Ny tal opgjort på 98 kommuner: Se hvor grønt dit elforbrug rent faktisk er
Mange virksomheder anvender Energinets miljødeklarationer til at opgøre, hvor grønt deres elforbrug er, fx til deres grønne regnskaber. Hidtil har der kun været tal for hhv. Østdanmark og Vestdanmark, men en ny miljødeklaration fra Energinet opgør time for time og for alle landets 98 kommuner, hvor strømmen kommer fra, og dermed hvor grøn den er.

Lolland, Lemvig og Randers. Bor du i en af de kommuner, så havde du i 2023 den højeste andel af grøn strøm i dine stikkontakter.
Bor du derimod i Horsens, Fredericia eller Faaborg-Midtfyn, så bor du i de dele af Danmark, hvor dit strømforbrug sidste år udledte mest CO2 per kilowatt-time.
Nye tal fra Energinet opgør time for time elforbruget i landets 98 kommuner og sammenholder det med den grønne strøm, der samtidig er produceret i lokalområdet. Dermed kommer et meget mere præcist og retvisende billede af, hvor grøn strømmen i stikkontakterne er. Den lokale elproduktion bliver nemlig først og fremmest brugt lokalt, og kun overskudsproduktion sendes videre ud i landet.
Derfor er de nye og meget mere fintmaskede tal en mere retvisende måde for fx firmaer at opgøre deres grønne regnskaber.
Placering kan spare samfundet penge
”Men de kan faktisk også bruges i et større perspektiv. I de egne af landet, hvor der allerede er stor produktion fra vindmøller og solceller, er elnettet ofte allerede ”fyldt op”. Hvis kommende elproduktionsanlæg bliver placeret i de områder, hvor andelen af grøn strøm er lavere, er der en chance for, at de hurtigere kan blive tilsluttet elnettet – de ikke skal vente på, at elnettet bliver udbygget. Det vil være godt, fordi vores strøm hurtigere bliver helt grøn, og fordi det mindsker behovet for, at vores fælles elnet skal udbygges, fordi mere strøm bruges lokalt og ikke skal transporteres på tværs af landet,” siger Jesper Abildgaard, vicedirektør i Energinet og leder af afdelinger der arbejder med innovativ brug af data for at sætte skub i den grønne omstilling.
Danmark er grøn
Generelt er den danske elproduktion meget grøn og udleder meget lidt CO2. Sammenlignet med landene omkring os, er det kun lande med store mængder vandkraft eller atomkraft, der udleder mindre CO2 – det er lande som Norge, Sverige og Frankrig.
Men selv om mange kommuner har meget stor, grøn elproduktion i lokalområdet, og mange sammenhængende timer hvor vind eller sol laver mere, end det lokale forbrug kan opsluge, så er der stadig et stykke op til, at nogen kommuner herhjemme kan bryste sig af at have grøn strøm i alle årets 8760 timer. Topscoreren er Lemvig kommune, der i 2023 formår at dække 91 procent forbruget med lokal grøn til elproduktion. Herefter kommer Lolland med 88 procent. I alt 29 kommuner dækker mere end 50 procent af forbruget med lokalt produceret grøn strøm.
Stadig sort strøm – også hos de grønneste
Der er mange dage med blæst eller høj sol, men også dage med vindstille, kulde og stort elforbrug, hvor fossile brændsler i bl.a. kraftværker eller import af sort strøm leverer forsyningen.
Variationen i CO2-udledning ved en produceret kilowatt-time går derfor hen over året lokalt fra 0 gram/kWh op til næsten 600 gram/kWh. Det laveste årsgennemsnit i 2023 findes i Lolland Kommune med 10 gram/kWh.

Vender elnettet på hovedet
Netop Lolland er et område, som på forholdsvis få år er gået fra at være et område med lille forbrug og ofte forsyning fra Sjælland, til at være et område hvor der i mange timer produceres meget mere el fra solceller og vindmøller, end det lokale forbrug kan opsluge.
Dermed er øen et godt eksempel på de store forandringer, som elsystemet undergår. Faktisk er vi ved at vende hele elnettet på hovedet.
Brug for mere elnet
Elnettet blev i sin tid bygget med store kraftværker som centrum – ofte placeret ved de store byer og forbrugscentre. Herfra flød strømmen, og i takt med at de kom ud i tyndere befolkede områder, blev ledningerne tilsvarende tyndere. Allerede i dag produceres store mængder el i egne af landet, hvor der ikke er lokalt forbrug, der kan opsluge strømmen, og mange steder har elnettet også nået sin maxgrænse og kan ikke transportere mere strøm væk og rundt i landet. Selv om elnettet løbende er blevet udbygget, er der behov for endnu mere forstærkning og udbygning i fremtiden. De politiske beslutninger fra 2022 om at firedoble elproduktionen fra vindmøller og solceller på land inden 2030 og femdoble havmøllekapaciteten medfører yderligere behov for markante milliardudbygninger af elnettet.

FAKTA
På Energinets hjemmeside kan man finde tal for CO2-udledning for den enkelte time, dag, måned eller år fordelt på landets 98 kommuner. Der er også flere eksempler på forskellige vejrfænomener, og de store forskelle det medfører i CO2-udledning.
Om opgørelsen
-Alle viste CO2-tal er efter den såkaldte "125 % metode"
-Opgørelsen gælder el leveret fra elnettet, og inkluderer kun el leveret til nettet (medtager ikke, hvis en husejer har egenproduceret strøm i stikkontakterne, fx fra solcelleanlæg på taget)
-De store havmølleparker og kraftværker tilsluttet direkte i transmissionsnettet indgår ikke som lokal elproduktion.
Klimaregnskaber
Læs mere om data til klimaregnskaber.
Kontakter
Jesper Abildgaard Nielsen, vicedirektør, mail: jbn@energinet.dk, mobil: 51677929
Billeder



Om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Nu begynder byggeriet af en ny højspændingsstation nær Svinninge på Midtsjælland12.9.2025 11:05:59 CEST | Pressemeddelelse
Energinet bygger en ny 132 kV højspændingsstation nord for den eksisterende station ved Torslunde nær Svinninge på Midtsjælland. I dag holder Energinet til på distributionsselskabet Cerius’ stationsområde, men skal fremover have sin egen højspændingsstation. Byggeriet går i gang i midten af september i år og forventes at være afsluttet i 2027.
Kabelarbejde på vestlig del af Brogårdsvej i gang 17. september11.9.2025 08:09:00 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag 17. september flytter Energinets kabelarbejde længere mod vest på Brogårdsvej fra Søtoften ned til Vangedevej. Der vil være trafik i begge retninger, men vejen er indsnævret, parkering og standsning ikke tilladt, og ind- og udkørsel til flere sideveje samt indkørsler i den sydlige side af vejen bliver påvirket.
Energinet investerer 1,6 mia. kroner i øget sikkerhed på el- og gasanlæg10.9.2025 06:21:32 CEST | Pressemeddelelse
Øget trusselsbillede mod europæisk infrastruktur og nye krav i Lov om styrket beredskab i energisektoren medfører, at Energinet investerer 1,6 milliarder kroner i endnu bedre sikkerhed og overvågning på i alt godt 350 el- og gasanlæg i Danmark.
NYT OVERBLIK: Tre hovedårsager til nye forsinkelser i elnettet8.9.2025 09:09:41 CEST | Pressemeddelelse
Energinet arbejder hårdt på, at eltransmissionsprojekter skal bygges hurtigere. Men seneste status opgjort efter andet kvartal 2025 viser, at tidsplaner fortsat forsinkes. De væsentligste årsager er, at miljømyndighedernes sagsbehandlingstider fortsætter med at stige, at nogle netkunder selv ønsker mere tid og udskyder deres sol- og vindprojekter, og at Energinet og andre har udfordringer med at sikre fremdrift. Energinet offentliggør ny opgørelse med en række nøgletal, så alle løbende kan følge udviklingen.
Grønt lys: Energinet indgår to store Energiø Bornholm-kontrakter4.9.2025 12:52:18 CEST | Pressemeddelelse
To nøglekomponenter til den kommende Energiø Bornholm er nu sikret. Siemens Energy skal levere højspændingsstationerne i både Danmark og Tyskland, mens NKT skal stå for kabelforbindelsen mellem Bornholm og Sjælland. Projektet har nu også officielt modtaget EU-støtten på 4,8 mia. kroner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum