Weekendens angreb illustrerer dehumaniseringen af civile i Gaza

Del

De seneste angreb i Gaza har skabt uacceptable lidelser for alt for mange civile palæstinensere. Ifølge Læger uden Grænser illustrerer det en tydelig ligegyldighed over for menneskeliv.

Om morgenen den 8. juni 2024 blev flygtningelejren Al-Nuseirat i midten af Gazastriben ramt af voldsomme bombardementer. Læger uden Grænser behandlede hundredevis af patienter fra angrebet sammen med lokalt medicinsk personale på Al-Aqsa Hospital.
Om morgenen den 8. juni 2024 blev flygtningelejren Al-Nuseirat i midten af Gazastriben ramt af voldsomme bombardementer. Læger uden Grænser behandlede hundredevis af patienter fra angrebet sammen med lokalt medicinsk personale på Al-Aqsa Hospital. Karin Huster, Læger uden Grænser

Mere end 800 mennesker er på under en uge blevet dræbt i Gazastriben, mens over 2.400 er blevet såret i landoffensiver og luftbombardementer ifølge de lokale sundhedsmyndigheder. 

Det har efterladt et massivt pres på de tilbageværende hospitaler, fordi de på ingen måde kan håndtere de mange alvorligt sårede, der gang på gang kommer ind samtidigt efter angreb. Det gælder også de steder, hvor den medicinske nødhjælpsorganisation Læger uden Grænser arbejder i Rafah og midten af Gaza. 

Ifølge de lokale sundhedsmyndigheder blev 274 personer dræbt den 8. juni alene. Samme dag modtog Nasser Hospital, hvor Læger uden Grænser arbejder, over 60 alvorligt sårede patienter heriblandt bevidstløse børn. 

Al-Aqsa Hospital, som Læger uden Grænser også er til stede på, modtog 420 sårede og 190 døde. Blandt ofrene var mange børn. De overlevende havde sønderrevne lemmer, alvorlige fysiske traumer, brandsår og åbne brud. 

”Hvordan kan drab på mere end 800 mennesker på en enkelt uge, heriblandt små børn, og lemlæstelse af flere hundrede betragtes som en militær operation, der overholder international humanitær lov? Vi kan ikke længere acceptere det israelske militærs udtalelser om, at det tager 'alle forholdsregler'. Dette er blot propaganda," siger Brice de le Vingne, som er Læger uden Grænsers katastrofechef. 

Dehumanisering kendetegner konflikten 

Få dage inden weekendens angreb bombede Israels militær adskillige gange såkaldte ”sikre zoner” samt skoler og humanitære lagerbygninger. Det er steder, hvor de stridende parter har indgået en formel aftale om at undgå militære konfrontationer og fjendtligheder. 

Den 4. juni blev 70 palæstinensere dræbt og over 300 såret under kraftige angreb i midten af Gaza. De fleste af ofrene, som Læger uden Grænser behandlede på Al-Aqsa Hospital, var kvinder og børn med alvorlige brandsår, knoglebrud og skader fra granatsplinter. 

”Siden oktober, og også lang tid før det, har dehumaniseringen af palæstinensere været et kendetegn ved denne konflikt,” siger Brice de le Vingne og fortsætter: 

"Generelle udtryk, som 'krige er brutale', skygger for det faktum, at børn, der ikke engang har lært at gå endnu, bliver lemlæstet, opsprættet og dræbt." 

Humanitær hjælp til Gaza er gentagende gange blevet forhindret eller nægtet adgang siden oktober sidste år, og angreb på nødhjælpskonvojer og teltlejre samt den systematiske pulverisering af Gazas sundhedssystem har ikke ført handling med sig. 

Derfor opfordrer Læger uden Grænser Israels allierede, herunder USA, Storbritannien og EU's medlemslande, til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at påvirke Israel til at stoppe angreb på civile og civil infrastruktur i Gaza.  

Organisationen opfordrer også til, at der øjeblikkeligt indføres en varig våbenhvile, og at langt mere humanitær hjælp kommer ind i Gaza.

Nøgleord

Kontakter

Om Læger uden Grænser

Læger uden Grænser er verdens største medicinske, humanitære nødhjælpsorganisation. Knap 68.000 medarbejdere redder hvert år millioner af liv verden over. Læger uden Grænser hjælper mennesker, som har været udsat for krige, konflikter og katastrofer, men kæmper også for adgang til livsvigtig medicin og behandling.

Følg pressemeddelelser fra Læger uden Grænser (MSF)

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Læger uden Grænser (MSF)

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye