Danmark opnår valg til FN’s Sikkerhedsråd for de kommende to år
Efter en afstemning i FN’s Generalforsamling torsdag, er Danmark sikret medlemskab af FN’s magtfulde Sikkerhedsråd i 2025 og 2026.
Tyve år efter Danmark sidst sad i FN’s Sikkerhedsråd, bliver det fra 1. januar 2025 til et gensyn med verdens vigtigste organ. Torsdag middag i New York blev Danmark valgt til Sikkerhedsrådet sammen med Somalia, Pakistan, Panama og Grækenland. Danmark skal dermed sidde i Sikkerhedsrådet fra 1. januar 2025 til 31. december 2026.
”Det er en stor dag for dansk udenrigspolitik. Danmark har siden 2009 – og under skiftende regeringer – arbejdet for at opnå en plads i Sikkerhedsrådet. Vi har med resultatet i dag fået støtte fra langt størstedelen af FN’s medlemsstater. Det forpligter. Det er fortsat FN, vi vender os mod, når vi skal finde løsninger på de store globale kriser. I en tid, hvor forholdet mellem stormagterne i Sikkerhedsrådet er udfordret, vil Danmark arbejde for den fælles samtale og de fælles beslutninger. Og for at være bindeled mellem de store og små lande i Sikkerhedsrådet”, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
FN’s Sikkerhedsråd har 15 medlemmer; fem permanente medlemmer; Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA og ti indvalgte medlemmer, som i 2025 vil bestå af Algeriet, Danmark, Grækenland, Guyana, Pakistan, Panama, Sierra Leone, Slovenien, Somalia og Sydkorea.
Det bliver femte gang, at Danmark indtager en plads om det ikoniske hesteskoformede bord i sikkerhedsrådssalen.
Sikkerhedsrådet mødes ca. 400 gange i løbet af et år og vedtager typisk i omegnen af 50 beslutninger om året. I disse år står konflikterne i Gaza og Ukraine højt på Sikkerhedsrådets dagsorden, men det beskæftiger sig med kriser og krige over alt i verden. Det gælder f.eks. Syrien, Yemen, Sudan, Afghanistan og Haiti.
I Danmarks kommende mandatperiode vil FN bl.a. fejre sin 80 års fødselsdag og vælge en ny generalsekretær som afløser for Antonio Guterres. FN’s Generalforsamling vælger den nye generalsekretær på anbefaling fra Sikkerhedsrådet.
Danmark vil i Sikkerhedsrådet arbejde for at forsvare folkeretten og sikre, at Rådet også under vanskelige vilkår kan fungere og træffe beslutninger. Danmark vil bruge sit medlemskab til at søge tidssvarende svar på trusler mod verdensfreden, som i dag er mere komplekse end tidligere. Det kan f.eks. ske gennem tættere samarbejde mellem FN og de regionale organisationer. For afrikanske konflikter bør den Afrikanske Union eksempelvis i højere grad inddrages, når der skal findes løsninger.
Danmark vil ligeledes sætte ind i forhold til forebyggende indsatser, hvor det i stigende grad er tydeligt, at det er nødvendigt at tage højde for klimaforandringernes indvirkning på fred og sikkerhed rundt om i verden. Mange steder i verden har klimaforandringer en negativ effekt på fred og sikkerhed i regionen, hvor tørke, oversvømmelser og knappe ressourcer bidrager til en forværret sikkerhedssituation.
Sidst men ikke mindst, vil Danmark have fokus på at fremme kvinders deltagelse i arbejdet med fred og sikkerhed. Ikke mindst fordi fredsprocesser er mere holdbare, når kvinder inddrages.
Det samlede overblik over Danmarks prioriteter for medlemskabet af Sikkerhedsrådet kan findes på www.dk4unsc.dk
For yderligere information, kontakt pressevagten@um.dk
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Udenrigsministeren rejser til Bosnien-Hercegovina for at markere genåbningen af Danmarks ambassade10.7.2025 17:42:21 CEST | Pressemeddelelse
I dag rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til Sarajevo for at markere genåbningen af Danmarks ambassade i landet og 30-året for folkedrabet i Srebrenica.
Udenrigsministeren rejser til Rom for at deltage i Ukraine Recovery Conference9.7.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kort efter sit møde med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, i Washington DC, rejser udenrigsministeren til Rom for at deltage i Ukraine Recovery Conference torsdag den 10. juli. Her vil Danmark underskrive aftaler for 435 mio. kr. til støtte til Ukraines genopbygning.
Dansk eksport i maj 20259.7.2025 11:23:39 CEST | Pressemeddelelse
I maj 2025 faldt Danmarks samlede eksport 0,8 pct. i forhold til april. Årsstigningstakten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til de 12 måneder forud, var 9,5 pct.
Udenrigsministeren har mødtes med sin amerikanske kollega7.7.2025 18:32:11 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har for kort tid siden afholdt et møde med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio i Washington DC.
Danmark giver nyt humanitært bidrag til Gaza7.7.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lancerer i dag en ny dansk støttepakke, som skal afhjælpe den humanitære situation i Gaza og hjælpe krigens ofre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum