens medicinalbranchen kommer til at spille en mindre rolle i væksten.
Folkeskolen står tilbage med de svageste elever ved skoleskift16.8.2025 08:27:00 CEST | Pressemeddelelse
Når elever skifter mellem folkeskole og privatskole, samles de svage elever i folkeskolen, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Elever, der skifter fra folkeskole til privatskole, har færre udfordringer end andre folkeskoleelever, mens elever, der skifter fra en privatskole til folkeskole, har flere udfordringer end de andre folkeskoleelever.
Ny rapport: Almindelige lønmodtagere har ikke råd til ejerboliger i byerne16.8.2025 05:05:00 CEST | Pressemeddelelse
De stigende boligpriser i og omkring de store byer betyder, at almindelige lønmodtagere forsvinder fra ejerboligerne, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Se udviklingen for almindelige lønmodtagere på boligmarkedet i alle landets kommuner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum