Ny plads skal styrke unges stemmer på Folkemødet
Unge skal ses, høres og involveres på Danmarks største demokratifestival. Derfor er markante unge-aktører på Folkemødet på Bornholm gået sammen om en ny, fælles plads. I aften indvies U-vendingen med paneldebat, workshops og koncert.

Når man tænker på Folkemødet på Bornholm, tænker man måske på politikere, virksomhedsledere, interesseorganisationer og nysgerrige borgere i den lidt ældre aldersgruppe. Men tænker man også på unge?
Det vil man fremover komme til. For i år åbner en ny plads på Folkemødet, som skal sikre, at yngre generationer fylder mere på demokratifestivalen end nogensinde før og er med til at sætte dagsordenen.
Unge er drivkraften
Pladsen har fået navnet U-vendingen, og bag den står de markante unge-aktører på Folkemødet DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Højskolerne, Ungdomsskoleforeningen og Ung Agenda, som er et partnerskab mellem Folkemødet og Tuborgfondet.
Sammen arbejder foreningerne for at skabe de bedste rammer for unges engagement i demokratiet, siger Jimmi Mørup Nielsen, der er programleder hos Ungdomsskoleforeningen:
”Med U-vendingen skaber vi en plads på Folkemødet, hvor unge er drivkraften. Her sætter unge dagsordenen, og her lægges op til aktiv deltagelse, hvor den politiske rummelighed er stor, og hvor alle folkemødegæster er inviteret med,” siger han.
Et folkemøde for flere unge
Målet med det nye område er at sikre, at der skabes et folkemøde, som rummer alle generationer, og som giver flere unge en plads i de demokratiske samtaler.
”Der findes masser af unge med ekspertviden, og som bidrager til at nuancere debatten. Derfor er det også vigtigt for os, at unge inviteres op på flere af Folkemødets scener ligesom på U-vendingen. Udover det er det også fedt for unge at have nogle at kunne spejle sig i på Folkemødets scener,” siger Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF.
Et større engagement i samfundet
Med U-vendingen håber aktørerne også at kunne være med til at styrke unges demokratiske selvtillid og engagement i samfundet generelt, siger Peter Giacomello, der er sekretariatschef i Tuborgfondet.
”Vores erfaring er, at Folkemødet kan give mange unge en god oplevelse med at stå på en scene, at tale med en folkevalgt politiker eller at deltage i en debat. Den oplevelse kan motivere dem til også at engagere sig efter Folkemødet og til at bruge deres stemmer på forskellige måder,” siger Peter Giacomello.
Samfundet har brug for en u-vending
På U-vendingen vil man både kunne besøge Højskolernes telt og bar, Ungdommens Plads, DUF - Ungdommens Scene samt et fælles loungeområde. Der vil være talks og debatter, kreative workshops, koncerter, improteater og mange andre events på området.
Håbet er, at de mange forskellige events og udtryksformer åbner for nye indsigter og kan inspirere til nye veje i de problemstillinger, der fylder i samfundet lige nu. Det siger Lisbeth Trinskjær, der er formand for Højskolerne.
”I en tid præget af krig, klimaforandringer og mistrivsel er der behov for, at vi tænker nyt og handler anderledes. På vores u-formede plads er der rum til at foretage en 180 graders vending og skubbe samfundet i den modsatte retning, siger Lisbeth Trinskjær.
I aften indvies U-vendingen med et netværksarrangement for unge på Folkemødet. Her vil der være fællessang, paneldebat med foreningerne bag, workshops og en koncert med bandet Rigmor.
Om U-vendingen
- U-vendingen er en ny plads på Folkemødet, hvor unge er drivkraften. Alle er velkomne på U-vendingen, og der vil være aktiviteter, debatter og workshops under mange forskellige temaer - og for alle generationer.
- Pladsen er et samarbejde mellem Højskolerne, Ung Agenda/Tuborgfondet, Ungdomsskoleforeningen og DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd, og på pladsen finder man et fælles loungeområde, Højskolernes telt og skybar (B8), Ungdommens Plads(B9) og DUF - Ungdommens Scene (B10).
- Onsdag d. 12. juni indvies pladsen med et netværksarrangement for unge på Folkemødet. Her vil der være fællessang, paneldebat, workshops og koncert.
Ny ungecamp
I 2024 flytter camp Ung Agenda sammen med Ungdomscampen, som ligger centralt i Allinge. Det bliver en camp med plads til 5000 unge lige ved Folkemødet. På campen vil der også være fællestelte, lounge-område og forskellige aktiviteter.
For yderligere kontakt:
Mette Skov Hansen, kommunikationskonsulent hos Højskolerne, 60641989, msh@ffd.dk
Birgitte Søe, projektleder og specialkonsulent hos DUF, 29168994, bs@duf.dk
Jimmi Mørup Nielsen, programleder i Ungdomsskoleforeningen, 65472199, jmn@ungdomsskoleforeningen.dk
Ditte Egholm, projektleder for Ung Agenda, 22679763, ditte.egholm@folkemoedet.dk
Nøgleord
Kontakter
Mette Skov HansenPresseansvarlig
Tlf:+45 60641989msh@ffd.dkBilleder




Links
Om foreningen
Folkehøjskolernes Forening i Danmark – også kaldet Højskolerne – har til formål at arbejde for folkehøjskolens idé og skabe gode og frie vilkår for skoleformens udvikling.
Foreningen er en medlems- og interesseorganisation for Danmarks omkring 75 folkehøjskoler.

Følg pressemeddelelser fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Højskoler er med i kapløbet om UNESCO-placering14.4.2025 12:02:04 CEST | Pressemeddelelse
Kulturministeren har sat gang i afstemningen om, hvad der er særlig dansk kulturarv. Højskolerne er blandt de 20 udvalgte bud, som danskerne nu kan stemme om.
Fra cykelture til et svævende forsamlingshus: Højskoler får støtte til grønne projekter19.3.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
I dag har Danmark nået sin ”overshoot day”, hvor de ressourcer, jorden naturligt kan nå at genskabe, er opbrugt. Flere højskoler gør dog deres for at styrke den grønne omstilling, og nu har to højskoler fået millionbevillinger til bæredygtige projekter.
Social indsats hyldes med højskolepris14.3.2025 10:01:18 CET | Pressemeddelelse
Med projektet ”Udsatte unge på højskole” har en række højskoler og sociale aktører fundet en vej til at gøre højskoler tilgængelige og værdifulde for en bredere ungegruppe. I dag blev indsatsen fejret med Højskolepædagogisk Pris på Egmont Højskolen i Hou.
Trivselskommissionen: Flere unge bør prioritere et højskoleophold25.2.2025 11:59:48 CET | Pressemeddelelse
I dag har Trivselskommissionen offentliggjort sine anbefalinger til, hvordan børn og unges trivsel kan fremmes. En af dem lyder at styrke mulighederne for, at flere unge tager på højskole.
Nordiske højskoler samler ukrainske unge for at opbygge håb10.2.2025 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
I denne uge inviterer Nordisk Folkehøjskoleråd ukrainske unge i de nordiske lande til et seminar på Nansenskolen i Lillehammer. Her har de mulighed for at dele erfaringer, drømme og styrke deres forståelse for de demokratiske traditioner i Norden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum