Dansk herrehold i bordtennis udtaget til OL
7.6.2024 09:00:00 CEST | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse
For første gang nogensinde er Danmark med i holdturneringen for herrer til OL i Paris, og Danmarks Olympiske Komité har nu udtaget spillerne, der skal udgøre det historiske OL-hold.

Med en sensationel kvartfinaleplads ved VM i Korea i februar sikrede de danske bordtennisherrer sig kvalifikation til OL. Dermed har Danmark for første gang nogensinde et hold med i bordtennis til OL. Og DIF, der er Danmarks Olympiske Komité, har nu udtaget Jonathan Groth, Anders Lind og Martin Buch Andersen til at repræsentere Danmark til sommer i Paris. Tobias Rasmussen er udtaget som reserve.
”Det er stort, at jeg skal til mit tredje OL, og det bliver fedt ikke at skulle alene afsted. Det er kæmpestort for os og dansk bordtennis at have et hold med til OL, og jeg er virkelig stolt af at være en del af dét hold. Det her er noget, vi har arbejdet for siden 2021. Vi skal tage det sammenhold og den dynamik, vi havde til VM, med os til OL, og vi skal fortsætte med at værne om det, vi har opbygget som hold, hvor vi bakker hinanden op i alle situationer. Og så glæder jeg mig til, at vi skal være en del af det store danske hold, der skal til OL,” siger Jonathan Groth.
Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, glæder sig meget til at følge de danske bordtennisherrer under legene i Paris.
”Stort tillykke til bordtennisholdet og til Bordtennis Danmark. Jonathan Groth har forsvaret de røde og hvide farver i OL-turneringen i bordtennis i såvel Rio som Tokyo, og det er fantastisk, at vi i Paris kan stile med et hold og dermed også med to spillere i single. Jeg glæder mig til at følge både det danske hold og Jonathan Groth og Anders Lind i single,” siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.
Også i DIF glæder man sig over at have et bordtennishold med til OL i Paris og byder bordtennisherrerne velkommen på OL-holdet:
”Det er historisk, at vi skal have et dansk bordtennishold med til OL. Jeg ved, at de er stolte af den bedrift, og det skal de også være. Bordtennisspillerne og -lederne er både dygtige og yderst sympatiske, og jeg krydser mine fingre for, at de får et godt OL i Paris. Velkommen på holdet,” siger Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris.
I holdturneringen stiller man til OL med tre mand, og de to bedst rangerede på verdensranglisten er automatisk kvalificeret i single også. For Danmark er det Jonathan Groth (aktuelt nr. 21) og Anders Lind (aktuelt nr. 59).
Double indgår i holdturneringen ved OL for hold som en af fem kampe, mens VM for hold er uden double. Det er medvirkende til, at Martin Buch Andersen er valgt til OL-holdet, og Tobias Rasmussen er reserve. Tobias, som vandt den afgørende kamp, da Danmark vandt ottendedelsfinalen ved VM og kvalificerede holdet til OL, er nemlig venstrehåndet ligesom Goth og Lind, mens Martin er højrehåndet, og i double er en kombination af en højre- og en venstrehåndet spiller at foretrække.
Læs meget mere om OL og det danske OL-hold på www.ol.dk og følg med på ’Danmark til OL’ på Facebook og Instagram.
Fakta:
Jonathan Groth
Født: 9. november 1992 (31 år)
Sportsgren: Bordtennis (hold og single)
Klub: Dekorglass
Bedste resultater: Kvartfinale hold VM 2024, EM-guld i double i 2016, sølv i single ved European Games i 2019, EM-bronze hold 2021
Tidligere OL-deltagelse: 2016 og 2021
Anders Lind
Født: 14. december 1998 (25 år)
Sportsgren: Bordtennis (hold og single)
Klub: Borussia Dortmund
Bedste resultater: Kvartfinale hold VM 2024, kvartfinale single VM 2022, EM-bronze hold 2021
OL-debutant
Martin Buch Andersen
Født: 13. november 2000 (23 år)
Sportsgren: Bordtennis (hold)
Klub: Fortuna Passau
Bedste resultater: Kvartfinale hold VM 2024
OL-debutant
Tobias Rasmussen (reserve)
Født: 26. november 1996 (27 år)
Sportsgren: Bordtennis (hold)
Klub: Amiens
Bedste resultater: Kvartfinale hold VM 2024, EM-bronze hold 2021
OL-debutant
Nøgleord
Kontakter
Linus Mernsten, landstræner, Bordtennis Danmark: +46 723014111, linus.mernsten@bordtennisdanmark.dk
Søren Simonsen, OL-Chef de Mission, DIF: 29420443, sos@dif.dk
Lars Balle Christensen, sportsdirektør, Team Danmark: 25145640, lbch@teamdanmark.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Europas indflydelse falder20.3.2026 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Europa mister indflydelse i international idrætspolitik, mens alle andre kontinenter styrker deres positioner. Det viser den seneste udgave af DIF’s Idrætspolitiske Magtbarometer.
Folketingskandidater besøger vigtig idrætsindsats for unge uden job og uddannelse18.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Socialdemokratiets Anders Kühnau og Venstres Gert Bjerregaard besøger i dag Startblokken i Aarhus. Indsatsen hjælper unge på kanten af job og uddannelse videre i livet ved at trække på viden, kræfter og erfaringer fra idrættens verden. Bag indsatsen står Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Team Danmark og DIF indgår partnerskab med Club La Santa12.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Team Danmark, DIF og sportsresortet Club La Santa på Lanzarote har indgået et treårigt partnerskab, der skal give danske eliteatleter stærke træningsfaciliteter og styrke uddannelsen af trænere i dansk idræt.
Fond sikrer Idrættens Sociale Pris11.3.2026 07:25:16 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden står bag Idrættens Sociale Pris, der de seneste tre år er blevet uddelt i forbindelse med Sportsgallaen på DR. Nu forlænger de to parter samarbejdet om prisen.
Flere idrætsforeninger kaster sig ind i miljøkampen for at tjene penge til klubkassen3.3.2026 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Flasker og dåser ender for ofte i skraldespanden rundt omkring på idrætsanlæg og i sportshaller. For at komme problemet til livs, har DIF og Dansk Retursystem indgået et partnerskab, der har fået 250 idrætsforeninger til at samle dåser og flasker ind – og bruge pantpengene til klubkassen. Succesen har nu fået parterne til at forlænge samarbejdet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum