Danmarks nye kvantehus med testcenter rykker tættere på åbning for førende forskere og erhvervsliv
Inden længe åbner dørene til Quantum Denmark, et nyt kvantehus med dertilhørende kvantetestcenter i København, som skal være et samlingssted for dansk kvanteerhvervsliv og forskere.
Quantum Denmark bliver Danmarks nye kvantehus og kvantetestcenter, som skal være med til at gøre Danmark til en international kvantehub, der kan tiltrække udenlandske talenter, investeringer og virksomheder på området.
Nu har Danmarks nationale måletekniske institut Dansk Fundamental Metrologi fået til opgave at stå i spidsen for at samle et konsortium bestående af de centrale aktører på kvanteområdet, som skal opbygge og lede forberedelsen af en kommende projektansøgning til Quantum Denmark.
Kvanteteknologi forventes i fremtiden at kunne bruges inden for mange områder i samfundet, for eksempel inden for klima, miljø og sundhed eller til at beskytte følsomme data og infrastruktur.
Kvantehuset skal bidrage til at udnytte kvanteteknologiens fulde potentialer til gavn for dansk erhvervsliv, Danmarks sikkerhed og samfundet som helhed. I sammenhæng med kvantehuset bliver der også etableret et kvantetestcenter, som vil give virksomheder, forskere og studerende adgang til det nyeste udstyr til test, måling og validering af kvanteteknologier. Dermed er kvantehuset med til at understøtte ambitionerne i National Strategi for Kvanteteknologi.
Det forventes, at de første dele af Quantum Denmark vil stå klar i anden halvdel af 2024.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- Vi har længe haft store ambitioner for udvikling og anvendelse af kvanteteknologi i Danmark. Dette initiativ står på skuldrene af forskning i verdensklasse, og kvantehuset vil bidrage til at gøre Danmark til en international kvantehub. Det er der behov for, hvis vi skal blive ved med at være helt fremme i den internationale elite, og det skal vi på grund af kvanteteknologiens store potentialer og de sikkerhedsmæssige trusler som cyberangreb og beskyttelse af kritisk data. Jeg glæder mig til at se det nye kvantetestcenter, som både forskere, studerende, virksomheder og samfundet som helhed får gavn af.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
- Vi lever i en tid, hvor sikkerhedspolitik er blevet erhvervspolitik og her spiller kvanteindustrien og teknologien en afgørende rolle. Vi har stadig kun set toppen af isbjerget, når det kommer til, hvad kvanteteknologien giver os af muligheder. Derfor skal vi samle de kræfter, der hver dag arbejder for at udvikle kvanteteknologien. Regeringen har en helt klar mission om, at Danmark skal have en solid styrkeposition inden for kvante. Kvantehuset skal være med til at forløse potentialerne og er et perfekt eksempel på de fordele, der opstår, når dansk erhvervsliv og offentlige aktører går sammen.
Fakta
- Det er regeringens ambition, at der i perioden 2023-2027 tilføres mindst 1,2 milliarder kroner til forskning, innovation og udvikling af et stærkt økosystem på kvanteområdet. Det fremgår af National Strategi for Kvanteteknologi – del 1 og del 2.
- Et centralt initiativ med strategien er etablering af et kvantehus og kvantetestcenter som en del af det eksisterende uddannelses-, forsknings- og innovationsmiljø omkring Nørre Campus på Københavns Universitet.
- Initiativet skal styrke miljøet inden for anvendt kvanteteknologi og samle en bred kreds af aktører i et fysisk miljø, hvor der er adgang til kontor, test- og måleudstyr, hjælp til forretningsudvikling og samtidig understøtte netværksskabelse til udvikling og sparring.
- Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen forvalter i samarbejde med Novo Nordisk Fonden ansøgningsprocessen frem mod en kommende bevilling til Quantum Denmark.
- Derudover indeholder strategien et strategisk program for kvanteforskning og -innovation, som skal støtte nye grundlagsskabende forskningsprojekter og videnbaseret innovation på kvanteområdet.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Fyn får ny tandlæge- og tandplejeruddannelse18.6.2025 15:05:11 CEST | Pressemeddelelse
Et bredt politisk flertal har fordelt overskydende midler fra den politiske aftale om Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark. Resultatet er blandt andet nye tandlæge- og tandplejeruddannelser på Syddansk Universitet
Nyt initiativ skal få flere afrikanske studerende til Danmark og styrke samarbejdet med afrikanske universiteter13.6.2025 07:36:13 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet lancerer et nyt program på 430 mio. kr., der skal fremme partnerskaber mellem danske og afrikanske universiteter og få flere afrikanske studerende på studieophold i Danmark.
Minister lancerer nye priser: Hylder enestående, europæiske forskere og innovatører23.5.2025 10:15:29 CEST | Pressemeddelelse
Uddannelses- og forskningsministeren vil fejre europæisk forskning og dansk innovation. Prisen ’Into Change Award’ hylder europæiske forskere, der har udmærket sig gennem excellent forskning på højeste internationale niveau.
Minister er i Bruxelles for at præsentere planen for forskning, innovation og rum under dansk formandskab23.5.2025 07:31:30 CEST | Pressemeddelelse
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund er i Bruxelles for at deltage i møde i Konkurrenceevnerådet. Her skal hun blandt andet præsentere sine ministerkollegaer for planerne for forskning, innovation og rum under det kommende danske EU-formandskab.
Sagsbehandlingstiden på ansøgninger om SU-handicaptillæg skal nedbringes21.5.2025 13:47:49 CEST | Pressemeddelelse
Folketinget har vedtaget en lovændring, der skal nedbringe sagsbehandlingstiden for ansøgninger om SU-handicaptillæg. Lovændringen omfatter blandt andet tydeligere krav til den dokumentation, som studerende skal indsende, så deres ansøgning kan blive behandlet hurtigere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum