Skatteopkrævninger for over 500 mio. kroner i kampen mod social dumping i 2023
4.6.2024 13:05:17 CEST | Beskæftigelsesministeriet | Pressemeddelelse
Omkring 4.550 arbejdsmiljøreaktioner og mere end en halv mia. kroner i skatteopkrævninger. Det er nogle af resultaterne fra den fælles myndighedsindsats i kampen mod social dumping sidste år.
Kampen mod social dumping er en vigtig prioritet for regeringen, og senest har TV2’s dokumentar ”Den sorte svane” igen vist, at der er behov for en vedholdende indsats på området. Nu kan Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet gøre status på den fælles myndighedsindsats i 2023 for at sikre ordnede forhold på det danske arbejdsmarked.
Arbejdstilsynet har gennemført godt 7.800 tilsyn på danske og udenlandske virksomheder. Her er der givet omkring 4.550 arbejdsmiljøreaktioner, og Arbejdstilsynet har registreret, at 90 personer er stukket af fra arbejdspladsen.
Skattestyrelsen har i 2023 foretaget mere end 3.300 skatte- og afgiftskontroller målrettet virksomheder og personer i brancher, hvor risikoen for overtrædelse af reglerne er størst. Det har ført til udsendte skatteopkrævninger for i alt ca. 507 mio. kroner. Det er en stigning på over 60 pct. sammenlignet med forrige år. Det ekstraordinære høje opkrævningsbeløb skyldes blandt andet nogle få sager med meget høje opkrævninger – herunder en sag på knap 90 mio. kroner.
Politiet har registreret 156 sigtelser for overtrædelse af anmeldelsespligten til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT), der blandt andet hjælper med at sætte ind over for folk, der er her illegalt. Registret giver myndighederne bedre muligheder for at føre tilsyn med, at udenlandske virksomheder, som arbejder i Danmark, overholder de danske regler om fx arbejdsmiljø og skat.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
-Regeringen vil ikke acceptere, at brodne kar bryder reglerne og udnytter andre mennesker. Derfor er det godt, at vi med den fælles myndighedsindsats fortsætter kampen mod social dumping. Jeg er optaget af, at vores myndigheder har nogle redskaber, der virker, så vi ikke ser de samme problemer igen og igen. Ligesom myndighedsindsatsen hele tiden udvikles, så gør vores politiske svar på det også.
Skatteminister Jeppe Bruus siger:
-Det er afgørende for fællesskabet og vores samfundsøkonomi, at arbejde i Danmark følger dansk lovgivning og overholder spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Resultaterne fra myndighedssamarbejdet viser med al tydelighed, at der er brug for den fælles indsats. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at Skattestyrelsen har udsendt opkrævninger for over 500 mio. kr. alene i 2023.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger:
-Desværre ser vi fortsat kyniske virksomheder, der udnytter andre mennesker og snyder fællesskabet for at skabe hurtig profit. Det hverken kan eller skal vi som samfund tolerere, mens andre mennesker går på arbejde, tjener en ærlig løn og betaler deres skat. Det skal vi sætte hårdt ind over for. Jeg er derfor glad for, at den fælles myndighedsindsats mod social dumping bærer frugt, ligesom det store provenu viser, at den fælles indsats gør en forskel.
For at styrke indsatsen mod de grove og komplicerede sager oprettede man for et halvt år siden et tværgående indsatsteam, der i endnu højere grad kan trække på de forskellige myndigheders kompetencer og erfaringer.
For nylig indgik et bredt politisk flertal en ny aftale, der skal bekæmpe social dumping. Den vil blandt andet give mulighed for at stoppe entreprenører, der igen og igen groft bryder reglerne, og føre kontrol med boliger, som arbejdsgiverne udlejer til deres ansatte. Derudover kan Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) ude på kontroller kræve, at ansatte identificerer sig. Det skal give flere muligheder for at slå ned på illegal arbejdskraft.
Du kan læse afrapporteringerne herunder. Der er tal, der dækker perioden fra 1. januar 2012 til og med 31. december 2023.
Arbejdstilsynet:
https://at.dk/tilsyn/indsats-mod-social-dumping/
Politiet:
https://politi.dk/samarbejde/den-faelles-myndighedsindsats-mod-social-dumping
Skattestyrelsen:
https://sktst.dk/skattestyrelsen-i-tal/skattekontrol/social-dumping
Kontakter
Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 51232830
Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Fødevarechecken er vedtaget26.2.2026 12:39:13 CET | Pressemeddelelse
Over to millioner pensionister, børnefamilier, ledige, studerende og lærlinge får udbetalt et skattefrit beløb, der giver dem bedre råd til at gå i supermarkedet.
Lærlinge på erhvervsuddannelserne vil også modtage fødevarecheck24.2.2026 10:17:39 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og aftalepartierne er enige om, at lærlinge på erhvervsuddannelserne også skal have del i fødevarechecken. Indvandrere uden lovligt ophold bliver afskåret fra at modtage pengene.
Arbejdstilsynet skruer op for tilsynet med brodne kar i byggebranchen20.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvis virksomhederne på en byggeplads bliver ved med at ignorere Arbejdstilsynets påbud og udsætter ansatte for stor fare, vil de få et intensiveret tilsyn af Arbejdstilsynet. Tilsynet kan føre til, at Arbejdstilsynet helt stopper arbejdet på byggepladsen.
Mere end 13 mio. kroner skal hjælpe opsagte fra Novo Nordisk6.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Beskæftigelsesministeren har givet en række kommuner i alt godt 13 mio. kroner fra varslingspuljen til at hjælpe opsagte fra Novo Nordisk i job igen.
Ny beskæftigelsesindsats på vej med større lokalt ansvar og mindre bureaukrati19.12.2025 12:06:58 CET | Pressemeddelelse
Folketinget har fredag vedtaget et lovforslag, der baner vejen for lokalt ansvar for beskæftigelsesindsatsen og den største forenkling nogensinde. Den nye beskæftigelsesindsats træder gradvist i kraft i 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum