Kræftens Bekæmpelse

Kendt kunstner designer støtteplakat for børn ramt af kræft

Del

Fra 6. juni kl. 10 kan du købe en eksklusiv støtteplakat af den anerkendte kunstner Ole Aakjær. Overskuddet går til kampagnen ”Kræft er ikke for børn”, og ambitionerne for indsamlingsresultatet er store…

Ole Aakjær og influenceren Mie Isaksen
Kunstner Ole Aakjær og influenceren Mie Isaksen er gået sammen om at skabe et meget ambitiøst indsamlingsresultat med en støtteplakat til fordel for børn og unge ramt af kræft.

Embargo: Må frigives torsdag 6. juni kl. 10 til elektroniske medier, må frigives torsdag 6. juni til trykte medier.

Den verdenskendte Vejle-kunstner Ole Aakjær sætter torsdag en limited edition plakat med titlen LOVE & HOPE til salg. Plakaten er kun til salg i 24 timer, og al overskuddet går til kampagnen ”Kræft er ikke for børn”, som Kræftens Bekæmpelse står bag.

Den farvestærke plakat udtrykker hudløshed, kærlighed og håb. Om sin motivation for at bidrage siger kunstneren:

- I Danmark har vi nogle af verdens bedste forskere, men kræftforskning koster mange penge. Det er min ambition, at jeg i fællesskab med alle dem, der vælger at købe en plakat, kan indsamle et kæmpestort beløb til dette uendeligt vigtige arbejde. Og netop følelsen af at kunne udrette noget stort i fællesskab med andre er enormt motiverende. Alene kan man ikke alverden, men måske kan man få råd til at købe en plakat til 600 kroner og så gøre noget stort sammen, siger Ole Aakjær.

Ole Aakjær er internationalt kendt for sine store karakteristiske akvareller med kvinder i flere lag og med et væld af symboler og ledetråde. 

Kunst kan skaffe millioner til gode formål
Det er ikke første gang, Ole Aakjær stiller sin kunst til rådighed for et godt formål. I 2022 stod han og hustruen Susan bag en støtteplakat til fordel for kvinder og børn i det krigshærgede Ukraine. Den plakat blev på rekordtid solgt i 6000 eksemplarer, og det lykkedes ægteparret at rejse mere end 3,5 mio. kr. til Unicefs arbejde i Ukraine.

- Jeg elsker tanken om, at min kunst kan bidrage på en helt konkret måde til noget rigtig godt. Med denne plakat fokuserer jeg på børns ret til liv. Passivitet kan drive mig til vanvid, og omvendt giver denne slags praktiske projekter mig en følelse af, at jeg kan gøre en positiv forskel, siger Ole Aakjær.

Ole Aakjær og influenceren Mie Isaksen er gået sammen om at skabe et meget ambitiøst indsamlingsresultat med støtteplakaten. De to har kendt hinanden længe og arbejdet sammen flere gange. Mie Isaksen samler selv ind på sine egne platforme på de sociale medier, hvor hun også vil slå et slag for plakaten.

Kendte samler ind
Kræftens Bekæmpelses kampagne ”Kræft er ikke for børn” arrangerer hvert år i uge 23 indsamlingsugen #KræftErIkkeForBørn, hvor kendte influencere, erhvervsprofiler og som noget nyt i år også sportsstjerner går sammen om at samle ind til børn og unge berørt af kræft. Sidste år blev der i løbet af indsamlingsugen samlet mere end 1 mio. kr. ind.

Hvert år får 380 børn og unge under 25 år kræft, og 50.000 børn lever med en kræftsyg mor eller far.

Køb støtteplakaten
Plakaten LOVE & HOPE koster 600 kroner plus fragt og kan købes på Ole Aakjærs hjemmeside i 24 timer fra torsdag 6. juni kl. 10 til fredag 7. juni kl. 10. Alle plakaterne bliver signeret i hånden af Ole Aakjær. Al overskuddet fra salget går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde med børn, unge og kræft. Kan købes her:

https://shop.oleaakjaer.com/products/love-hope

Om kampagnen ’Kræft er ikke for børn’:
”Kræft er ikke for børn” er Kræftens Bekæmpelses kampagne, som samler ind og sætter fokus på børn og unge, der enten selv er ramt af kræft, har overlevet kræft eller er tætte pårørende til kræftsyge. Pengene går til forskning, forebyggelse og patientstøtte. Årets Indsamlingsuge #KræftErIkkeForBørn gennemføres for sjette år i år og foregår i hele uge 23. For mere information om kampagnen, aktiviteterne og hvordan du kan bidrage, besøg venligst www.kræfterikkeforbørn.dk.

Fakta om børn, unge og kræft:
Hvert år får 380 børn og unge under 25 år kræft

  • Seks ud af syv børn overlever deres kræftsygdom
  • De mest almindelige former for kræft blandt børn er kræft i blodet og hjernen
  • For langt de fleste tilfælde af børnekræft kender man ikke årsagen til
  • Behandlingen er typisk meget intensiv og består af kemoterapi i høje doser og hos nogle børn også af operationer eller stråleterapi, der giver mere end halvdelen af børnene senfølger

Nøgleord

Kontakter

Lise Atzen Bjerregaard, kampagneansvarlig i Kræftens Bekæmpelse
Lisea@cancer.dk
+45 2025 3663

Olivia Yderholm, kommunikationskonsulent hos Help PR
olivia@helpagency.dk
+45 5386 5385

Billeder

Kunstner Ole Aakjær og influencer Mie Isaksen med støtteplakaten LOVE & HOPE
Kunstner Ole Aakjær og influencer Mie Isaksen med støtteplakaten LOVE & HOPE
Download
Støtteplakaten LOVE & HOPE
Støtteplakaten LOVE & HOPE
Download

Om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.

Besøg os på Cancer.dk.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye