Drivhuse fylder mere og mere af Jordens overflade

Vi er for længst blevet vant til at købe tomater, agurker, bær og meloner året rundt. I Danmark importerer vi det meste fra Spanien, hvor millioner af ton frugt og grønt bliver dyrket i hvide plastiklandskaber, der strækker sig ud over enorme arealer i den sydlige del af landet.

Og på verdensplan er drivhusproduktionen i kraftig stigning, viser et nyt studie fra Københavns Universitet, der har opgjort det globale omfang af drivhuse. Det store boom sker dog ikke i Europa, men i lav- og mellemindkomstlande i det globale syd.

Forskerne har brugt en kombination af deep learning-algoritmer og moderne satellitbilleder til at kortlægge, hvor meget areal, der bliver brugt til drivhusproduktion rundt om i verden.  Kortlægningen viser, at drivhusdyrkning - hvad end det foregår i glashuse eller på åbne marker overdækket med plastik - dækker mindst 1,3 millioner hektar af Jordens overflade. Det nye tal er næsten tre gange højere end tidligere estimater.

Kina på en suveræn førsteplads

Drivhusproduktionen fordeler sig på 119 forskellige lande, hvoraf Kina tegner sig for hele 60,4% af det samlede areal. På andenpladsen kommer Spanien med 5,6% og på tredjepladsen Italien med 4,1%. 

Hvor de store klynger med drivhuse i det globale nord blev etableret i 1970erne og ’80erne, skød de frem i det globale syd to årtier senere. Og hvor der nu er sket en vis stagnation i det globale nord, fortsætter fremvæksten i lande i Asien, Afrika og Mellem- og Sydamerika. I dag har det globale syd et 2,7 gange så stort drivhusareal som det globale nord.

”Drivhusproduktion er blevet et globalt fænomen, som kun vil vokse i fremtiden, tyder alt på. Indtil nu er fænomenet dog vokset i hastig fart under radaren, og vi har haft store huller i vores viden om de dynamikker, der driver fænomenet,” siger Xiaoye Tong, postdoc ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og førsteforfatter til forskningsartiklen udgivet i Nature Food.

En stærk årsag til, at Kina arealmæssigt er det altdominerende land, er ifølge forskerne formentlig landets socioøkonomiske udvikling. Her viser studiet, at de store klynger af drivhuse er placeret tæt ved store byområder.

“Når vi i så voldsom grad ser et boom i Kina, ser det ud til at hænge tæt sammen med en stærk økonomi over det seneste årti og fremvæksten af en købestærk bybefolkning, der efterspørger tomater og agurker og andre slags frisk frugt og grønt. Samtidig får landmænd, som ellers ikke ville kunne finansiere denne dyrkningsform, økonomisk støtte af regeringen til at bygge drivhuse og lære dyrkningsteknikkerne,” siger Xiaoye Tong.

Store fordele, men også store konsekvenser

Statslig støtte til drivhusproduktion ses også uden for Kina - især i tørre og semitørre egne, der traditionelt ikke er blevet dyrket før eller ikke har haft intensivt landbrug. 50% af arealerne med drivhusdyrkning ligger da også i regioner, der har store begrænsninger af ressourcer som fx knaphed på vand. Derfor giver drivhusdyrkning muligheder for lokal fødevaresikkerhed og for at bidrage til at bekæmpe fattigdom i det globale syd, påpeger forskerne.

Drivhusproduktion kan på grund af sit kontrollerede miljø derudover have en række store fordele i form af bl.a. et højere og mere stabilt udbytte, effektive vandingssystemer, mere præcis dosering af gødning og næringsstoffer samt bedre mulighed for at kontrollere kvaliteten af afgrøderne.

Men der er også en bagside af medaljen – og den skal vi kende bedre, argumenterer lektor og medforfatter Marianne Nylandsted Larsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning:

”Vi ved meget lidt om de miljømæssige og sociale konsekvenser af drivhusdyrkning i det globale syd. Men vi ved, at de bl.a. kan omfatte overudnyttelse af vandressourcer, et højt energiforbrug, forurening af grundvand med pesticider og gødning, jordforringelse og plastikforurening fra ’plastikdrivhuse’. Derudover er forholdene for arbejderne i gartnerier ofte blevet kritiseret.”

Derfor mener forskerne også, at der er behov for at overveje politisk regulering af sektoren:

”I lav- og mellemindkomstlandene, som tegner sig for 70-80% af det samlede areal, er der en mangel på regulering af drivhusproduktion. Det bør man forholde sig til,” lyder det fra Xiaoye Tong.

Samtidig er der brug for mere forskning i, hvilken betydning drivhusproduktion har for landene i det globale syd, slutter Marianne Nylandsted Larsen:

”Jeg håber kortlægningen bliver springbræt til undersøgelser om konsekvenserne af drivhusproduktion. Har den fx afhjulpet fattigdom i landdistrikter? Påvirker drivhusproduktion efterspørgslen og kvalitetskravene for frugt og grønt på både nationale og internationale markeder? Og hvilke konsekvenser har det på forbrug af grundvandsressourcer, gødning og kemikalier? Den slags spørgsmål er vigtige at få svar på, hvis vi skal sikre en bæredygtig og socialt ansvarlig udvikling af sektoren.”

TOP-10-LANDE

De 10 lande i verden, der har de største andele af drivhusproduktion arealmæssigt:

1. Kina (60,4%)
2. Spanien (5,6%)
3. Italien (4,1%)
4. Mexico (3,3%)
5. Tyrkiet (2,4%)
6. Marokko (2,3%)
7. Sydkorea (1,8%)
8. Japan (1,7%)
9. Nederlandene (1,4%)
10. Frankrig (1,3%)

OM STUDIET

• I studiet har forskerne kortlagt 1,3 millioner hektar med drivhus-infrastruktur i 2019. Ifølge forskerne er 1,3 millioner hektar et konservativt estimat, da der ikke er medregnet sæsonproduktion med en varighed på under et år.
  
  

• Der er tale om både store og små klynger af drivhuse fordelt i 119 lande. De to største klynger er Weifang i Kina og Almeria i Spanien. Samlet set har det globale syd et 2,7 gange så stort drivhusareal som det globale nord.
  
  
• Forskerne skelner ikke mellem forskellige typer af drivhusproduktion, men har defineret drivhuse som landbrugsarealer dækket med semitransparante hvidlige materialer som polyethylen-film, polycarbonat, glas m.m.
  
  
• Den videnskabelige artikel om studiet er udgivet i tidsskriftet Nature Food: https://www.nature.com/articles/s43016-024-00985-0
  
  
• Forskerne, der har bidraget til studiet, er: Xiaoye Tong, Xiaoxin Zhang, Rasmus Fensholt, Sizhuo Li, Marianne Nylandsted Larsen, Florian Reiner og Martin Brandt fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet; Peter Rosendal Dau Jensen fra Lund Universitet, Sverige samt Feng Tian fra Wuhan University, Kina.