KØBENHAVN BLIVER TO KUNSTVÆRKER RIGERE
En 20 meter lang, rød, skibslignende skulptur og plinte, der sættes sammen til en opholds- og aktivitetsskulptur, dukker op på henholdsvis Enghavevej i Københavns Sydhavnskvarter og på Helga Larsens Plads i Vanløse.
I dag fylder biler og cykler det meste i det trafikale billede på Enghavevej omkring Bavnehøj, men i fremtiden byder bybilledet på et noget aparte transportmiddel i midterrabatten nær brandstationen. Et nyt kunstværk er nemlig netop politisk godkendt, og det betyder, at naboer og besøgende fremover vil kunne opleve en tyve meter lang, halvanden meter bred rød skibslignende skulptur udført af kunstneren Tove Storch. Skibet er en reference til dengang, hvor Enghavevej udgjorde den oprindelige kystlinje, som de færreste københavnere sandsynligvis tænker over i hverdagen.
Baggrunden for skulpturen er en opgavebeskrivelse, som påbød kunstneren at skabe et kunstværk, som skal skabe en unik, stedspecifik og forunderlig oplevelse i midterrabatten på Enghavevej. Der blev ydermere lagt vægt på, at kunsten styrker forbindelsen mellem Bavnehøj og resten af byen, at kunsten udgør en unik stedsmarkør for Bavnehøj og styrker den lokale fortælling og tilhørsforhold til kvarteret. Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er glad for, at Bavnehøj nu kommer til at byde på endnu mere kunst:
- Bavnehøj har længe levet en hengemt tilværelse mellem store færdselsårer, togbanen og Vestre Kirkegård, men med områdefornyelsens og de mange lokale ildsjæles store arbejde er Bavnehøj nu blevet en bydel, som vi forbinder kunst. Tove Storchs skulptur kommer til at skabe identitet i et travlt område, og den kommer i hverdagen til at minde os om, hvordan historien har set ud helt lokalt. Jeg glæder mig til at se den blive til virkelighed, Line Barfod.
Tove Storch skriver selv om værket:
”Placeringen på Enghavevej skal understøtte det, skulpturen selv gør, nemlig at finde hvile i midterpunktet, synke nedad i al sin tyngde og blive stående på et sted. Det er min ambition at give Bavnehøj en skulptur, der definerer et blivende punkt, selvom alt omkring det bevæger sig. Alle, der suser forbi, tror måske de kører om kap med skibet, men de, som bor her, ved, at det er et slags anker.”
I Vanløse er Helga Larsens Plads gået fra historisk at have fungeret som vendeplads for sporvogne og endestation for busser til at blive et grønt, levende og trygt samlingspunkt med mulighed for ophold, ro og leg, hvor der også er blevet plads til en nærgenbrugsstation. Den nye plads markeres med et centralt placeret kunstværk, som skal symbolisere Helga Larsen.
Det er billedkunstner Laila Westergaard, der sammen med Sweco Danmark har udformet kunstværket. Udsmykningen består af plinte udført i blå rønne granit i forskellige størrelser, der sættes sammen til en opholds- og aktivitetsskulptur. Helga Larsen er gengivet i fuld figur på den højeste af stenene. Rundt om den høje sten håndhugges figurer, billeder og tekst knyttet til kvinder og børn på tværs af tid samt referencer til pladsens og Københavns fortid og nutid.
- Vi skal have flere kunstværker i København, som hylder historiens kvinder, og på Helga Larsens Plads er det naturligvis oplagt at inkludere et kunstværk, som gør netop dette. Kunst giver os noget at samles om, og den lægger op til debat og eftertænksomhed. Med Laila Westergaards værk får vi øjnene op for nogle af Helga Larsens mærkesager som hjemløshed og hendes store engagement i børneforsorgen, og det er vigtige emner at fokusere på i hverdagen, siger Line Barfod.
Laila Westergaard skriver selv om værket:
”Helga Larsen står i fuld figur hugget grafisk ind i den højeste af stenene. Hun lægger hænderne på en lille piges skulder som et billede på , at Helga Larsen ved sit virke har banet vejen for, at kvinder og børn har kunnet og kan få et bedre liv. Rundt om den høje sten indhugges billeder af kvinder og børn på tværs af tid og med forskellige elementer og indtryk fra pladsens og Københavns fortid og nutid. To sten er placeret på langs og på tværs af den høje sten og fungerer som bænke, der kan siddes på. En pige, der leger med en sporvogn, kravler langs siden på den ene. Måske hun drømmer om at styre både tog og land en dag. En husvild ligger og sover på bagsiden af den anden bænk.”
Etableringen af udsmykningen på Helga Larsens Plads forventes at starte op i tredje kvartal 2024 og være færdig i fjerde kvartal 2024. Det forventes, at kunstværket på Enghavevej kan indvies ultimo 2024.
Fakta
Bavnehøj har sit navn efter bål (bavne), der blev tændt på toppen af højen for at signalere til skibe på havet.
Skulpturen er udført i rød indfarvet beton og måler 20 meter i længden, 1,48 meter i bredden og 1,25 meter i højden.
Nøgleord
Kontakter
Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt
Tlf:2327 8090presse@tmf.kk.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Grønt lys til skøjtebane og julemarked på Kongens Nytorv24.6.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med et halvt år til jul kan skøjteglade københavnere allerede nu begynde at glæde sig. På Københavns Rådhus har politikerne nu givet et treårigt tilsagn til, at der kan opsættes en skøjtebane rundt om Krinsen på Kgs. Nytorv i forbindelse med det årlige julemarked.
Flere parkeringspladser i København reserveres til erhvervslivet24.6.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et politisk flertal har givet grønt lys til oprettelsen af 40 erhvervsparkeringspladser. Samtidig har teknik- og miljøborgmester Line Barfod bestilt et budgetnotat på op mod 300 ekstrapladser til erhvervslivet for at skabe bedre vilkår for den nødvendige biltrafik.
Lars Jensen bliver ny stadsarkitekt i København19.6.2024 09:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Den nye stadsarkitekt til Københavns Kommune er nu fundet. Det er Lars Jensen, der tiltræder mandag den 2. september.
BORGMESTER SLÅR ALARM: UDLØB AF SÆRLOV RISIKERER AT SÆTTE EN STOPPER FOR FLERE ALMENE BOLIGER I KØBENHAVN13.6.2024 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Både på Christiansborg og Københavns Rådhus drømmer man om en blandet by, men de almene boligselskaber har på grund af prisudviklingen i byggebranchen mere end svært ved at bygge nye almene boliger, som skal hjælpe til at skabe et balanceret boligmarked i hovedstaden. Christiansborg må træde til, mener teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).
Nu kommer Palæstinas Plads igen på dagsordenen i København7.6.2024 13:48:39 CEST | Pressemeddelelse
Vejnavnenævnet skal på sit næste møde behandle forslaget om at navngive et område på Nørrebro Palæstinas Plads.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum