Årtiers minkforskning har givet grundlag for bedre dyrevelfærd

Den danske minkbranche har i årenes løb jævnligt været genstand for kritik, der særligt har været koncentreret om dyrevelfærden på farmene. I november 2020 fik historien om minkerhvervet en brat afslutning, idet risikoen for mutationer af Covid-19 betød, at man lukkede samtlige 942 danske minkfarme, inklusive AU’s minkfarm, som indtil da havde været aktiv på AU Viborg - Forskningscenter Foulum. Herefter fulgte en massiv opmærksomhed fra medier og samfund på mink – herunder også Aarhus Universitets rolle i minkforskningen.

Relevansen af dansk minkforskning svandt lige så hurtigt, som farmene lukkede, og Aarhus Universitet nedlagde sine aktiviteter på området, der hidtil havde involveret flere fuldtidsforskere. I dag består minkforskningen udelukkende af forskningsbaseret rådgivning baseret på tidligere forskningsresultater og opdatering af metoder til vurdering af minkenes velfærd på europæisk plan.

Bag disse tilbageværende aktiviteter står seniorforsker Steen H. Møller, der er Danmarks og en af verdens førende eksperter i mink. Han afsluttede sin ph.d. i styring af minkproduktion i 1999 og har siden forsket i minkavl, primært med fokus på dyrevelfærd.

Særligt har han interesseret sig for dyrevelfærdsaspekterne i den slankning, mink gennemgår i vinterperioden.

”Jeg har i hele min karriere arbejdet på at få den balance til at lande rigtigt for at mindske dyrenes oplevelse af sult”, siger Steen H. Møller, der i dag - udover de meget begrænsede aktiviteter, der relaterer sig til mink – løser en række andre opgaver på AU Viborg.

Minkforskningens rolle siden 1980’erne

I Danmark startede minkerhvervet for alvor i 1930’erne. Samtidig voksede fiskeindustrien så kraftigt, at den kunne levere foder til minkene i form af fiskeaffald. Den danske tradition for forskning i landbrug blev hurtigt overført til pelsdyrerhvervet. Allerede i 1947 blev den første forsøgsfarm etableret på forsøgsgården Trollesminde på Sjælland, og i begyndelsen af 1989 blev nye forsøgsfaciliteter for mink indviet på AU Viborg, Forskningscenter Foulum. 

AU Viborg har været et internationalt førende centrum for forskning i pelsdyr, og Aarhus Universitet har været et af få universiteter med fuldskala forskning på området. I forskningen forsøger man i videst muligt omfang at spørge dyrene hvad de foretrækker, sætter pris på og bliver frustreret af. Det gøres ved at kigge på dyrenes muligheder i form af indhusning og pasning, på dyrenes reaktion i form af normal og unormal adfærd og på deres sundhed og produktion. Desuden anvendes mere avancerede metoder til at måle stresshormoner i gødningen fra mink. Endelig kan mink, i lighed med andre dyr, lære at udføre et ’arbejde’ der kan give en belønning. Det betyder, at man ved hvor meget mink er villige til at arbejde for at få adgang til en redekasse, halm eller svømmevand, og om de vil arbejde mere for adgang i længere tid.

En stor del af forskningen har i de sidste mange år fokuseret på dyrenes velfærd. Her har man set på minkenes temperament og på avl og genetik, for at kunne selektere på de mink, som trivedes bedst. Man har set på fodersammensætning og fodringstidspunkter for at kunne mindske dyrenes følelse af sult. Man har også set på burenes størrelse, indretning, antallet af mink i burene og antallet af forstyrrelser, der har påvirket minkenes velfærd.

”Vi havde løsninger på mange af problemerne, men det er ikke altid så nemt at få det hele til at fungere i praksis. I forskningen ser vi på det enkelte dyr, mens man på en minkfarm ofte regulerer hele besætningen på én gang”, siger Steen H. Møller.

At Aarhus Universitet var førende på forskningen i minks velfærd, blev cementeret, da Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab (ANIVET) i 2009 fik ansvar for udviklingen af WelFur Mink – et vurderings- og certificeringsprogram for pelsproducenter i hele Europa. Initiativtageren til WelFur, den europæiske brancheorganisation Fur Europe, ønskede et uafhængigt vurderingssystem til pelsindustrien, som dels byggede på forskning, dels var på linje med standarderne udviklet i det store EU-projekt Welfare Quality®. Det sikrede Aarhus Universitet sammen med seks andre europæiske universiteter, og i 2017 blev WelFur Mink udrullet og taget i brug på alle europæiske farme.

WelFur-vurderinger og -certificeringer foretages af det uafhængige globale certificeringsfirma Baltic Control. Pelsproducenternes deltagelse er principielt frivillig, men er man ikke WelFur-certificeret, udelukkes man fra de internationale auktionshuse, hvilket påvirker producenternes mulighed for at sælge deres skind.

Nationale og internationale samarbejder

I de mange danske og internationale projekter inden for minkforskningen har Aarhus Universitet ikke stået alene. I udviklingen af WelFur samarbejdede ANIVET med seks andre universiteter, nemlig University of Eastern Finland, MTT Agrifood Research i Finland, Norwegian University of Life Sciences, Swedish University of Agricultural Sciences, University of Utrecht i Holland og National Research Institute for Agriculture, Food and Environment i Frankrig. Også på University of Guelph i Canada og Københavns Universitet har der været levende miljøer for minkforskning og forskerkollegaer, som man fra Aarhus Universitet har arbejdet sammen med.

Ligesom i ANIVET’s øvrige forskning i dyrehold og -velfærd, har forskerne haft gavn af at komme ud hos kommercielle producenter og få lov til at følge praksis på farmene, tage prøver eller lave tests på dyr, der ikke holdes på forsøgsfarmen og jævnligt oplever at blive håndteret af forskerne. Denne form for samarbejde kunne også bestå i, at forskerne har fået lov at undersøge minkenes skind eller obducere dyrene efter pelsning.

Men minkbranchen har også haft egne forsøgsfarme, hvilket har givet en naturlig opdeling imellem branchens forskning i forhold omkring produktion og praktik på den ene side, samt foder, fodring og fordøjelighed og universitetets uafhængige forskning i adfærd, velfærd, genetik og ernæring på den anden side. Samtidig har der eksisteret et samarbejde om forsøgsfoder og analysemetoder, og man har udvekslet data eller prøver til analyser.

Endelig har samarbejder med dyrlæger i hele landet givet både muligheder og indsigter. På ANIVET’s årlige temadage om mink har forskerne præsenteret forskningsresultater, men der har også været mulighed for erfaringsudveksling. Dyrlæger med en særlig interesse i forskningen har desuden hjulpet med viden, erfaring og indsamling af data, idet de, som en del af deres arbejde, har haft deres gang på landets minkfarme.

Minks særlige livscyklus

For at forstå minkerhvervet, -forskningen og de mange diskussioner om mink, er man nødt til at forstå minkenes særlige livscyklus og reproduktion.

I Danmark betragtes mink fra officielt hold som produktionsdyr. Det vil sige dyr, som stammer fra vilde dyr, men som gennem mere end 150 års avl er domesticeret og tilpasset livet i fangenskab. Danske mink tilhører arten Amerikansk mink (Neovison vison), der er i familie med for eksempel mår og grævling. Vildtlevende mink i Danmark stammer fra minkfarme og betragtes af Miljøstyrelsen som en art, der ikke naturligt hører hjemme i dansk natur.

Minks udvikling er meget stramt styret af årets gang og dagenes længde. Efterårets korte dage sætter gang i udviklingen af kønsorganer så disse er klar til foråret, hvor dyrene parrer sig fra sidst i februar og frem til forårsjævndøgn 20.-21. marts. Minktæver får kun ægløsning efter en vellykket parring, og det betyder, at man ikke kan inseminere dem kunstigt. Faktisk skal parringen vare fulde femten minutter, for at æggene med størst mulig sandsynlighed bliver befrugtet. Æggene sætter sig fast i livmoderen omkring 1. april og efter cirka 30 dages drægtighed, føder minken sine unger, i kuld på omkring 5,5 hvalpe i gennemsnit.

Tæven går sammen med sine unger i otte uger, indtil dieperioden er ovre. Fra juni fedes ungerne op for at opnå så store og gode skind som muligt. Efterårsjævndøgn den 21.- 22. september er signalet til minken om at skifte sommerpelsen ud med en tættere og varmere vinterpels. Det er vinterpelsen der kan bruges til pelsværk, og pelsskiftet sker fra halen mod hovedet og når pelsskiftet er tilendebragt, kalder man pelsen for ’moden’. Først herefter vælger man, hvilke dyr man vil bruge til videre avl, mens resten aflives og pelses.

Aflivning, pelsning og avl

Når mink aflives, tages de fra deres bur og puttes i en aflivningskasse, som er fyldt med CO eller CO2. De døde mink sendes til pelseriet, hvor meget af pelsningen foregår på specialudviklede maskiner, hvorefter skindene skrabes for fedt og tørres. Fedtet, der udgør hovedparten af en mink, bliver til biodiesel eller biogas. Resten af slagtekroppen bliver til kød- og benmel, der bruges i kraftvarmeværker eller som gødning.

Efter pelsningen er omkring en femtedel af minkene tilbage på minkfarmen. De er udvalgt til avl, fordi de selv har fået mange unger, kommer fra kuld med mange unger, fordi deres pels er god og tæt og fordi de har et godt temperament, er nysgerrige og ikke aggressive.

Efterårsjævndøgn er også signal til de store unger om at det er tid til at etablere deres eget territorium. Det betyder, at man ser stigende aggression, og i værste fald bid og sår i bure med grupper af mink. I naturen vil hanners territorium ofte overlappe flere hunners territorier. Hvis en han og en hun går sammen er aggression meget sjælden, og samtidigt kan de to køn lære parringsadfærd og anden socialisering med henblik på senere parring.

”Hvis de har gået alene, kan de vanskeligt finde ud af at parre sig. Det kan mink der har gået parvis godt, men man skal holde øje med dem og skille dem ad, hvis de ikke er interesserede eller begynder at udvise tegn på aggression, i stedet for at parre”, siger Steen H. Møller.

I grupper på 4 mink ser man typisk sår og skader hos omkring 20 ud af 1000 dyr, mens det hos mink, som går to og to af modsat køn, som regel ses hos 1 ud af 1000.

Forskel på lovgivning og forskningsresultater

Steen H. Møller har forsket i mink siden 1985, og lige siden har han løbende arbejdet for at gøre både myndigheder, dyrlæger og minkbranche klogere på, hvilke tiltag der kan øge farmminks velfærd. Han har gennem tiden oplevet stor lydhørhed fra branchen.

”Det er mit indtryk, at de enkelte avlere altid har været interesserede i, hvordan dyrene havde det. Og generelt er der få konflikter mellem god velfærd og god produktion”, siger Steen H. Møller. Et af stederne der kan give konflikt, er slankning af avlsdyr om vinteren, ikke mindst i takt med at minkene gennem tiden er blevet større og større – og federe og federe.

Han mener desuden, at den megen kritik af pelsdyravlerne kan have spillet en rolle i ønsket om at kaste lys over forholdene.

”I pelsdyrbranchen er det ikke så svært at gøre det der skal til for at sikre en ordentlig dyrevelfærd, og generelt er den nok bedre end mange tror. Man skal fx ikke afhorne, kastrere, klippe tænder, næb eller haler, som i mange andre dyrehold. Man skal ikke engang øremærke dem. Som sagt skal de heller ikke transporteres inden aflivning og de får lov at parre, bygge rede, føde og die deres unger i hele diegivningsperioden, og det giver et godt udgangspunkt for at sikre dyrenes velfærd”, siger forskeren, der dog også gennem tiden har set rigtig dårlig velfærd og store forskelle i styringen af farmene og behandlingen af minkene.

Men selvom man i hele verden har efterspurgt forskningsbaseret viden, er det ikke altid, at den er blevet taget til efterretning. Til eksempel sikrer Artikel 9 i Europarådets ’Anbefalinger vedrørende pelsdyr’ fra 1999, at det er tilladt i alle EU-lande at holde mink i grupper. Også selvom forskningen, både på Aarhus Universitet og fra resten af verden ret entydigt viser, at det giver mere aggression og dermed en ringere dyrevelfærd.

Velfærd hos mink kan måles

Ligesom velfærd hos andre dyr, kan velfærden hos mink måles, og netop stress er en af de velfærdsindikatorer, som forskerne har rigtigt gode metoder til at måle på. Stresshormonet kortisol findes nemlig i minkenes gødning, og det betyder, at man ikke behøver at tage fx blod- eller spytprøver eller forstyrre dyrene på anden vis. Gødningen indsamles under buret og analyseres på et laboratorie. Efter pelsning kan man se på bidmærker på vrangsiden af pelsene, hvilket kan fortælle om aggressionsniveauet i besætningen om efteråret, hvor minkhvalpene bliver territoriale.

Minkenes temperament kan også testes. Forskere stikker en almindelig tungespatel, som de fleste kender fra lægen, ind i buret og registrerer minkenes reaktion. Temperament kan være et element i avlsprogrammet, og derfor er det relevant at se, hvilke mink, der reagerer med hhv. nysgerrighed, frygt, ligegyldighed eller aggression på tungespatelen.

Herudover ser forskerne på dyrenes adfærd mere generelt, hvor såkaldt stereotyp adfærd, dvs. at minkene gentager de samme bevægelser igen og igen, er et tydeligt tegn på mistrivsel. Især har minkforskerne brugt observationerne til at vurdere, om minkene slankes – eller huldtilpasses - i en grad og i et tempo, som går ud over deres velfærd.

Slankning kan give velfærdsproblemer

Frem til lukningen af det danske minkerhverv i 2020 blev danske skind solgt til priser, der typisk lå 20-30 % højere end skind fra resten af verden. Det skyldtes ifølge Steen H. Møller blandt andet, at danske minkavlere producerede meget store skind, der samtidig havde en meget høj kvalitet. En af metoderne til det er at vælge mink, der bliver store og fede om efteråret op til pelsningen.

Men fede mink kan dårligt formere sig, og det er et problem for minkavlerne, når de om efteråret skal udvælge dyr til videre avl. De mink skal tabe sig før parring, og hvis man vælger meget fede mink, skal de tabe sig meget. Denne slankning kalder man huldtilpasning, og det er her, der ifølge Steen H. Møller kan opstå velfærdsproblemer.

I naturen er det naturligt, at mink taber sig gennem vinteren, men fordi farmminkene er blevet meget store igennem efteråret, skal de tabe sig rigtigt meget. Det kan skabe frustration, som viser sig i stereotyp adfærd.

”I naturen ville de løbe indtil de fandt noget at æde. Det gør de også i buret, og populært sagt er det så her, der opstår den stereotype adfærd, hvor de for eksempel løber frem og tilbage i buret”, siger Steen H. Møller.

Etisk forskning i huldtilpasning

Udover at gøre minkene bedre i stand til at formere sig, har huldtilpasningen også den effekt, at den muliggør flushing. Flushing betyder, at man i dagene op til parring giver ekstra foder. Tager tæverne lidt på, vil det være et signal om, at et godt år er på vej, og derfor løsnes flere æg efter parringen, som senere på foråret betyder flere unger og dermed en større produktion af skind.

Effekten udebliver imidlertid, hvis minkene forud for flushing er for fede. I minkbranchen arbejder man med en huldscore, som går fra 1-5, og for at få effekten af flushing skal avlstæverne i løbet af januar-februar ned i huld 3 eller lidt derunder. Og det er et af de springende punkter i Steen H. Møllers forskning. Ifølge ham virker flushing, når minkene er i huld 2,5-3 sidst i februar, lige inden man begynder at give ekstra foder igen op til parring. Ikke desto mindre har man i erhvervet set en del tilfælde af hurtigere og kraftigere huldtilpasning, og det kan ifølge Steen H. Møller gå ud over minkenes velfærd. Desuden har branchen i flere år anbefalet, at dyrene slankes ned til huld 2. Også selvom det ifølge Steen H. Møller ikke har større effekt.

”Jeg har faktisk lavet forsøg i praksis, som viser, at hvis man er nede i et middel huld (det var inden huldskalaen blev defineret), er der ikke nogen effekt af at gå længere ned. Det har vi forskere diskuteret med branchen i mange år”, siger han.

Mange af Aarhus Universitets forskningsprojekter har derfor helt siden 1980’erne koncentreret sig om, hvordan den huldtilpasning og flushing, som har fundet sted på landets minkfarme, kunne gøres så skånsomt som muligt for dyrene.

Forskningen har inddraget en række aspekter af huldstyring og flushing, herunder:

1. Kan man udvælge avlsdyr tidligt, inden de har aflejret så meget fedt?
2. Hvilket huld bør valgte avlsdyr være i for at sikre en god reproduktion?
3. Hvordan kan man i praksis styre huldtilpasningen for den enkelte mink?
4. Kan man gennem fodersammensætning, fiberindhold eller mere struktur i foderet slanke minkene uden at de føler sult?
5. Hvad er de sundheds- og velfærdsmæssige konsekvenser af huldtilpasning i praksis?

Projektet ’Huldtilpasning uden velfærdsproblemer’ fra 2019 undersøgte velfærdsmæssige konsekvenser af, og mulige forbedringer af branchens anbefalede praksis for fodring og huldtilpasning. Formålet med projektet var at ”samle viden om, hvordan man som avler kan huldstyre på en måde, så man opnår tæver i moderat huld, så de kan reagere fuldt ud på flushing, uden at minkene oplever længerevarende sult.”

Projektet viste, at længere tid til huldtilpasning var mindre belastende for minkene, og at det huld-niveau, som branchen anbefalede, var for lavt til at undgå velfærdsproblemer, og netop derfor anbefalede forskerne en mindre grad af huldtilpasning. Den forskning og de forsøg, som blev lavet i forbindelse med projektet, blev gennemført i overensstemmelse med gældende regler og principper på området, og forsøgene har udelukkende inkluderet behandlinger, som svarede til dem mink hvert år oplevede på kommercielle farme.

Finansiering af AU’s minkforskning

Aarhus Universitets minkforskning har gennem årene været finansieret af flere forskellige kilder.

Aarhus Universitet leverer forskning og rådgivning vedrørende jordbrug, fødevarer og husdyrproduktion til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt til ministeriets styrelser og forskning og rådgivning inden for natur, miljø og Arktis til Miljøministeriet. Denne forskning og rådgivning er finansieret af ministerierne under aftaler, som er formaliseret i ’Rammeaftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening’. Under denne ramme finansieres både forskning, undersøgelser og besvarelser på konkrete rådgivningsspørgsmål, der leveres til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i samarbejde med DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

ANIVET har til minkforskningen desuden modtaget støtte fra flere forskellige programmer og fonde, herunder Landbrugsministeriet, Innovationsfonden, Pelsdyrafgiftsfonden, Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), Center for Produktions- og Sundhedsstyring (CEPROS), Videncenter for Dyrevelfærd (VID), og Forskerakademiet (frem til 2000). WelFur projekterne har været finansieret af Fur Europe og medfinansieret af AU i form af ph.d.-stipendier. Da midler fra fonde som regel ikke har dækket alle de indirekte omkostninger til bl.a. forsøgsfaciliteter, administration og PhD studerende, har AU medfinansieret projekterne med midler fra aftalen med Fødevareministeriet samt i mindre omfang med andre basismidler.

Inden for rammerne af Aarhus Universitets regler for forskningsintegritet samt Faculty of Techincal Sciences' kvalitetsledelsessystem, som blandt andet sikrer et armslængdeprincip mellem forskere og betalere, har private aktører desuden kunnet bestille opgaver finansieret som IV-projekter.

IV står for Indtægtsdækket Virksomhed og betyder at den fulde omkostning dækkes, i form af et overhead - et tillæg, der dækker de indirekte udgifter til drift og administration.

Samlet set har den interne og eksterne finansiering givet økonomi til, at 3-4 forskere primært eller udelukkende har beskæftiget sig med mink, mens flere har haft mink som en del af deres forskningsområde inden for eksempelvis ernæring, næringsstoromsætning, vitaminer og genetik.

I dag finansieres afslutningen af WelFur af Fur Europe. Og Steen H. Møller har desuden løst en række mindre opgaver som en del af rammeaftalen om forskningsbaseret myndighedsbetjening og som IV-projekter.

Nuværende minkforskning på AU

Først som sektorforskning på Statens Husdyrbrugsforsøg og Danmarks Jordbrugsforskning, og siden på Aarhus Universitet, har man sammenlagt forsket i mink i mere end 70 år. De fleste forskningsprojekter blev afsluttet med aflivningen af de danske mink i 2020, men der er fortsat enkelte aktiviteter.

Velfærdsprotokollen WelFur afsluttedes i 2015, men implementeringen på de europæiske pelsdyrfarme, uddannelse af auditører til inspektioner og revision af protokollen betyder, at arbejdet har strakt sig videre end til 2017, hvor man tog WelFur i brug på alle Europæiske minkfarme. Det igangværende projekt med revision af WelFur Mink-protokollen, forventes at blive afsluttet i 2024.

Det var også involveringen i WelFur, som betød, at Fødevarestyrelsen i 2019 bad forskerne ved ANIVET gennemføre en undersøgelse af velfærden i dansk og europæisk minkproduktion. Undersøgelsen, som blev offentliggjort i maj 2021, bygger på WelFur-data fra flere end 2.500 minkbesætninger i hele Europa i perioden 2017-2019.

Selvom der i 2021 ikke længere var minkproduktion i Danmark, valgte man alligevel at lave besvarelsen færdig. Det skyldes blandt andet, at WelFur har været den mest omfattende implementering af et system til vurdering af dyrs velfærd i private husdyrbesætninger nogensinde. Det gælder i Danmark, Europa og i resten af verden. Man vurderede desuden, at den viden, som var opnået i forbindelse med opbygning og implementering af WelFur, kunne være betydningsfuld for vurdering af velfærd hos andre husdyrarter.

Endelig er AU’s minkforskere med Steen H. Møllers egne ord ”store fisk i en meget lille sø”.

”Der er ikke ret mange, der ved meget om det her, og det betyder, at det ofte er os, man ringer til”, siger Steen H. Møller, som derfor får henvendelser fra både nordiske, europæiske og internationale myndigheder og brancheforeninger.

Det er Steen H. Møllers telefon, der ringer, når den uafhængige myndighed Minksekretariatet skal have detaljer på plads i baggrunden for erstatningssager, og det er ham, brancheforeningen Kopenhagen Fur går til, når de har brug for uvildig ekspertviden.

Af de grunde har der også siden lukningen af forsøgsfarmene været brug for Steen H. Møller og hans kollegaers viden.

Dyrevelfærdsloven kræver forskning

Ønsker man at bedrive forskning, som kan bruges i landbrugserhvervet, må man som forsker ud i virkeligheden eller efterligne virkeligheden hjemme på universitetet. Det gælder også minkforskningen på Aarhus Universitet, der frem til lukningen af erhvervet i 2020 har haft en lang tradition for at granske de forhold i produktionen, som har haft betydning for dyrenes velfærd.

Det har givet grundlag for at rådgive minkavlere og for at kunne vurdere dyrevelfærden i produktionen på det bedst muligt faglige grundlag. Desuden har Aarhus Universitet en forpligtigelse til at opbygge et solidt fagligt grundlag for den rådgivning af landets myndigheder, som blandt andre ANIVET står for, og som blandt meget andet omhandler dyrevelfærd og fodring.

Når Danmark har tilladt minkproduktion, har vi desuden som samfund været forpligtet af Dyrevelfærdsloven, der ifølge §1”har til formål at fremme god dyrevelfærd”. Her står, at dyr skal ”huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov”. Samtidig slår loven fast, at det skal ske i overensstemmelse med ”anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer”.

Disse videnskabelige erfaringer kræver forskning. Den forskning har Statens Husdyrbrugsforsøg, Danmarks Jordbrugsforskning og endeligt Aarhus Universitet udført fra 1940’erne og frem til 2020, og den forskning står man som internationalt anerkendt universitet fortsat på mål for.

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation.