VELUX FONDEN

Med fem nye bevillinger til 22 mio. kr. sætter VELUX FONDEN fokus på handlekraft og livskvalitet i det sene voksenliv

Del

Med en ny strategisk indsats sigter VELUX FONDEN mod at styrke samfundets forståelse af voksenlivets overgange og forandringer. Fem innovative forskningsprojekter har modtaget bevillinger som det første skridt på området.

Over de kommende 25 år forventes antallet af ældre i Danmark at stige markant. Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning vil andelen af borgere over 80 år stige til 10 procent i 2050, mens samme aldersgruppe ved indgangen til 2023 udgjorde blot 5 pct. af befolkningen.

Med stigende levealder vil flere og flere opleve nye udfordringer og forandringer for både krop og sind. Det medfører, at vores liv på arbejdspladsen, i familien, blandt venner og i samfundet vil ændre sig.

Det kalder på viden om, hvordan man kan opretholde et handlekraftigt liv gennem hele livsforløbet – også i det sene voksenliv. Der er behov for at udvikle nye tilgange og metoder for, at den enkelte kan bevare livskvalitet og handlekraft.

”Der er mange muligheder, hvis vi tør tænke anderledes omkring, hvad et handlekraftigt liv – hele livet – kræver. Vi har behov for at styrke vores viden om aldringens faser og skabe en ny samtale om seniorlivet, hvor vi fokuserer på udvikling og handlekraft frem for afvikling. Det er derfor til stor glæde, at vi nu indleder det nye uddelingsområde ’Voksenlivets overgange og forandringer’ med bevillinger til fem vigtige projekter,” siger Ane Hendriksen, direktør i VELUX FONDEN.

Fra menopausen til seniorer på arbejdsmarkedet: Fem bidrag til voksenlivets overgange gennem tværfagligt samarbejde

De fem projekter, som VELUX FONDEN netop har bevilget i alt 22 mio. kr. til, fokuserer alle på livskvalitet, sundhed og trivsel i de senere livsfaser.

”Et nært samarbejde mellem de forskellige discipliner inden for forskning samt praktikere er vejen frem, når vi skal udvikle nye løsninger og styrke individets handlemuligheder i voksenlivets overgange. Det kræver samarbejder at finde løsninger, og det unikke ved projekterne er, at de alle arbejder tværsektorielt mellem forskning og praksis, en tilgang vi i VELUX FONDEN har rigtig gode erfaringer med fra andre af fondens uddelingsområder,” siger Ane Hendriksen.

Projekterne vil forbedre livskvaliteten blandt den enkelte med ny viden og konkrete værktøjer. Det skal ske gennem tværfaglig forskning, praktiske anbefalinger og samarbejde mellem forskellige aktører bl.a. sundhedsprofessionelle samt patienter og deres pårørende.

40 års engagement i aldringsforskningen

“VELUX FONDEN har siden sin etablering i 1981 haft et fokus på aldring udtrykt i fundatsen, så vi har allerede stor erfaring og viden at trække på. Med det styrkede fokus på området, håber vi at kunne være med til at realisere et uforløst potentiale til gavn for mange,” siger Ane Hendriksen

Uddelingsområdet ’Voksenlivets overgange og forandringer’ er del af fondens nye 2030-strategi og samler områderne gerontologi, øjenforskning samt aktive ældre. Det sker for at fremme den evidens- og vidensbaserede samtale om de overgange, udfordringer og muligheder, der opstår i forbindelse med job, bolig, familie, fritid og deltagelse i samfundsliv og fællesskaber i det voksenliv, der for de fleste af os bliver længere end tidligere.

Kort om de fem projekter

Kvinder i Sund overgang - fra peri- til postmenopause

  • Maria Hybholt, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet
  • Bevilling: 4.999.830, -
  • Projektet sigter mod at opbygge et tværfagligt verdenskendt videnscenter om menopausen. Det fokuserer på at generere viden og udvikle retningslinjer for at forbedre vilkårene for kvinder i menopausen, især med hensyn til fysisk aktivitet og hjertekarsundhed.

Nysgerrighed, udvikling og visdom i seniorarbejdslivet 60+: NUVIS

  • Aske Juul Lassen, Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet
  • Bevilling: 5.000.000, -
  • Projektet sigter mod at ændre fortællingen om personer over 60 på arbejdsmarkedet. Gennem etnografisk feltarbejde og stakeholderinvolvering ønsker projektet at fremme en fortælling om seniorernes udvikling og understøtte seniorernes bidrag og kompetencer.

Håb og handlekraft i voksenlivets overgange med alvorlig sygdom

  • Vibeke Graven, REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation; Odense Universitetshospital; Klinisk Institut, Syddansk Universitet.
  • Bevilling: 4.943.055, -
  • Projektet kombinerer forskning og praksis for at støtte alvorligt syge mennesker med rehabiliteringsbehov. Det involverer samarbejde mellem flere aktører og institutioner, og det fokuseres på Parkinsons, hjerneskade og kræft.

Handlekraft i overgangen fra rask til alvorligt syg

  • Dorte Ejg Jarbøl, Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet
  • Bevilling: 3.495.450, -
  • Projektet undersøger overgangen fra at være rask til at blive alvorligt syg blandt ældre kræftpatienter. Projektet bruger både spørgeskemaer, registerdata og antropologiske studier til at udvikle konkrete anbefalinger til sundhedsprofessionelle.

Social og kønsmæssig ulighed i konsekvenser af at være omsorgsgiver til voksne pårørende, hvad øger handlekraften?

  • Rikke Lund, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet
  • Bevilling: 3.651.225, -
  • Projektet undersøger den sociale og kønsmæssige ulighed i konsekvenser af at være uformel omsorgsgiver til pårørende med langvarig sygdom. Projektet vil skabe en dybere forståelse af rollen som omsorgsgiver i samspil med de fagprofessionelle, og identificere faktorer der kan være medvirkende til at øge handlekraften.

Kontakter

Billeder

Ane Hendriksen, direktør i VELUX FONDEN
Ane Hendriksen, direktør i VELUX FONDEN
Download

Om VELUX FONDEN

VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der ønsker et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.

VELUX FONDEN arbejder for at forbedre menneskers liv og handlemuligheder i et demokratisk og bæredygtigt samfund ved at støtte forskning og indsatser inden for eller på tværs af sociale forhold, alderstrin, voksenlivets overgange, samfund og kultur samt havmiljøet. VELUX FONDENs 2030-strategi adresserer således en lang række væsentlige samfundsudfordringer inden for områderne Sociale indsatser, Et hav i balance, Human- og samfundsvidenskabelig samfund og kultur og Voksenlivets overgange og forandringer.

Læs mere på www.veluxfonden.dk

Følg pressemeddelelser fra VELUX FONDEN

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra VELUX FONDEN

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye