DI: Ny Øresundsaftale vil øge arbejde over sundet
10.6.2024 11:06:14 CEST | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse
Efter mere end 20 års venten blev en ny Øresundsaftale i dag underskrevet af fire ministre på en af pylonerne på Øresundsbroen. Ros til regeringen, der endelig gør det lettere for virksomhederne at ansætte medarbejdere på tværs af Øresund, mener Dansk Industri (DI).

Den eksisterende Øresundsaftale har i årtier givet en lang række administrative besværligheder ved at arbejde på den anden side af Øresund – både for virksomheder og for medarbejdere. Derfor er det store potentiale i Nordens største arbejdsmarked på 4 millioner indbyggere ikke blevet indfriet. Nu vil en revision af Øresundsaftalen få arbejdskraften til at flyde mere frit over sundet.
- Vi har ventet længe på en revision af Øresundsaftalen, så det glæder mig virkelig meget, at ministrene på begge sider af Øresund kan underskrive en ny aftale. Det vil gøre det lettere for virksomhederne at ansætte medarbejdere på tværs af Øresund. Og det er i den grad på tide, at to nabolande med en bro imellem endelig finder ud af at integrere deres fælles arbejdsmarked – det er til glæde både virksomheder og medarbejdere, siger adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen.
Den ny Øresundsaftale blev spektakulært underskrevet i en af Øresundsbroens to pyloner af de to danske ministre skatteminister Jeppe Bruus og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin og fra svensk side af finansminister Elisabeth Svantesson og minister for nordisk samarbejde Jessika Rossvall.
- Stor ros og tak til regeringerne på begge sider for endelig at gøre noget konkret for integrationen mellem Danmark og Sverige. Alt for længe har det været alt for besværligt at agere på vores fælles arbejdsmarked med 4 mio. mennesker i Øresundsregionen, siger Lars Sandahl Sørensen.
Hensigten om revision af Øresundsaftalen afspejler i vid udstrækning de ønsker, som Greater Copenhagen Task Force - hvor begge regeringer indgår sammen med Dansk Industri, Svenskt Näringsliv, Sydsvenska Handelskammaren og Öresundsbro Konsortiet – havde til revision af den gamle aftale. Vigtigst er det, at skat fremover kun skal betales i arbejdsgiverlandet, så pendlere og virksomheder ikke skal slås med to skattesystemer. Desuden løser aftalen problemer med skat ved hjemmearbejde og ligestiller reglerne for offentlig og private ansatte.
Beregninger fra Greater Copenhagen viser, at et fuldt integreret arbejdsmarked over Øresund kan resultere i en årlig gevinst på op mod 3 mia. kr. for svensk og dansk økonomi tilsammen.
- Danmark lider under mangel på arbejdskraft, og danske virksomheder har et stort behov for den ekspertise, der findes i Sverige. Det kan ikke siges tydeligt nok: svenske kollegaer er afgørende for Danmark og det danske arbejdsmarked, siger Lars Sandahl.
- Danmark og Sverige har stærke fælles interesser i at realisere ambitionen om en sammenhængende og fuldt integreret Øresundsregion – både for regionens virksomheder og de mere end 4 millioner indbyggere. Derfor er det en rigtig god nyhed og en stor succes for det dansk-svenske samarbejde på det fælles arbejdsmarked, at vi nu får en ny og mere moderne Øresundsaftale, siger Lars Sandahl Sørensen.
Flere og flere svenskere tager over Øresund for at arbejde i hovedstadsområdet. Bare i det seneste år er antallet steget med omkring 1.000 personer. Det viser, at der allerede hos mange svenskere er en stor interesse for at arbejde i Danmark. Med aftalen kan vi forvente, at den generelle svenske interesse for at arbejde i Danmark bliver yderligere styrket.
- Øresundsregionen er økonomisk, arbejdsmarkedsmæssigt og kulturelt set en strategisk vigtig region for både Sverige og Danmark. Så det skal være nemt at arbejde, bo, ansætte medarbejdere og etablere virksomhed på tværs af regionen, siger Lars Sandahl Sørensen.
Fakta om international arbejdskraft med fokus på svenskere, der arbejder i Danmark
- Knap halvdelen af det seneste årtis opsving i beskæftigelsen udgøres af internationale medarbejdere. I 2023 kommer 90 procent af beskæftigelsesstigningen fra international arbejdskraft.
- Den største stigning i antallet af internationale medarbejdere er i Hovedstadsområdet, hvor internationale medarbejdere udgør 16 pct. af de ansatte på virksomhederne (mod 9 % i 2012)
- Der er kommet 2.300 flere svenskere i arbejde i Danmark de sidste to år - svarende til en samlet stigning på 16 %.
- Aktuelt arbejder 20.000 svenskere i Danmark, og det er det højeste nogensinde, og vi kan se, at der særligt er kommet flere svenskere til industri, videnservice, hoteller og restauranter og handel.
- Det er en stor stigning for en gruppe, som i de ti år forinden ikke steg overhovedet - og det er nærliggende at koble den seneste udvikling sammen med den svage svenske krone. Det er simpelthen mere attraktivt for en svensker at få en løn udbetalt i danske kroner. I 2023 kunne svenskeren med arbejde i Danmark få 156 svenske kroner for 100 danske kroner mod 137 i 2021. Det svarer til en stigning på 14 pct., hvilket er meget tæt på samme periodes stigning i antallet af svenskere med arbejde i Danmark på 16 pct.
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
DI: Regeringen styrker samarbejdet med erhvervslivet om krisestyring25.9.2026 15:24:52 CEST | Pressemeddelelse
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen står bag et nyt og meget stærkt initiativ om opbygningen af et dansk totalberedskab i tæt samarbejde med erhvervslivet. Initiativet får stor ros fra landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI), som bliver en del af samarbejdet.
DI: Alvorlig vurdering af truslerne mod Danmark24.9.2026 15:30:03 CEST | Pressemeddelelse
Politiet Efterretningstjeneste (PET) har i dag skærpet deres vurdering af truslerne mod dansk erhvervsliv fra Rusland. DI tager vurderinger meget alvorligt, og er i tæt dialog med både myndigheder og medlemmer om situationen.
DI: Destruktive cyberangreb er ikke længere teori24.9.2026 12:27:49 CEST | Pressemeddelelse
– Når Styrelsen for Samfundssikkerhed i dag hæver truslen fra destruktive cyberangreb til høj, er det et klart signal om, at risikoen ikke længere er teoretisk. Vi skal desværre alle være forberedte på, at det kan blive til virkelighed, siger branchedirektør i Dansk Industri (DI) Andreas Holbak Espersen.
DI: Meget alvorlig vurdering af truslen om angreb på Europa24.9.2026 11:41:38 CEST | Pressemeddelelse
- Det er en meget alvorlig vurdering af truslerne fra Rusland mod Europa og Danmark, der er kommet fra Forsvarets Efterretningstjeneste i dag, og vi er enige i, at det er noget, vi som borgere og virksomheder, skal forholde os til og forberede os på, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri (DI).
DI: Grønlands-aftale kan skabe ro, sikkerhed og ny vækst i Arktis22.9.2026 17:42:50 CEST | Pressemeddelelse
Aftalen mellem Grønland, Danmark og USA kan blive begyndelsen på et mere stabilt samarbejde om sikkerhed og udvikling i Arktis. Dansk Industri håber, at aftalen skaber ro om Grønlands fremtid og styrker både det transatlantiske forhold og muligheder for det grønlandske folk for flere arbejdspladser og vækst.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum