Esbjerg Kommune udsteder samlingsstedsforbud på Brolæggervej
14.6.2024 10:00:00 CEST | Esbjerg Kommune | Pressemeddelelse
Samlingsstedsforbud blev forkyndt for rockergrupperingen Comanches MC fredag.
Esbjerg Kommune udsteder nu efter samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi et samlingsstedsforbud over for rockergrupperingen Comanches MC på Brolæggervej 12 i Esbjerg. Kommunen politianmeldte i sidste uge Comanches for overtrædelse af Planloven. Det skete, fordi Comanches har klubaktiviteter på Brolæggervej 12 i Esbjerg, hvor rockergrupperingen har holdt til gennem en årrække. Området er udlagt til virksomhedsdrift, og en sådan klubaktivitet er ikke forenelig med virksomhedsdrift.
”Sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi har vi i Esbjerg Kommune konstant fokus på rocker- og bandegrupperinger og gør alt, hvad vi kan, for at forhindre deres aktiviteter. Rockergruppen Comanches’ adfærd på Brolæggervej skaber utryghed, og derfor har Esbjerg Kommune med udgangspunkt i Loven om samlingsstedforbud først varslet Comanches og nu nedlagt et såkaldt samlingsstedsforbud, så rockerne med virkning fra i dag ikke må forsamle sig på ejendommen på Brolæggervej," siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Esbjerg Kommune forkyndte fredag forbuddet for rockergruppen.
Konstant fokus på tryghed
”Vi har haft konstant fokus på trygheden i området og samarbejdet med Esbjerg Kommune om at anvende lovens muligheder for at udstede et nyt samlingsstedsforbud på Brolæggervej 12. Klubbens aktiviteter og utryghedsskabende adfærd har nu givet grundlag for, at Esbjerg Kommune har udstedt det nye samlingsstedsforbud”, siger politidirektør Frits Kjeldsen.
Politiet har siden 2022 registreret en række hændelser på og omkring adressen, hvor grupperingen og personer med tilknytning til grupperingen er truffet og efter politiets vurdering har udvist en adfærd, der medførte væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende. Registreringerne var en del af grundlaget for, at Esbjerg kommune i slutningen af marts 2023 i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi udstedte et samlingsstedsforbud. Det er kun muligt at udstede et sådant forbud i tre måneder og forbuddet på Brolæggervej blev derfor ophævet i juni 2023. Loven giver mulighed for, at hvis der inden for to år efter et samlingsstedsforbud er udløbet, sker hændelser, som er til ulempe eller skaber utryghed, kan kommunalbestyrelsen udstede et samlingsstedsforbud, der gælder, indtil det tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen.
Alle værktøjer tages i brug
”Borgerne skal ikke være i tvivl om, at vi bruger alle de værktøjer, vi har, for at holde bandegrupperinger ude af politikredsen. Vi ønsker ikke deres tilstedeværelse og fortsætter derfor den massive politiindsats mod rocker- og bandemiljøet for sammen med andre myndigheder, herunder Esbjerg Kommune, at bekæmpe rocker- og bandegrupperingerne intensivt på Brolæggervej og i politikredsen generelt,” siger politidirektør Frits Kjeldsen.
Samlingsstedsforbuddet gælder fra i dag og indtil kommunen tilbagekalder det:
”Vi håber, at forbuddet er med til at gøre livet besværligt for Comanches, så rockerne forstår, at vi ikke vil have dem i vores by og kommune, og vi i stedet kan bruge kræfterne på alt det, der er til gavn og glæde for borgerne,” siger Jesper Frost Rasmussen.
FAKTA
Loven om samlingsstedsforbud trådte i kraft i 2017. Et samlingsstedsforbud udstedes af kommunen og gælder i tre måneder.
Et samlingsstedsforbud kan gøres permanent, hvis der sker overtrædelse af forbuddet i løbet af de tre måneder, det midlertidige forbud gælder. Dette skete ikke på Brolæggervej.
Loven giver mulighed for, at hvis der inden for to år efter et samlingsstedsforbud er udløbet, sker hændelser, som er til ulempe eller utryghed, kan kommunalbestyrelsen nedlægge et samlingsstedsforbud, der er gældende indtil det tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen.
Kontakter
Jesper Frost Rasmussen, borgmester, tlf. 27 24 18 00, jesra@esbjerg.dk
Frits Kjeldsen, politidirektør, kontaktes via Kommunikationen i Syd- og Sønderjyllands Politi, tlf. 20 52 64 60
Om Esbjerg Kommune
Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.
I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.
Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.
Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Sporten rykker ud af Musikhuset og ind i hallerne: Esbjerg får ny stor Sportslørdag15.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sæt stort kryds i kalenderen lørdag den 23. januar 2027. Her bliver idrætsfaciliteterne omkring Gl. Vardevej fyldt med sport, fællesskab, opvisninger, talks, sportsstjerner og hyldest til både mestre og frivillige, når Sportslørdag Esbjerg afholdes for første gang.
26 ton bøger ud - orker, elvere og helte ind14.9.2026 09:26:15 CEST | Pressemeddelelse
Omkring 65.000 bøger skal flyttes, og i stedet rykker orker, elvere, helte, skurke og andet godtfolk ind, når Hovedbiblioteket i Esbjerg den 19. og 20. september forvandles fra bibliotek til en gigantisk riddersal under årets Fantasyfestival.
Nu skal sommerens forsøg i Skolegade i Esbjerg evalueres11.9.2026 11:24:26 CEST | Pressemeddelelse
Byrumsforsøget i Skolegade nærmer sig sin afslutning. Nu vil Esbjerg Kommune gerne høre, hvordan borgere, erhvervsdrivende og besøgende har oplevet sommerens ændringer i gaden.
Budgetforlig med fokus på hverdagens velfærd og fremtidens muligheder10.9.2026 16:10:35 CEST | Pressemeddelelse
Der er indgået budgetforlig om Esbjerg Kommunes økonomi i de næste fire år. Forligspartierne er blevet enige om et budget, der kombinerer ansvarlig økonomi med investeringer i velfærd, udvikling og de fysiske rammer til gavn for hverdagslivet i hele kommunen.
Kvinde-VM rammer isen i Esbjerg – nu søges holdet bag mesterskabet9.9.2026 08:10:19 CEST | Pressemeddelelse
Nogle af verdens bedste kvindelige ishockeyspillere kommer til Esbjerg i november. Granly Hockey Arena danner rammen om ti gruppekampe og to kvartfinaler ved VM, og nu åbner rekrutteringen af de frivillige, der skal være med til at skabe mesterskabet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum