Henriette Hallberg Thygesen bliver ny CEO for Terma
Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma annoncerer i dag, at virksomhedens nye CEO bliver Henriette Hallberg Thygesen. Med en række ledende stillinger i A.P. Møller Mærsk bag sig og bestyrelsesposter i nogle af landets største virksomheder, er det ifølge Termas bestyrelsesformand Carsten Dilling en stærk kapacitet, der nu skal overtage direktørstolen i Terma.
Den 19. august 2024 tiltræder Henriette Hallberg Thygesen stillingen som CEO i Terma. Hun afløser dermed Jes Munk Hansen, som tidligere i år blev annonceret som ny CEO for ROCKWOOL.
Henriette Hallberg Thygesen har bestredet en række ledende stillinger i A.P. Møller Mærsk – bl.a. som CEO for de amerikanske og nordasiatiske afdelinger af Damco, CEO for Svitzer samt ansvarlig for Fleet & Strategic Brands. Senest har hun været Chief Customer Delivery Officer i A.P. Møller Mærsk.
Derudover er Henriette Hallberg Thygesen bestyrelsesmedlem i ISS, Vestas og SAS.
”Med Henriette i spidsen får Terma en stærk kapacitet, der er vant til at drive en global forretning. Derfor er hun også den helt rigtige til at stå i spidsen for den nye strategi, som Terma fremlagde i forbindelse med vores årsregnskab, hvor det er planen at fordoble omsætningen de næste tre år.”, udtaler Termas bestyrelsesformand Carsten Dilling og tilføjer:
”Terma er en vigtig virksomhed for Danmark, og derfor har vi været igennem en meget grundig proces med en række stærke kandidater for at finde den helt rette til at føre Terma videre – og det har vi fundet i Henriette”.
Termas nye CEO siger selv, at virksomheden står med et vigtigt ansvar, som hun ser frem til at stå i spidsen for:
”Som landets absolut største forsvarsvirksomhed står Terma med et vigtigt ansvar for at levere løsninger og skabe teknologi til Danmark og ikke mindst til vores internationale partnere. For at kunne løfte den opgave står Terma overfor en transformativ vækstrejse. Det glæder jeg mig til at skulle være en del af”, udtaler Henriette Hallberg Thygesen.
Blå Bog: Henriette Hallberg Thygesen
A.P. Møller – Mærsk:
EVP, Chief Customer Delivery Officer: feb. 2023 – feb. 2024
EVP, CEO Fleet & Strategic Brands: jan. 2020 – feb. 2023
Svitzer
CEO: sep. 2016 – jun 2020
Damco (Mærsk Logistics)
VP, CEO Americas: aug. 2014 – sep. 2016
VP, CEO North Asia: jan. 2012 – aug. 2014
Bestyrelsesposter
ISS A/S: apr. 2024 – nu
Vestas: apr. 2024 – nu
SAS: mar. 2021 – nu
Nøgleord
Kontakter
Thomas ReklingHead of CommunicationTerma Group
Tlf:+45 2091 5076trek@terma.comBilleder
Om Terma
Terma er en dansk virksomhed med flere end 1.700 medarbejdere på globalt plan. Hver dag skaber vi missionskritiske løsninger inden for forsvar, rumfart og sikkerhed. Det gør vi gennem innovation og avanceret teknologi for kunder og partnere over hele verden.
Følg pressemeddelelser fra Terma
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.