Ungdomsskoleforeningen

Unge indtager havnen for at prøve kræfter med det maritime liv og skabe liv på havnen

Del

Ungdomsskoleforeningens projekt ”UngHavn” har modtaget en bevilling på 8 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til, at flere unge kan prøve kræfter med det maritime liv i havne i otte kommuner forskellige steder i landet.

Unge på skibet Bonavista
Unge på skibet Bonavista UngHavn Holbæk

Ideen om ”UngHavn” opstod i Holbæk, hvor ungdomsskolen, Nationalmuseet og Kystliv Holbæk gik sammen om at give unge mulighed for at prøve kræfter med det maritime liv. Erfaringerne fra Holbæk med både at tilbyde nye fællesskaber for unge og skabe liv i havnen er så positive, at de nu skal bredes ud til yderligere syv kommuner forskellige steder i landet.

”Vi er glade for den store donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond, og vi glæder os til, at flere unge og havne kan få gavn af ”UngHavn”. Alle kan være med – uanset om du trives i skolen eller om du har det svært. I Holbæk har vi set mange unge få øjnene op for nye personlige udviklingsmuligheder, for når du arbejder sammen om praktiske opgaver, så opstår der ofte en tillid, hvor det er let at tale sammen om andre ting. Og så er det jo bare rart at se flere mennesker på havnen.”, siger Jimmi Mørup Nielsen, som er programleder i Ungdomsskoleforeningen

I ”UngHavn” kan unge prøve kræfter med alt fra sejladser til maritimt håndværk. Ombord på skibene kommer de unge ud på ukendt territorium, hvor man bliver nødt til at samarbejde for at få skibet til at sejle. Når vinteren sætter ind, rykker ”UngHavn” indendørs på havnen, hvor de kan hygge sig med at bygge modeller af skibene med deres nye venner.

Nationalmuseets Maritime afdeling i Holbæk er også en del af projektet og direktør Rane Willerslev lægger vægt på, at det maritime miljø er et godt sted for unge at udvikle sig:

”For mig er det gode børne- og ungeliv det, hvor man har mod på livet. Det giver selvtillid og selvværd at opleve, at man nok skal klare livet, selv når der er modstand. Derfor er det oplagt, at vi er en del af et projekt som ”UngHavn”, hvor unge ikke skal stå til regnskab eller prøves i deres evner ligesom i skoletiden. De unge skal have lov til selv at finde på løsningerne og til at fejle. Derfor glæder jeg mig også meget til at følge ”UngHavn” i hele Danmark, for jeg tror, at det kan give rigtig meget til mange unge – særligt dem, der har problemer med at passe ind og finde en meningsfuld tilværelse.”

De otte kommuner som er med i ”UngHavn” er: Roskilde, Faaborg Midtfyn, Middelfart, Svendborg, Guldborgssund, Helsingør, Holbæk og Jammerbugt.

Alle unge mellem 12 og 25 år kan deltage i de maritime aktiviteter – også bogligt stærke, ensomme og angste. Op mod 3.650 unge forventes at deltage i ”UngHavns” aktiviteter.

Projektet går allerede i gang til sommer og kører frem til 2027. I denne periode støtter Den A.P. Møllerske Støttefond aktiviteterne over hele landet med 8 millioner kroner.

Kontakter

Billeder

Unge på skibet Bonavista
Unge på skibet Bonavista
Download
Unge sætter sejl
Unge sætter sejl
Download
Skalamodel af Georg Stage
Skalamodel af Georg Stage
Download

Ungdomsskoleforeningen

Ungdomsskoleforeningen er en landsdækkende medlemsorganisation, som arbejder for og støtter udviklingen af de kommunale ungdomsskoler.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye