Danmarks største fagblad går i luften med nyt digitalt site

Del

Med et helt nyt site vil Danmarks største Fagblad udfylde et hul i det danske medielandskab, hvor faglærte og ufaglærtes synsvinkler i dag er nærmest fraværende, siger chefredaktøren.

Med kæmpe digitalt spring lancerer Fagbladet 3F i dag en ny hjemmeside, ny app og ikke mindst en lang række nye formater for at nå flere af de faglærte og ufaglærte danskere, der er mediets målgruppe.

- Vi har en unik og stor målgruppe, der samtidig er groft overset i de større medier. Deres arbejdsliv og interesser er stærkt fraværende i mediedækningen, og de store samfundsdagsordener beskrives stort set altid fra de mest privilegerede danskere synsvinkel. Det er et opgør med netop det skæve mediebillede, der er vores vigtigste mission med det nye site, siger ansvarshavende chefredaktør Thomas Hundsbæk

Det nye Fagbladet3F.dk vil derfor give faglærte og ufaglærte et ambitiøst digitalt nyhedsmedie, der ser verden fra deres perspektiv.

- I en verden, hvor de brede danske medier næsten altid beskriver verden ud fra de bedst lønnede og bedst uddannede borgeres perspektiv, er der mere end nogensinde brug for at give de faglærte- og de ufaglærte en stemme. Vores nye site er skræddersyet til at nå vores kernelæsere, der hvor de er på de digitale medieplatforme og med indhold, som netop retter sig mod dem i både form, vinkling, emnevalg og formidling, siger Thomas Hundsbæk.

Det nyt Fagbladet.dk vil have betydeligt mere nyhedspuls, mere lyd i form af oplæste artikler og podcasts og en ny app, der giver medlemmerne nyheder om deres arbejds- og hverdagsliv.

- Det nye fagbladet3f.dk vil være et kvalitets-nyhedsmedie, der beskriver den virkelighed og den hverdag, man møder som faglært og ufaglært. Den allerstørste forskel på os og de andre medier er, at vi altid vil se verden og de store fælles nyheder fra de faglærtes og ufaglærtes synsvinkel med fokus på både problemer, inspiration og det løsningsorienterede.

Fagbladet3F er blandt andet kendt for den undersøgende og kritiske journalistik. Den vil fortsat være en vigtig del af den digitale omlægning. Men den vil blive serveret i nye formater.

- I de seneste år har vi lavet masser af kritisk journalistik om sexisme på arbejdspladsen, underbetalte ukrainske landarbejdere, chauffører i slumlejre og om medlemmer, der uden advarsler bliver sat til at arbejde med livsfarlig asbest. Det bliver vi ved med. Men det bliver i nye formater, hvor lyd og det visuelle bliver løftet til et nyt niveau – og hvor det bliver lettere tilgængeligt, så det også appellerer til brugere, der hverken er stærke læsere eller nødvendigvis har dansk som førstesprog, siger Thomas Hundsbæk.

Fakta: Det nye Fagbladet3F.dk:

  • Fagbladet3f.dk direkte i lommen. Med Fagbladets nye app har læseren altid fagbladet lige ved hånden.
  • Lyt til Fagbladet. Man kan nu lytte til alle Fagbladets artikler.

  • To nye nyhedsbreve. Hver morgen giver Fagbladet brugerne dagens vigtige historie om deres arbejdsliv plus et overblik over morgenens nyheder.
    I eftermiddagsnyhedsbrevet folder vi dagens tre vigtigste historier ud.

  • Digitale fortællinger. Det visuelle får et løft igennem nyt format, hvor fyrtårnshistorier og de bedste reportager bliver foldet ud igennem video, grafik og billeder.

  • Podcast. Fagbladet3F.dk laver podcast-serier på de største historier, der egner sig til at blive foldet ud i god lyd.

  • Tilgængeligt. I ”Artiklen kort” i starten af alle artikler kan man læse et kort resumé af det vigtigste i artiklen.

  • Gode råd og tips. Fagbladet3F.dk’s populære guides er nu samlet et sted, hvor man altid kan finde inspiration og gode råd. 

Kontakter

For yderligere information, kontakt 3F's pressetelefon på 88 92 88 92.

Følg pressemeddelelser fra 3F

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra 3F

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye